DR-afsnit om vikinger er ordinær

Her efter tredje afsnit af ”Historien om Danmark” står det klart, at serien satser på det visuelt appellerende og den fængende fortælling. Det gør den dygtigt, men ethvert valg betyder også fravalg

DR leverer varen med flot fjernsyn, flotte scener med genskabte vikingeskibe og interessante indspark fra eksperterne, men 3. afsnit i serien om Danmarks historie ender med en ordinær fortælling om myter, togter og konger, mener avisens anmelder.
DR leverer varen med flot fjernsyn, flotte scener med genskabte vikingeskibe og interessante indspark fra eksperterne, men 3. afsnit i serien om Danmarks historie ender med en ordinær fortælling om myter, togter og konger, mener avisens anmelder. Foto: DR.

”Vi finde vel vore Forfædre hengivne til et grumt og vildt Hedenskab, men alligevel kunne vi dog ikke nægte dem vor beundring. Deres Kjærlighed til Hjemmet og Friheden, deres Trofasthed og Tapperhed, som endog satte Europas mægtigste Stater i Skræk, var Vidner om en Sjælsadel og Kraft, der i vore Dage tilfulde fortjente at efterlignes”.

Sådan skrev den danske arkæolog J.J.A. Worsaae i midten af 1800-tallet om de mennesker, der levede i Danmark 1000 år tidligere. Et par årtier senere, i 1870’erne, lod han endog navnet for datidens krigere og sørøvere (viking) give navn til hele perioden, og indførte ”Vikingetiden” som en særlig periode i Nordens historie mellem jernalder og middelalder.

Ideen om at vi havde vilde, men også beundringsværdige, vikingeforfædre spillede en vigtig rolle i 1800-tallets danske identitetsopbyggelse, og har helt frem til i dag præget vores syn på vikingetiden. Og det i en sådan grad, at de fleste i dag vil kunne nikke genkendende til i det mindste dele af Worsaaes over 150 år gamle karakteristik.

Det er dette traditionelle vikingebillede, der også er den røde tråd i 3. afsnit af ”Historien om Danmark”. Bevares vi hører da, at de holdt slaver, og får også kort at vide, at der vist nok var nogen, der gik rundt derhjemme og passede gården. Men bortset fra det er det de vilde krigere og deres konger, vi dyrker med slet skjult stolthed over, hvor mange succesfulde plyndringstogter, det lykkedes os at gennemføre. ”En epoke så fascinerende og krigerisk, at den til evig tid har placeret vores land på verdenskortet,” som Lars Mikkelsen fortæller os i begyndelsen med en baggrundsmusik, der leder tanken hen på en trailer for HBO-serien "Vikings".

Som sædvanligt leverer DR varen med flot fjernsyn, flotte scener med genskabte vikingeskibe og interessante indspark fra eksperterne, og 3. afsnit er derfor på ingen måde dårligt.

Men det er ærgerligt, at man tilsyneladende har været så fascineret af muligheden for at lave flotte billeder, at det ender med en ordinær historie om myter, togter og konger. Hvad med samfunds- og hverdagslivet? Håndværket og handlen? Og hvad med trællene og også kvinderne, som Jeanette Varberg til stadighed husker os på også er en del af historien, selvom de stort set er fraværende i dette afsnit?

Der er mange vinkler på vikingetiden, som med fordel kunne have suppleret historien om de skæggede og drabelige ransmænd. For eksempel kunne man have inddraget nogle af de mange "reenactment"-grupper, der arbejder med vikingetiden i dag. Det kunne også have bidraget med at sætte fokus på, hvilken rolle dyrkningen af vikingetiden spiller for os i nutiden.

Men det ér de mange gode historier om vikingernes krige og togter, der på godt og ondt får lov til at stjæle billedet. Et særligt stort nummer bliver der gjort ud af fortællingen om munken Poppo, som Harald Blåtand lader bære gloende jern (jernbyrd), og som derved overbeviser Harald om den kristne guds overlegenhed. Som Lars Mikkelsen selv siger, er det nok ikke lige sådan, det er gået for sig, men tilbage står spørgsmålet, hvorfor scenen så er så væsentlig at dramatisere?

Historien om Poppo og Haralds omvendelse når et både visuelt og dramatisk højdepunkt, da Harald døbes. Med viltert skæg og hår og iklædt hvid kjortel stiger han i slowmotion op af en tønde med vand. Lyset falder på hans henførte ansigt, mens de øvrige vikinger klapper i baggrunden, og violinerne, der leverer baggrundsmusikken, nærmest går amok. Han ligner næsten en jesusfigur, og når afsnittet så ved en tilfældighed ovenikøbet sendes påskedag, gør det symbolikken ekstra kraftfuld. Men igen lades vi i tvivl om, hvad det egentlig er serien ønsker at vise med sådanne scener.

Her efter tredje afsnit af ”Historien om Danmark” står det klart, at serien satser på det visuelt appellerende og den fængende fortælling. Det gør den dygtigt, men ethvert valg betyder også fravalg.

Man savner, at DR havde ladet eksperterne træde en smule mere frem eller for eksempel udstyret Lars Mikkelsen med en faglig medvært, der kunne drøfte historien direkte med ham. På den måde kunne de maleriske, men ofte også lukkende fortællinger som vi præsenteres for, sættes i perspektiv og måske endog diskuteres.

Det ville være spændende, fordi god historieformidling ikke kun handler om at nævne, hvor der er tvivl om udlægningen af historien. Det handler også om at reflektere over, hvorfor det netop er disse facetter af historien, man har udvalgt. Men måske er det frygten for at kede den moderne primetime TV-seer, der slår igennem her. Her tror jeg dog, at man også kan undervurdere det historieinteresserede publikum.

Peter Yding Brunbech er historiker, leder af HistorieLab – Nationalt Videncenter for Historie- og Kulturarvsformidling.