Da Ingmar Bergman en augustdag i 2007 blev begravet ved en privat ceremoni i Fårö Kirke med deltagelse af den nærmeste familie, lokale beboere og de tætteste kolleger fra film- og teaterverdenen, var der to store samtaleemner efterfølgende: Det ene var, hvorfor hans gamle hofskuespiller Max von Sydow ikke var dukket op til begravelsen, det andet var, hvad der skulle ske med Bergmans arv.
Alt det, han efterlod sig på øen, husene, biografen, indboet, manuskripterne, brevene og de personlige effekter fra et langt liv.
LÆS OGSÅ: Scener fra et nutidigt ægteskab
I det svenske og internationale filmmiljø var der allerede fremsat ønsker om, at den verdensberømte instruktørs tre huse på Fårö nord for Gotland skulle omdannes til museum eller forskningscenter. Men Bergmans familie ønskede at følge Ingmar Bergmans testamentariske vilje, hvor han med vanlig usentimental hensynsløshed ønskede, at alt skulle sælges til højestbydende: Dette er mit bestemteste ønske, og det må ikke gøres til genstand for nogen form for diskussion eller noget som helst følelsesmæssigt rabalder, som han skrev.
Det svenske filminstitut og kulturministerium rettede ind og ønskede ikke at blande sig i noget, der potentielt kunne udvikle sig lige så dramatisk som relationerne mellem mænd og kvinder i Bergmans film.
Så Bergmans huse blev sat til salg, og alle Bergmans effekter solgt på en auktion i efteråret 2009 hos Bukowskis i Stockholm. Auktionen blev et tilløbsstykke for cineaster og samlere, der bød på filmmemorabilia og andet godt til sindssygt høje priser.
Hvad offentligheden først bagefter fik kendskab til, var, at langt de fleste genstande og de samlede ejendomsbesiddelser på Fårö blev erhvervet af den norske it-milliardær Hans Gude Gudesen. Ikke at manden interesserede sig for film, endsige Ingmar Bergman, men han kendte Ingmar Bergman og Liv Ullmanns datter, forfatteren Linn Ullmann. Og hun havde i hemmelighed opfordret ham til at købe Bergmans efterladenskaber og dermed sikre huse og effekter for eftertiden. Det havde hun særlige følelsesmæssige grunde til. Linn Ullmann boede de første år af sit liv på Fårö, inden Liv Ullmann og Ingmar Bergman gik fra hinanden.
Så takket være Hans Gude Gudesen og Linn Ullmann er Bergmans miljø på Fårö stort set intakt, og en stiftelse driver i dag Bergmans ejendomme som stipendieboliger og fredfyldte rum for forfattere, instruktører, journalister, kunstnere og andre skabende mennesker.
Denne sommer slog det nyindrettede Bergmancenter tillige dørene op for publikum, da den gamle Bergman-diva Harriet Andersson i juni klippede snorene over til udstillingsarealerne og biblioteket, stilfuldt etableret i Fårös gamle skole et stenkast fra Fårö Kirke.
Ingmar Bergmans relation til Fårö går langt tilbage i tiden og udviklede sig efterhånden til et kærlighedsforhold, der varede hans liv ud. I et interview fra 2003 sagde Bergman: Fårö er en afgørende væsentlig del af mit liv. Jeg kan ikke forestille mig mit liv, og hvordan det ville have set ud, hvis jeg ikke havde haft Fårö.
Instruktørens møde med Fårö var en blanding af tilfældighed og gedulgt intention. Han havde både i sit private liv og som filminstruktør søgt mod øde og barske lokaliteter, der på en eller anden måde kunne danne klangbund for det solitære i hans væsen og for dramaet i hans film. Tidligere havde han bosat sig på Örnö i den stockholmske skærgård og under sin tid som teaterchef i Helsingborg i Skåne fundet et øde hus mellem klipperne i Arild på Kullen som location til filmen Till Glädje (1950).
