Når musikkyndige anser Puccinis ”Tosca” som en af de mest vellykkede værker i operakunstens godt 400 år lange historie, hænger det sammen med, at den er helstøbt i den forstand, at den ikke ”går død” i løbet af handlingen – hverken dramatisk eller musikalsk. Det høje spændingsniveau holdes hele vejen igennem. Og netop dét er bestemt ingen selvfølge. Selv nogle af de mest populære værker i genren har det med at tabe den kunstneriske pust undervejs.
Den Fynske Opera havde torsdag aften premiere på en Tosca-opførelse i kammeroperaformat. Det Kongelige Kapel var afløst af en kvartet, bestående af klaver, violin, cello og klarinet. De fire musikere – Leif Greibe, Charlotte Rafn, Nina Reintoft og Tore Othmar Poulsen – leverede gennem alle tre akter et samspil, der passede fortrinligt til hele konceptet og bevirkede, at man sjældent kom til at savne den mere opulente orkesterklang, der ellers kendetegner værket.
De tre altdominerende hovedroller blev varetaget af kammerensemblet GuidOpera, i dette tilfælde med barytonen Guido Paevatalu som den fæle baron Scarpia, tenoren Niels Jørgen Ries som maleren Mario Caravadossi og – som en fremtrædende ”guest star” – Signe Asmussen som Tosca. Det var hendes debut i titelrollen, og meget naturligt blev hun lige fra sit første udbrud backstage – ”Mario, Mario!” – midtpunkt i en forestilling, der nok havde beskedne virkemidler, men så kløgtigt anvendt, at de skabte en både troværdig og traditionel ramme om et hold sangere, der i den grad kunne deres kram. Signe Asmussen var med sin klangstærke stemme og en imponerende rødblond hårpragt nok en mere nordisk udgave af Tosca, end vi er vant til at se, men alligevel gnistrende temperamentsfuld helt frem til det øjeblik, hvor hun giver Scarpia ”Toscas kys” – et dræbende og såre fortjent dolkestød.
På herresiden var Paevatalu og Riis et garvet makkerpar, der både vokalt og scenisk var driftssikre og overskudsagtige. Sjældent har man set en så slesk Scarpia styre begivenhederne – frem til slutningen af anden akt. Der lå en fascinerende dobbelthed i, at det også var Mester Guido selv, der havde styret iscenesættelse og scenografi. Der blev spillet og sunget sikkert i birollerne (Frederik Rolin, Hans Lawaetz og Torleif Steinstø) – og alle sangere gav en hånd med til det praktiske i forbindelse med de nødvendige sceneskift. Puccinis grandiose drama fungerede fint som intimt kammerspil i Den Fynske Opera – og lige uden for dørene på adressen Filosofgangen nr. 19 oplevede Odense en fortryllende sommeraften med folkeliv omkring Odense Å og hvide svaner og skræppeblade så store, at H.C. Andersens ånd syntes at svæve over vandene.
Puccinis grandiose drama fungerede fint som intimt kammerspil i Den Fynske Opera – og lige uden for dørene på adressen Filosofgangen nr. 19 oplevede Odense en fortryllende sommeraften med folkeliv omkring Odense Å og hvide svaner og skræppeblade så store, at H.C. Andersens ånd syntes at svæve over vandene.