For nylig fyldte lektor i etik og religionsfilosofi Carsten Pallesen 60 år. I den anledning er der udgivet et festskrift med den ejendommelige titel ”& teologi”. Redaktørerne forklarer imidlertid i forordet, at Pallesens teologi netop er karakteriseret ved at befinde sig i en stadig dialog med andre interessefelter, og derfor er der ”intet fælles anliggende for bogens bidrag”.
Det er der i en vis forstand alligevel. For centralt i bogen står den franske tænker Paul Ricoeur. Ham skrev Pallesen sin doktordisputats om. Og allersidst i festskriftet er optrykt Arne Grøns oppositionsindlæg ved disputatsforsvaret, som nok burde have været placeret tidligere, eftersom Grøn sætter mange ting på plads vedrørende Ricoeur og fødselarens interesse for ham.
Kunstneren Marianne Scepelern beskriver Pallesen som ”det ubevidst storladne menneske, der har bevaret hjertets renhed”. Og her aner man jo et valgslægtskab med Ricoeur, der andetsteds i bogen citeres for ordene: ”Mennesket er ja’ets glæde i endelighedens tristhed.”
Den altid velskrivende professor Iben Damgaard læser Nietzsche med friske øjne og viser, at Nietzsche ikke blot gjorde op med en farisæisk kristendomsforståelse, men også plæderede for, at ægte kristendom godt kunne være en ”ny eksistentiel orientering og praksis i form af kærlighedens ikke-ekskluderende og ikke-dømmende måde at forholde sig til andre mennesker og verden på”.
Søren E. Jensen fortæller om sin tid som studerende hos Pallesen. Stud.theol. Jensen havde indleveret en opgave, der skulle forsvares mundtligt, men den var ”så elendig, at jeg dårligt nok havde orket at læse den igennem”. Men eksaminationen blev takket været Pallesen en opvisning i vejledende menneskelighed med en hæderlig karakter i tilgift. Da de to bagefter drak to øl sammen, tilkendegav Jensen, at han burde være dumpet. Pallesen samtykkede med tilføjelsen: ”Men vi ved jo, at du kan så meget andet.”
Pallesen selv kan også en hel del, men som flere af bidragyderne peger på, så kniber det undertiden med at kontrollere de frapperende indfald, fantasifulde påfund og florissante associationer. Da Pallesen engang havde holdt et foredrag på tysk, erkendte han efterfølgende, at den indbyggede begrænsning i fremmedsproget havde gjort hans anliggende så meget tydeligere, at han fremover burde skrive sine tekster på tysk. Men det var alligevel ikke ambitiøst nok: ”Jeg skriver dem sgu på latin, så kan de lære det.”
Nej, det er ikke uden grund, at kollegaen Arne Grøn kalder Pallesen for ”fritgående”, og selvom festskriftet ikke postulerer nogen tematisk sammenhæng, kommer vi alligevel godt rundt om teologen Carsten Pallesenog hans mange interessefelter.
kultur@k.dk