Da han 10 år senere skulle indspille Såsom i en spegel, der handlede om fire mennesker på en ø, mente han, at Orkneyøerne ville være en egnet location. Hans producenter vred hænderne og bedyrede, at han skulle finde en egnet lokalitet på den svenske kyst i stedet for. Men Bergman insisterede på Orkneyøerne, mens en da nærmest desperat administration pegede på Fårö, der lignede Orkneyøerne, men var tættere på, mere praktisk og væsentlig billigere. Dermed fandt Bergman sit sted, sin blivende adresse.
I erindringerne Laterna magica (1987) beskriver han mødet sådan her: For at slutte alle diskussioner begav vi os en stormfuld aprildag af sted til Gotland for hurtigt at se Fårö og siden definitivt beslutte os for Orkneyøerne. En udrangeret taxa hentede os i Visby og kørte os gennem regn og sne til færgelejet. Efter voldsom søgang havnede vi på Fårö. Vi skramlede på smalle og slingrende veje ud til kysten.
I filmen skulle der være et vrag ved kysten. Vi svingede rundt om et klippehjørne, og dér lå vraget, en russisk fiskekutter, præcis som jeg havde forestillet mig den. Det gamle hus skulle ligge i en lille have med gamle æbletræer. Vi fandt haven, huset kunne vi bygge. Der skulle være en stenstrand, vi fandt en stenstrand, som vendte sig mod evigheden.
Taxaen kørte os til slut ud til raukerne (de særprægede skulpturelle sandstensformationer ved kysten, der kendetegner Gotland, red.) på øens nordside. Vi stod og ludede mod stormen og stirrede med tårer i øjnene på disse hemmelighedsfulde gudebilleder, som rejste deres tunge ansigter mod brændingen og den mørknende horisontlinje.
Egentlig ved jeg ikke, hvad der skete. Hvis man skal være højtidelig, kan man sige, at jeg havde fundet mit landskab, mit virkelige hjem. Skal man være uhøjtidelig, kan man sige, at det var kærlighed ved første øjekast.
Blev Fårö kærlighed ved første blik, blev stedet de følgende år også til kærlighed på flere måder. Selvom Bergman levede og arbejdede mange andre steder end på Fårö, herunder selvfølgelig i Stockholm, hvor han både var chef for og instruerede på Dramaten, så blev Fårö hans faste tilholdssted, som han altid vente tilbage til, og hvor han fra 2003 og frem til døden i 2007 opholdt sig permanent.
Ingmar Bergman indspillede fem film på Fårö, der ud over Såsom i en spegel talte hovedværket Persona (1965), Skammen (1967), En passion (1968) og tv-serien Scener ur ett äktenskap (1972). Desuden lavede han to dokumentarfilm i 1969 og 1979, hvor han engageret beskrev Fårö-boernes dagligliv i Udkantssverige og den problematiske affolkning, hvor det traditionelle fiskeri- og landbrugssamfund gradvist gik under og blev afløst af sommerturisme.
Bergman nærede en oprigtig kærlighed til øboerne, hvis egensindighed mindede om hans egen. De lærte også at passe på deres verdenskendte filminstruktør og skærme ham af for nysgerrige. Således var der ingen på Fårö, der tilsyneladende vidste, hvor Ingmar Bergman boede, hvis de blev spurgt. Bergman fandt en tryghed på Fårö, han ikke havde fundet nogen andre steder, og udtalte: Jeg har aldrig følt nogen ensomhed på Fårö. I en by som Stockholm føler jeg mig derimod ensom.
Under indspilningen af det psykologiske drama Persona i 1965 med Bibi Andersson og en purung Liv Ullman i hovedrollerne fandt han ind i et intimt fællesskab og en kærlighed, der var lige så spontan og sjælerystende som den til Fårö.
Efter et stormfuldt kurmageri dannede den 46-årige Bergman og den 25-årige Liv Ullmann par og fik datteren Linn sammen. Bergman byggede et hus til familien på stranden ved pynten Hammars på østkysten, hvor Liv og han først havde mødtes. Her skulle de leve med datteren, og her skulle han arbejde tæt på naturen, havet og kaninerne i haven.
