Den frygtelige historie om jøden som fjendebillede

At mene, at kristendommen er født antisemitisk, som Aksel Haaning gør i denne bog, er dybt problematisk

For Hitler var det helt afgørende at lægge afstand til den religiøse bestemmelse af "jøden". Hitler betegnede endda kristendommen som "et oprør imod naturens orden" og mente, at det ville være bedst at lade den dø en naturlig død. Den nazistiske antisemitismes baggrund skal derfor snarere findes i racebiologien end, som Aksel Haaning gør det i bogen "Antikrist", i kirkehistorien. --
For Hitler var det helt afgørende at lægge afstand til den religiøse bestemmelse af "jøden". Hitler betegnede endda kristendommen som "et oprør imod naturens orden" og mente, at det ville være bedst at lade den dø en naturlig død. Den nazistiske antisemitismes baggrund skal derfor snarere findes i racebiologien end, som Aksel Haaning gør det i bogen "Antikrist", i kirkehistorien. --. Foto: Ukendt Denmark.

Det ondes problem har været emnet for en lang række bogudgivelser af filosofisk såvel som teologisk karakter i de senere år. Det er tydeligt nok blevet moderne at tale om det onde, og det er derfor en bølge, Aksel Haaning tilslutter sig med sin seneste udgivelse, "Antikrist ".

Haaning har igennem en årrække skrevet en række interessante bøger, hvor et gennemgående træk har været en tydelig interesse for de mere obskure idéstrømninger, som regel med et kronologisk tyngdepunkt omkring overgangen mellem middelalder og renæssance. I 2008 udkom "Den dobbelte arv", og det er nogle kapitler fra denne bog, der nu, i bearbejdet udgave, bliver udgivet som det selvstændige skrift "Antikrist", der er forsynet med den lange undertitel "Problemet om det onde. Et essay om fjendebilleder".

Teologisk set er spørgsmålet om det onde uundgåeligt en prekær affære i et kristent univers, der hævder, at den gode Gud er altings oprindelse. Men i virkeligheden har problemet i tidens løb bragt filosofferne, med deres forkærlighed for det ideelle, lige så meget i forlegenhed. Man finder da også en lang tradition – inden for såvel filosofi som teologi – der først og fremmest har forholdt sig til det onde ved at søge at bortforklare det. Privationsforklaringer kalder man ofte sådanne forsøg på at beskrive det onde snarere som en mangel på godhed end som en selvstændig størrelse.

Aksel Haanings bog beskæftiger sig primært med den anden forklaringstype: dualistiske forklaringer. Disse forklaringer forstår det onde som en selvstændig kraft, der står i modsætning til Gud. Derved kan Gud stå ren og uplettet tilbage som det ondes modstander, men omkostningen er unægtelig, at det bliver vanskeligt at opretholde den monoteistiske grundantagelse, at Gud er altings skaber. Den dualistiske tradition er en indgroet del af kristendommens udgangspunkt. Netop den hyppige tale om Antikrist i Det Nye Testamente vidner om dette.

Alligevel er historien om de kristnes udvikling fra forfulgt minoritet til herskende autoritet dog også historien om, hvorledes de dualistiske tendenser konstant bliver søgt udgrænset. Derfor er det naturligt, at Aksel Haaning når han vil skrive dualismens historie, navnlig må bevæge sig i de mere apokryfe dele af kirkehistorien. De bulgarske bogomiler og de vestlige katharer er eksotiske krydderier på en kirkehistorie, der oftest følger mere kanoniske spor. Stoffet er spændende og læseværdigt.

Mere problematisk forholder det sig med bogens afsluttende del, hvor Haaning vover sig op i nutiden i et studie af antisemitismen. I Haanings perspektiv er antisemitismen en ekstrem variant af dualismens tendens til at finde konkrete og kødelige udgaver af Antikrist – altså fjendebilleder. Det er naturligvis rigtigt, at historien om jøden som fjendebillede er lang og frygtindgydende, men den er ikke slet så homogen, som Haaning fremstiller den.

At beskrive nazismens antisemitisme som en simpel forlængelse af en lang tradition, kristendommen har grundlagt, er historisk set temmelig tvivlsomt. For Hitler var det helt afgørende at lægge afstand til den religiøse bestemmelse af "jøden". Jøden har blot brugt sin religion til at skjule sin race bag, sagde han således. I det hele taget var den nazistiske verdenstolkning langtfra religiøs. Hitler betegnede endda kristendommen som "et oprør imod naturens orden" og mente, at det ville være bedst at lade den dø en naturlig død. Den nazistiske antisemitismes baggrund skal derfor snarere findes i racebiologien end, som Haaning gør det, i kirkehistorien.

På den anden side er det ikke mindre problematisk – som Haaning gør – at hævde, at kristendommen er født som antisemitisk. V el kan man finde bibelske udsagn, der retter sig imod jøder. I ethvert faderopgør finder man aggression, men at den i virkeligheden udspiller sig på en baggrund af slægtskab er også her tydeligt. Hvad jøderne Jesus og Paulus udfolder over for deres eget ophav, er trods alt et opgør af principiel karakter. At se dette som det første skridt til Auschwitz er dog mildest talt proportionsforvrængning.

Problemet med det begreb om antisemitismen, som Haaning så velvilligt bidrager til at udvikle, er netop, at det reducerer enhver kritik til at være et forstadie til folkemord. Antisemitismen gøres her til en arvesynd, der har indlejret sig i menneskeheden som en sygdom. Ethvert pip, nogen vover at ytre om jødedommen, jøderne eller nutidens Israel, bliver med dette udgangspunkt tolket som et skræmmende symptom på, at ursygdommen igen er ved at gå i udbrud.

Der er ingen grund til at bagatellisere jødernes historiske lidelser, men det er desværre en kendsgerning, at man ikke behøver at være jøde for at blive forhadt – ja, man behøver end ikke at være jøde for at blive udsat for folkemord. Fra de senere år ved vi, at hutuer kan dræbe tutsier, og serbere kan dræbe muslimer med nøjagtig samme engagement, som tyskere kan dræbe jøder. Man bliver nødt til at fratage jøderne det privilegium, som de så længe har hæget så nidkært om: De er ikke de eneste, der bliver hadet, de er ikke de eneste, der søges udryddet.

Det store problem i Haanings behandling af antisemitismen er, at den begynder i forargelsen og aldrig formår at arbejde sig ud af den. Uanset hvor berettiget forargelse i øvrigt kan være, så er det en meget lidt produktiv tilgang i et teoretisk arbejde. Den, der lader sig styre af sin forargelse, når aldrig nogen forståelse.

Haaning fortæller selv, at denne tekst om Antikrist – der nu er hans nyeste – i virkeligheden også er hans ældste. Den har nemlig været gemt i skuffen i mange år, før han "tilskyndet af nutidens alvorlige begivenheder har fundet arbejdet frem". Når man kender Aksel Haanings øvrige værker, slår det straks én, at det er her, vi har forklaringen på, at sprogtonen, perspektivet og kvaliteten ofte ligger så langt fra, hvad man ellers kender fra hans hånd. Måske det havde været bedst at lade dette ungdomsarbejde bliver liggende i skrivebordsskuffen.

Aksel Haaning: Antikrist. Problemet om det onde. Et essay om fjendebilleder. 140 sider. 199 kroner. Vandkunsten.

kultur@kristeligt-dagblad.dk