Prøv avisen

Den glemte skildrer af fransk kvindeliv

”Dame med vifte (Marie Hubbard)” (1874) er typisk for Morisots både følsomme og ambitiøse forsøg på skildringer af kvindelivet i hjemmet. At publikum fik lov at træde over dørtærsklen til de private gemakker, var noget helt nyt og provokerende. – Foto: Pernille Klemp.

Kunstmuseet Ordrupgaard slår i næste måned dørene op for en udstilling med den franske impressionist Berthe Morisot, der i eftertiden har stået i ­skyggen af de mere kendte mandlige kolleger Renoir, Cézanne og Monet

Maleren Édouard Manet var hendes ven og læremester og hans bror Eugène hendes ægtemand. Renoir, Cézanne og Monet inspirerede og kommenterede hendes kunst, mens Degas talte for hendes deltagelse i den første impressionistudstilling og dermed anerkendelsen af hende som kunstner.

LÆS OGSÅ: Berthe Morisot. Den store kvindelige impressionist.

Berthe Morisot (1841-1895) hed den store, impressionistiske maler, der som den eneste kvinde blev en del af denne berømte kreds. En udstilling, der viser hendes kunstneriske begavelse, kan ses på Ordrupgaard i næste måned. Med udgangspunkt i to af Morisots mesterværker i Ordrupgaards samling, Dame med vifte (Marie Hubbard) (1874) og Ung pige i det grønne (Mlle Isabelle Lambert) (1885), sættes der fokus på malerens kunstneriske ambitioner og hendes følsomme og fortryllende skildringer af kvindelivet i hjemmet og naturen. Udstillingen dækker perioden fra begyndelsen af 1870erne til Morisots død i 1895 og bliver den første i Danmark i 50 år, der udelukkende har hendes kunst i centrum.

Berthe Morisot var en af de mest anerkendte og ambitiøse malere i fransk kunst i 1800-tallets anden halvdel. Hun blev opdaget som ganske ung og udstillede allerede som 23-årig i 1864 i den velestimerede Salon de Paris. Hun omgav sig med ligesindede som Camille Corot og Édouard Manet, der var de to af hendes lærere, som fik størst indflydelse på hendes kunst, uden at hun dog kopierede dem.

Især Édouard Manet betød meget for Morisot. De blev venner i 1867, og hun sad model for ham ved talrige lejligheder, især i perioden mellem 1868 og 1874, hvor Manet malede hele 14 portrætter og figurbilleder af hende. Morisots originalitet i maleteknik, farver og komposition sprang ud og blomstrede under Manets indflydelse, men inspirationen gik begge veje.

Hvilen fra 1870 var et af Manets malerier af Morisot, som vakte furore i samtiden. Både de løse og skødesløse penselstrøg og det løsagtige i motivet af Berthe Morisot let henslængt på en sofa med fremstrakte ben fik sindene i kog. Disse tendenser, som kunstkritikerne anså for farlige og revolutionære, blev fordømt og latterliggjort, men impressionisterne fortsatte ufortrødent med deres streger.

Med Dame med vifte (Marie Hubbard) (1874) gjorde Berthe Morisot således et forsøg på at vifte konventionerne bort. Madame Hubbard ligger på en divan og svaler sig dovent med en silkevifte, mens hendes kimono med gennemsigtige ærmer og hals og tøflerne røber, at vi befinder os i hendes privatsfære. At publikum fik lov at træde over dørtærsklen til de private gemakker, var noget helt nyt og provokerende. Motivet havde rødder i Manets persongalleri, men Morisots pensel gjorde viften til et middel til personligt velvære, hvor Manets demimonder i stedet koketterede med deres.

De kvaliteter, som Morisot satte højest i sit eget arbejde, var spontanitet, individualitet og originalitet. Improvisation var en vigtig del af hendes arbejde, og hendes stræben efter at finde en ny, personlig udtryksmåde ses i hendes løse penselstrøg, der kan virke tilfældige. Netop denne metode er et af omdrejningspunkterne i Ordrupgaards udstilling. Kritikeren Octave Mirbeau skrev:

Der er i hendes udsøgte værker en morbid nysgerrighed, som forbløffer og charmerer. Morisot synes at male med nerverne på højkant og skaber ved blot få spredte spor nogle fuldstændige og foruroligende besværgelser.

Den upolerede og skitseagtige malemåde, som Mirbeau hentyder til, begyndte Morisot især at dyrke omkring 1880, hvor Édouard Manet og hun selv eksperimenterede med ugrundede lærreder. Selvom resultatet så ud som foruroligende besværgelser, var Morisots værker højst gennemarbejdede ved hjælp af omhyggelige skitser. Hendes mor sagde om hende og denne grad af koncentration, at når hun arbejder, ser hun nervøs, ulykkelig og næsten bister ud ... hun er som en fange i lænker.

Morisots motivverden bestod af kvinder malende, læsende, tegnende og broderende kort sagt den verden, hun selv var en del af. Med disse motiver satte hun kvindesfæren på dagsordenen i en ellers mandsdomineret maler- og motivverden. Omend hun malede med det moderne liv for øje, formåede hun dog selv at kombinere et familieliv med en malerprofession og stod dermed både med et ben i den gamle kønsrolle og med et i det nye og konventionsbrydende liv. Her udviklede hun sit øje for lys og farvesammensætninger, dynamiske rumkompositioner og den tætte beskæring af sine motiver.

Datteren Julie Manet, som Morisot fødte i 1878, blev et af hendes ypperste motiver; faktisk blev Julie hele rammen om Morisots kunstneriske produktion. Med moderskabet og de mange fremstillinger af Julie udviklede Berthe Morisot sig teknisk mod en større forståelse af form i sin kunst.Året før sin død blev Berthe Morisot beskrevet som en del af et stort, kunstnerisk, impressionistisk trekløver bestående af hende selv, franske Marie Braquemond og amerikanske Mary Cassatt.

Sit eget talent var hun dog ofte selv i tvivl om i løbet af sin kunstnerkarriere. Hun nåede alligevel at udstille på hele syv ud af otte impressionistudstillinger, og den kendte russisk-franske kunstkritiker Charles Ephrussi skrev i Gazette des Beaux-Arts i forbindelse med den femte i 1880:

Berthe Morisot er meget fransk i sin elegance, livlighed og nonchalance. Hun elsker malerier, som er fyldt med glæde og liv; hun maler blomsterblade på sin palet for senere at sprede dem på sine lærreder med luftige, vittige strøg, der er nedfældet lidt tilfældigt. Disse afstemmes, blander sig og ender med at skabe noget væsentligt, fint og charmerende.

Hvor kort snor kvinderne dog havde i malerprofessionen på trods af begavelse og succes, røber begravelsesprotokollen efter Morisots død den 2. marts 1895. Uden profession står der om hende. Maleren og vennen Camille Pissarro måtte tage til genmæle: Man kan ikke begribe, hvor overraskede og bevægede vi alle var over denne fremtrædende kvindes bortgang, hende, som havde sådan et fremragende, feminint talent, og som bragte ære over vores impressionistgruppe ... .

Selv smagte Berthe Morisot lidt af anerkendelsen året før sin død. Da købte den franske regering nemlig hendes værk Ung kvinde i balkjole (1879), og omsider følte hun, at hun havde nået samme højder som sine impressionistvenner. En lungebetændelse sendte hende desværre alt for tidligt til den evige hvile på Passy-kirkegården i Paris.

Ordrupgaard udstiller Berthe Mori­sots værker fra den 21. september 2012 til den 27. januar 2013. Læs mere på www.ordrupgaard.dk.