Liv Ullmann har både i selvbiografierne Forandringen (1976) og Tidevand (1986) og i den aktuelle sentimentale, men stedvis gribende dokumentar Liv & Ingmar. Painfully Connected fortalt om skæbnefællesskabet mellem de to elskende. Også hun blev knyttet til Fårö i kraft af forelskelsen og Linns fødsel.
Jeg har så mange minder om den ø. Knap 50 års minder. Jeg spillede skuespil der, jeg instruerede der. Og for en tid var det også mit hjem. En utrolig del af mit liv. Jeg mødte Ingmar der. Han ændrede mit liv.
Med tiden kom Liv Ullmann dog til at føle sig indespærret i huset ved Hammers, hvor hun følte, at hun udlevede en andens drøm frem for at realisere sig selv. Det førte uundgåeligt til et brud efter en kort årrække, men som den nu aldrende stjerne siger: Først da det hele var ovre, blev vi rigtige venner.
Ingmar Bergman skriver i sine erindringer: I en storartet fejltagelse byggede jeg huset med tanke på vor fælles tilværelse på øen. Jeg glemte dog at spørge Liv, hvad hun syntes. I et brev til hende lægger han imidlertid til med hele sin protestantiske arv i bagagen: Vi er forenet i smerte det er en form for nåde.
I Bergmancenter kan man se klip fra de film, Bergman indspillede på Fårö, og se kort over, hvor lokaliteterne ligger og dermed følge i mesterens fodspor, både dengang og nu.
Der fortælles med en ikke ringe lokalpatriotisme om Bergmans forhold til øens indbyggere, hvem der passede hans huse, passede børnene, og hvem der var med som statister under filmoptagelserne. Det vises også, hvordan han brugte en gammel lade til indspilningerne af interiørscener fra Scener ur ett äktenskap og bagefter opbyggede laden til filmatelier og sin egen lille hjemmebiograf.
Her tog han hen hver eftermiddag og så film fra det mægtige lager, han havde opbygget igennem årene. Som alle andre instruktører elskede han film, ikke bare sine egne, men andres, og han har jo skrevet med dyb veneration om visionære mestre som Andrej Tarkovsky, Akira Kurosawa og Sergio Leone, der kunne åbne filmiske døre, der var lukkede for ham.
I centret er også bibliotek og studiesal med litteratur om Bergman, film og teaterkunsten, ligesom et antikvariat i huset sælger film og bøger relateret til Bergman. Centret laver hvert år særudstillinger, i år Laterna magica en videoinstallation i fire dele, som arbejder med forskellige vinkler på det overdådige selvbiografiske alderdomsværk Fanny och Alexander (1986).
Centeret har også siden 2009 stået for sommerens Bergmanvecka, hvor alverdens kendte filminstruktører, forfattere, kritikere og fans strømmer til Fårö, deltager i seminarer, hører på oplæsninger og går til premiere i den diminutive Suderstrands Bio. Oftest verdenspremiere! I biografen så Ingmar Bergman og hans faste fotograf, Sven Nykvist, dagens optagelser igennem under de kreative år på Fårö, og biografen har bevaret sit interiør fra 1950erne frem til i dag. Ren kult!
Ingmar Bergman ligger begravet i et hjørne af Fårö kirkegård. Ved hans side ligger hans sidste hustru, Ingrid von Rosen, som han var gift med fra 1971 og frem til hendes død i 1995. Et efter sigende harmonisk ægteskab, hvor Bergman havde fået raset ud og fået dæmonerne under kontrol.
Graven ligger for sig selv sænket ned i græsset med en enkel gravsten i granit. Kirken og kirkegården ligger højt på øen. Lige uden for kirkegårdsmuren græsser en flok gæs på træk. Fra stedet kan Ingmar Bergman i sin himmel og vi andre på jorden til den ene side se ud over Hammars næs, hvor hans hus gemmer sig mellem fyrretræerne, og til den anden side ned over Bergmancenter med blafrende flag og strømmen af turister. To lokaliteter, der nu indrammer instruktørens liv på Fårö og bringer hans historie videre. Ikke bare som et minde, men som et levende nu.