Museumsdirektør: Man kan ikke regne med, at det offentlige betaler ved kasse ét

Museumsdirektør i Den Gamle By Thomas Bloch Ravn er aktuel med en bog om de danske museers udvikling – fra det elitære til det folkekære. Selvom museer er for folket, er det vigtigt, at man tager entré, fastslår museumsdirektøren

”Jeg tror, at det er sundt, at museer tager entré. Gratis adgang kan sætte museer i stå. De museer, hvor man betaler entré, er bestemt ikke dem, hvor der kommer færrest gæster,” fastslår museumsdirektøren i Den Gamle By, Thomas Bloch Ravn. – Fotos: Liv Høybye Jeppesen.
”Jeg tror, at det er sundt, at museer tager entré. Gratis adgang kan sætte museer i stå. De museer, hvor man betaler entré, er bestemt ikke dem, hvor der kommer færrest gæster,” fastslår museumsdirektøren i Den Gamle By, Thomas Bloch Ravn. – Fotos: Liv Høybye Jeppesen.

Midt i Aarhus ligger konditoriet Café Bonnich – som stammer fra Aabenraa anno 1974. Fra konditoriet kan der bestilles kaffe, te og varm kakao, og udvalget af kager afspejler tiden for snart 50 år siden. Traktementet kan nydes i konditoriets polstrede plyssofaer, hvis mørkegule nuance rammes tidsrigtigt ind af hvide paneler og støvgrønne vægge. Konditoriet blev bygget i Aabenraa i 1922 og stod i 1974 endnu stort set med uberørt interiør.

Vi er i Den Gamle By, som ifølge museumsdirektør Thomas Bloch Ravn repræsenterer det mest vidtgående eksempel på folkemuseet. I Den Gamle By skal publikum have en oplevelse af at gå direkte ind i historien, både den, der ligger lidt længere tilbage, men også den nyere, som her i Café Bonnich.

Thomas Bloch Ravn har reserveret et bord i konditoriets fjerneste ende, og interviewet finder sted sidst på eftermiddagen på den dag, der skulle vise sig at blive den sidste dag i frihed. Få timer senere erklærede statsministeren landet for lukket.

Lukket land var også de danske museer, hvis man kigger bare 100-120 år tilbage i tiden, fortæller Ravn, som netop har udgivet bogen ”Museer for folk”. Dengang var museerne skabt af eliten og for eliten. Tilblivelsen af Den Gamle By som et frilandsmuseum om almindelige folk og for almindelige folk vakte stort postyr i den etablerede københavnske museumsverden.

”Sådan havde man aldrig gjort før. Det var fuldstændig radikalt. Helt ude i hampen. Det kunne man ikke forestille sig,” fortæller Ravn om reaktionerne på den folkelige museumsform.

En af grundene til, at Den Gamle By i 1914 kunne etableres som det første egentlige museum for almindelige mennesker, skyldes, ifølge Ravn, at Aarhus lå langt fra magtens centrum i København. Her regerede den meget konservative filolog og arkæolog Sophus Müller over den danske museumsverden ud fra et tankesæt, som bar præg af enevældens verdenssyn.

”Omkring år 1900 fokuserede museumsudstillingerne på den fjerne forhistorie. Og de var først og fremmest til for videnskaben. Museer var ting i montre frem for fortællinger. Almindelige mennesker var fuldstændig ligegyldige, hvad enten det var historien om dem eller som publikum. Den Gamle By var det første museum, der for alvor formåede at frigøre sig fra det tankesæt.”

Sidenhen kom en række andre museer til med brede udstillinger for folket, siger Ravn.

”De sidste 10-20 år er der virkelig sket noget. Man er begyndt at sætte publikum i centrum, lave fortællinger og arbejde med en tid, som er nærmere vores egen, og som folk kan relatere til,” fastslår Ravn.

Der findes i dag stadig museer, som bliver anset for at være finere end andre museer, mener Ravn.

”Mange oplever, at museer, som udstiller gamle ting i montrer, er finere end et museum, som er mere levende. Da Den Gamle By kom til, blev den kritiseret for at tivolisere. I dag gør de fleste noget af det samme, og museerne inspirerer hinanden. Alligevel findes der nogle understrømme i den danske museumsverden, som man måske ikke er så bevidste om. Man handler på denne rygmarvsfornemmelse, som bliver styret af de understrømme. Det bliver afspejlet i statens tilskud, som den dag i dag stadigvæk er mindre til de mere folkelige museer end til de gamle, finere institutioner. Sådan ser jeg det.”

