Man læser den i gymnasiet, enten i fransk eller dansk, man anbefaler den til yngre nybegyndende læsere, man omfatter erindringen om den med stor veneration. En klassiker må Albert Camus' »Den fremmede« (1944) være, skønt den næsten forholder sig vrangvendt til al den opmærksomhed, den er blevet til del.
Faktisk er det en lille grå bog, en meget lavmælt bog om en lille ægte stilhed i verden, en lille autentisk stilhed midt inde i larmen fra alle de mennesker, der omgiver en og udgør den uomgængelige, men også bedøvende magt, som den tyske filosof Martin Heidegger kalder »das Man«. Romanen kunne være en illustration af Poul Henningsens gamle vrede udsagn »Rend mig i den offentlige mening«. For den handler jo om en ganske almindelig ung kontormand, der på grund af et særligt ulideligt sollys kommer til at skyde en araber på stranden ved Algier by. Han dømmes imidlertid ikke så meget for selve mordet, som for alle de motiver, han bliver tillagt, og som bliver udarbejdet på grundlag af vidners udsagn, ikke om mordet, men derimod om den måde, han tager sin moders død på et par dage i forvejen.
Han har ikke vist sig tilstrækkelig sorgfuld, ikke ønsket at se liget og så videre. Man gør sig altså til over for et menneskes anderledes måde at reagere på og mener at vide, hvorledes han ikke føler sorg over sin moders død og følgelig derfor må være en hårdhudet morder. Hele retssystemet står sammen om at opbygge et sådant portræt af manden, der står i modsætning til det, han selv fremlægger i bogen, som er et meget neddæmpet forsvarsskrift for ham selv i jeg-romanens form.
Enkelt fortæller han om begivenheder og relationer uden psykologiske motiveringer eller følelsesfulde udbrud, snarere med en stille undren over, at andre mennesker kan tro på det, de siger om ham. Selv lægger han vægt på det udsagn, en af hans venner kommer med om ham, at han er en mand, der ikke siger noget, når han ikke har noget at sige. Selve mordet på araberen oplever han som en ødelæggelse af stilheden, og senere, da han modtager besøg af kæresten Marie i fængslet, sidder han adspredt og lytter til hendes tale, medens han pludselig sanser en oase af stilhed ved siden af sig: »Den mumlende tale, råbene, samtalerne krydsede hinanden. Den eneste ø af stilhed var ved siden af mig i denne lille unge mand og denne gamle kone, der så på hinanden. Lidt efter lidt blev araberne ført ud. Næsten alle tav stille, så snart den første begyndte at gå. Den lille gamle kone gik hen til tremmerne, og samtidig gav en fængselsbetjent tegn til hendes søn. Han sagde: »Farvel, mor« og hun rakte hånden frem mellem to tremmer for at vinke til ham langsomt og tøvende.«
Stilen er jo nøjsom, den påpeger ikke, at situationen mellem søn og moder er den omvendte af første dels fortælling om moderens død. Men netop i nøjsomheden står »en eneste ø af stilhed« frem som noget markant. Her påpeges følelser uden sprog, som gensidig solidaritet, som autentisk liv, det tavse liv, jeg-fortælleren når frem til ved at skrive sin historie igennem, og som romanen slutter med, lige inden han skal henrettes: »Som om denne store vrede havde renset mig for det onde og tømt mig for håb, åbnede jeg mig for første gang, i denne nat fuld af tegn og stjerner, for verdens ømme ligegyldighed«.
Her når skriveren og Camus frem til en accept af det, man kunne kalde tilværelsens absurditet, det ord der satte ham centralt ind i eksistentialismens horisont som modsætningspolen til Sartre. For Camus var det absurde selve modsætningen mellem menneskets ideelle tilbøjelighed og verdens faktiske tilfældighed, mellem den forklarende og motivsøgende bevidsthed - og på den anden side det almindelige livs ligegyldighed. Modsætningen er uoverstigelig, og vi kæmper livet igennem med den som med et sisyfosarbejde. Essayet om Sisyfos slutter fra Camus' hånd med, at man må forestille sig Sisyfos som en lykkelig mand. Sådan må man også forestille sig jeg-fortælleren i »Den fremmede«, der når frem til tilværelsens »ømme ligegyldighed«, for i ømheden overlever jo en form for velsignende magt, den magt, som også var til stede i den eneste ø af stilhed mellem moder og søn i fængslet. Bag mord og anklager forsvarer bogen netop det motivløse og principielt uskyldige liv, det hinsides al sprogs fortegning. Også derfor har den sit nøjsomme sprog og måske sin store rækkevidde til alle slags mennesker.
Gyldendal har flottet sig med en ny oversættelse af Hans Peter Lund. Klangen i hans danske er mere rund end Magna Hartvigs. Hvor Lund i citatet ovenfor taler om »at åbne sig«, hvilket er et Heidegger-udtryk, ja da siger den gamle oversættelse »lukke sig op«. Da Camus selv vedgik sin Heidegger-inspiration, vil jeg nok foretrække Hans Peter Lunds oversættelse, men har man kun den gamle oversættelse, er det stadig samme værk, man har for sig, større er forskellen trods alt ikke.
Albert Camus: Den fremmede. Oversat af Hans Peter Lund. 144 sider. 175 kr. Gyldendal.