Den Frie imponerer med fabelagtig hulefortælling

Sansemættet og medrivende totalinstallation af den franske kunstner Pauline Curnier Jardin vises for tiden i Den Frie Udstillingsbygning i København. Der er tale om en humoristisk ny skabelseshistorie, der forener etnografi, mytologi og religiøse figurer

Udstillingen ”Grotta Profunda Approfundita” har været vist på Venedig Biennalen i 2017. Nu er den kommet på dansk jord. –
Udstillingen ”Grotta Profunda Approfundita” har været vist på Venedig Biennalen i 2017. Nu er den kommet på dansk jord. – . Foto: David Stjernholm/Den Frie Udstillingsbygning.

En stor, bredfingret kvindehånd med lange, røde negle udgør den skulpturelle indgang til totalinstallationen ”Grotta Profunda Approfundita” fra 2011 af den franske kunstner Pauline Curnier Jardin. Indvendigt er værket iscenesat som en organisk huleformation, skabt af kunstgræs og gummigrus a la det under gyngerne på en legeplads. Mønstre af blålige og kødfarvede nuancer snor sig som vener og arterier hen over det bløde, bakkede landskab.

Det er stærke referencer til kvindens krop og underliv som en varmblodig grotte. Der er huller, man kan putte sig ned i, og de besøgende ligger henslængt – ingen benytter den hårde, hvide bænk i bagenden af udstillingsrummet. Gennem berøringen med teksturerne er man som beskuer med det samme tæt forbundet med videoens skildringer af grottens ru og upolerede overflade, som først vokser ud i hovedet og dernæst kroppen på én.

Værket, som er fra 2011, har tidligere været vist på Venedig Biennalen i 2017.

Den franske video- og installationskunstner Pauline Curnier Jardin (født 1980, Marseille) er optaget af kulturhistoriens, mytologiens og religionens stærke kvinderoller. Kvinder, som kom fra intet og opnåede berømmelse. Og hvordan vi som samfund har forholdt os til disse kvinder; hånet dem, foragtet dem, misundt dem, beundret dem, omspundet dem med myter. I ”Grotta Profunda Approfundita” møder vi en række af disse stereotype kvindefremstillinger; madonnaen, forfører, heksen, hulekvinden.

I begyndelsen af videoen er vi uden for grotten, hvor en række sort-hvid scener fortæller historien om den historiske kvinde Bernadette Soubirous (1844-1879), her spillet af manden Simon Fragera, der som ung kvinde i 1858 ved en grotte i Lourdes fik åbenbaringer, hvori hun så Jomfru Maria, som fortalte, at hun var den ubesmittede undfangelse.

I lydsporet synges nonnens tanker ud – ingen vil tro hende. Et kvindekor stemmer i. Udmattet af sit syn lægger nonnen sig til at sove på en sten, hvor hun henfalder til hallucinationer, seksuel ekstase og smerte. Videoen klipper til næste kapitel, nu er vi inde i grotten, og det klare narrativ opløses i mere og mere diffuse og drømmende farvescenerier med fabeldyr: en øjeformet, cellelignende skikkelse, døden personificeret som en kvindelig edderkop med sko, en kvinde, der proklamerer, at hun er frugtbarhedsskulpturen Venus fra Willendorf, en art homoseksuelt Adam og Eva-par, der fødes i en isvaffel og adskilles til lyden af en reklameagtig jingle. Der er close-ups af naturbilleder; hulen, drypsten, stenoverflader.

Værket, som er fra 2011, har tidligere været vist på Venedig Biennalen i 2017. –
Værket, som er fra 2011, har tidligere været vist på Venedig Biennalen i 2017. – Foto: David Stjernholm/Den Frie Udstillingsbygning

”Grotta Profunda Approfundita” er en humoristisk ny skabelseshistorie, en hybrid mellem etnografi, mytologi, folkekunst og religiøse figurer. De skæve fantasy-væsener agerer hovedrollerne i de forskellige skabelsesmyter fra mytologien, religionen, filosofien og naturvidenskaben og spørger til, hvilken historie der ejer sandheden om oprindelsen:

”Gå ud og mød de store spørgsmål og træd ind i en verden af uforudsigelighed og upræcision,” messer den kvindelige fortællerstemme.

Det er som at være vidne til et optog, karneval, et drag- eller freakshow, hvor fortællerstemmen præsenterer os for historiens store fortællinger, mens hun skiftevis gør brug af autoritær tale for så at slå over i sarkastisk sang. De eventyrlige figurer fungerer som en art politisk satire, hvor historierne absorberes i hinanden og viser en kulturhistorisk udvikling i skiftende autoriteter og magt. Tvetydigheden i kvindefremstillingerne understreges af de deltagende mandlige skuespillere, som giver værket nutidig aktualitet med sin opløsning af køn og en antydning af lighed, forening og afhængighed mellem dem.

Noget af det mest fabelagtige ved udstillingen og værket er den vidunderligt nuancerede lydside, som konstant overrasker. I en cirkusagtig kavalkade af musikalske indslag introduceres nye temaer sideløbende med de nye karakterer i videoen. Værkets humoristiske og satiriske side og de stemningsmæssige skift underbygges i en udvikling fra den ophøjede åbenbaring i begyndelsen med flerstemmigt kvindekor, fra klassisk til festlig disco-musik, distortet guitar, percussion-rytmer, sensuelt kælne toner til naturlyde med undervandsagtige blop og fuglefløjt.

Noget af det mest fabelagtige ved udstillingen og værket er den vidunderligt nuancerede lydside, som konstant overrasker. –
Noget af det mest fabelagtige ved udstillingen og værket er den vidunderligt nuancerede lydside, som konstant overrasker. – Foto: David Stjernholm/Den Frie Udstillingsbygning

Det er befriende effektfuldt, gennemført og uforudsigeligt. Lydsiden forstærkes af højtalere, som er placeret i klippeformationerne rundt-omkring i udstillingsrummet. De musikalske temaer afbrydes ofte af den kvindelige fortællerstemme, som først er Jomfru Marias synsvinkel, senere nonnens og til sidst en mere alvidende fortæller, som stiller spørgsmål om menneskets (og kvindens) oprindelse, kunstens betydning, den kristne skabelsesberetning versus evolutionen eller kommer med humoristiske udbrud som ”Aaah! Kunst og civilisation!”.

Den Frie Udstillingsbygnings udstillingsrum i underetagen er skabt til storskalaværker og soloudstillinger som denne, der giver mulighed for fordybelse og intimitet. Det er en lille perle i institutionen, som ellers hovedsageligt præsenterer udstillinger med kunstnerfællesskaber af forskellig art.

”Grotta Profunda Approfundita” er en udstilling, som i sin visuelle lækkerhed og sit gennemførte teatralske univers måske (og kun ved allerførste øjekast) kan komme til at fremstå hysterisk eller overfladisk, men som er alt det modsatte. Værket er med sit tværæstetiske udtryk, de mange narrativer, referencer og uforudsigelighed friskt og aktuelt, fordi det i sin henvendelse til publikum på en intelligent facon åbner sig og inddrager, snarere end lukker sig om sig selv.

Den Frie Udstillingsbygnings udstillingsrum i underetagen er skabt til storskalaværker og soloudstillinger som denne, der giver mulighed for fordybelse og intimitet. –
Den Frie Udstillingsbygnings udstillingsrum i underetagen er skabt til storskalaværker og soloudstillinger som denne, der giver mulighed for fordybelse og intimitet. – Foto: David Stjernholm/Den Frie Udstillingsbygning