”Jeg tror, at det er sundt, at museer tager entré. Gratis adgang kan sætte museer i stå. De museer, hvor man betaler entré, er bestemt ikke dem, hvor der kommer færrest gæster,” fastslår museumsdirektøren i Den Gamle By, Thomas Bloch Ravn. – Fotos: Liv Høybye Jeppesen.

Man skal huske på, at museerne er født ud af eliten. De stammer fra kongens kunstkammer, og kongen var definitionen på eliten, fortæller Ravn.

”Det er noget af det, der gør det interessant at arbejde med historie. Ting er trægere, end man regner med. Kongens kunstkammer er skabt under enevælden, som blev afskaffet i 1848. Der findes stadig strukturer og tankeformer, som bærer præg af enevældens tankesæt,” uddyber Ravn.

Når de gamle magtstrukturer trækker tråde til nutiden , betyder det så, at ikke alle museer er for alle folk?

”Det er de ikke, hvis man ser på deres publikum og på deres attitude. Talrige undersøgelser viser, at det typiske danske museumspublikum er – lidt karikeret – en kvindelig gymnasielærer over 50 år. Mænd i blåt tøj og træsko uden hælkappe er lidt sjældnere på museer. Selvfølgelig må alle gerne komme der, men ser man på det faktiske publikum, er ikke alle museer for folk.

”Jeg tror, og det er positivt, at alle museer gerne vil være for alle, men så slås man med sit image og sin måde at gøre det på. Statistikken taler for sig selv. Det er måske i orden, at nogle museer viser, at de er for en bestemt kreds af mennesker, men det er vigtigt, at de store museer er for alle folk og når ud til netop alle.”

Den Gamle By er et af de museer, som afviger fra dette billede. Gæsterne afspejler det danske samfund og det er museumsdirektøren stolt af. Det skyldes en udvikling og en udstilling, som har formået at følge med tiden og være relevant, mener Ravn.

Da han tiltrådte som museumsdirektør i 1996, begyndte en opdatering efter genopdagelsen af kongstanken bag Den Gamle By. Tilbage i 1990’erne kunne mange gæster ikke længere relatere til Den Gamle By – den var blevet for umoderne og forhistorisk. Ravn lod sig inspirere af museets grundlægger, Peter Holm, hvis princip var, at udstillingen skulle præsentere noget genkendeligt. Gæsterne skulle mindes om deres barndom eller sommerferierne hos bedsteforældrene, når de gik på opdagelse i museet.

I dag beskriver Ravn museet som en tidsrejse fra det førindustrielle samfund og op til nutiden. Den udvikling har betydet en fordobling i antallet af besøgende trods en prisstigning på 200 procent over de seneste 25 år. Ifølge Ravn vil danskerne gerne betale entré for at gå på museum.

”Jeg tror, at det er sundt, at museer tager entré. Gratis adgang kan sætte museer i stå. De museer, hvor man betaler entré, er bestemt ikke dem, hvor der kommer færrest gæster. De fem museer, der har haft størst succes de seneste år, er Louisiana, ARoS, Den Gamle By, Glyptoteket og Moesgaard Museum. Vi tager alle sammen en høj entré. Man har talt om, at det gik skidt for Nationalmuseet i mange år, og på det tidspunkt var der fri entré. En kedsomhedsknap er én ting, men det er ikke at ændre hele museet.”

Der er kommet mere fokus på publikum, fordi Nationalmuseet igen tager entré, mener han.

”Når man kan tjene penge, kan man lave et bedre museum for de penge, men hvis publikum er ligegyldige, er der risiko for, at museerne bliver indadvendte,” argumenterer Ravn, som har taget diskussionen om fri entré med både daværende kulturminister Brian Mikkelsen (K) og tidligere kulturordfører Mogens Jensen (S).

”Jeg tror på, at museerne betyder noget. Hvis man tror på det, må det være vigtigt at nå ud til mange mennesker. Hvis man vil ud til mange mennesker, må man sørge for at holde en vis kvalitet. Man kan ikke regne med, at det offentlige betaler ved kasse ét, så man må selv skaffe nogen penge, og det kan man gøre ved at tage entré,” fastslår Ravn for at understrege sit standpunkt.

Solen står efterhånden lavt på martshimlen og sender skrå stråler ind gennem konditoriets højtsiddende vinduer. Vi forlader Café Bonnich og Aabenraa og træder ud i det levende museum midt i Aarhus. Dagens sidste gæster søger mod udgangen.

”Jeg har altid drømt om det her museum,” siger Ravn.

”Nu har jeg været her siden 1996, og jeg synes, det er så fint. Det er, som om man går ind i en anden tid – et fremmed land, som er vores egen historie,” afslutter han og går op ad den brostensbelagte gade – væk fra nutiden.