Det første, jeg noterede under læsningen af Merete Pryds Helles nye roman ”Det vågne hjerte”, var: ”Mange tidsbestemte detaljer.” Romanens univers myldrer af trompetfløjlsbukser, hønsestrik, batik, orange og brune og grønne farver, piberygere, flaskeøl, krydderboller, UFF-butikker, toilet-askebægre, hængebryster, et afslappet forhold til spirituskørsel og fri kærlighed. Det er næsten, så der ikke er nogen detaljer i bogen, som ikke er tidsbestemte.
Det fik mig efterfølgende til at reflektere over, hvorvidt det overhovedet er muligt at skrive en historisk roman (hvis man da kan kalde en roman, der foregår i 1984 dét), som ikke i en eller anden grad er et karikeret tidsbillede. I den historiske roman forstærkes markørerne for tankernes og tingenes tilstand i den pågældende tid, så de bliver tydelige for den nutidige læser, som kan spejle sin egen tid i romanens.
Alligevel er der noget ved den selvstændige fortsættelse til Pryds Helles to forrige romaner, "Folkets skønhed" og "Vi kunne alt", som får det karikerede til at springe i øjnene. Man kunne indvende, at den historiske kvindebevægelse og dens symbiotiske forhold til 1970’er-socialismen/marxismen allerede var en karikatur af sig selv. Hvor harmløst det end måtte (burde?) være at dyrke et kvindefællesskab fuldt af løsthængende bryster og søstersolidaritet, kan de feministiske paroler om at ”slå patriarkatet ihjel” og så videre ikke undgå at lyde lidt ekstreme, sådan som al revolutionær ideologisk tale vel har en tendens til. I virkeligheden går anken da heller ikke så meget på troværdigheden eller rigtigheden af ”Det vågne hjerte”’s tidsskildring. Tværtimod er det sådan, at der uden det historiske islæt nærmest ikke var nogen roman.
Vi følger den omtrent 30-årige Lis, der arbejder i en børnehave og (efterhånden mest for syns skyld) er medlem af Kommunistisk Arbejderparti. En forårsaften på vej hjem fra et besøg hos forældrene i Tingbjerg bliver hun forsøgt overfaldet af en voldtægtsmand, som huserer i Utterslev Mose. Lis slipper uskadt fri, men hører efterfølgende på politistationen, at en anden ung kvinde slap langt mindre heldigt senere samme aften.
Rystet over hændelsen rækker Lis ud til voldtægtsofferet, Alice, og tilbyder sin hjælp. Det indebærer blandt andet et ophold på Kvindehøjskolen i sommerferien. Her skal Lis være en del af den politiske aktivismegruppe, mens Alice får plads på healingholdet. Det samme gør Lis’ kæreste, Kirsten, der ganske vist har en mandlig samleverske, men som i sin sorg over at være ufrivilligt barnløs tillader sig en vis promiskuitet. I det hele taget må man forstå, at Kirsten er en temmelig usympatisk og selvoptaget person. Men kærlighed gør som bekendt blind, og vi hører igen og igen Lis naivt og godtroende bortforklare Kirstens uheldige reaktioner.
Lis’ begær og kærlighed flyder imidlertid også i snart den ene, snart den anden retning mod personerne i omgivelserne, og som læser bliver man mindst lige så forvirret og rundtosset, som Lis tilsyneladende er. På en af bogens sidste sider står der meget sigende: ”… det ene øjeblik tænkte hun, at hun intet vidste om ham, og det andet øjeblik føltes det, som om hun vidste alt, og at den, hun vidste mindst om, var sig selv.”
Som tidsbillede betragtet er ”Det vågne hjerte” en loyal og sine steder kærligt humoristisk skildring af førstebølgefeministernes velmagtsdage, som hverken forherliger eller underkender dem. De varme sommerdage på Kvindehøjskolen er ledsaget af vegetarmad, socialistiske slagsange, fællesonani og generelt bare virkelig meget nøgenhed. Her er frihed til at mærke, hvad det vil sige at være kvinde, eller bare sig selv. Men det er også en frihed eller løssluppenhed, der kan føles tvungen eller ekskluderende, hvis man ikke føler den.
Som roman er fundamentet imidlertid så skrøbeligt, at den historiske kulisse kommer til at dominere alt for meget. Den løber med al opmærksomheden – også Pryd Helles, som ikke rigtig bruger nok krudt på hverken fortællingen eller sin hovedkarakter. Der er noget skøjtende over romanens handling, der sender Lis fra den ene tjubang-begivenhed til den anden på en måde, hvor store dele af bogen aldrig helt samler sig til et sammenhængende forløb, men mere bliver en slags konstruerede nedslag, som viser, hvordan Lis forvirret tumler rundt. Og på en eller anden utrolig heldig måde flasker det hele sig i sidste ende, så Lis både scorer kassen på at blive en del af den nye databølge og ender i et lykkeligt kærlighedsforhold med en tilsyneladende grænseløst sympatisk figur.
Noget af det, der tynger romanen mest, er, at karaktererne alle er så overtydelige. Som kompensation for deres skrabede indre liv bliver de tegnet hårdt op som typer, og det er vel i virkeligheden hér, det karikerede opstår. De virker overdrevne og forvrængede som tegneseriefigurer, så man sidder med en lidt kølig distance og betragter dem springe rundt i den historiske manege.
”Det vågne hjerte” er ikke uden underholdningsværdi, men stor romankunst er der ikke tale om.
Merete Pryds Helle: Det vågne hjerte. 317 sider. 299,95 kroner. Lindhardt og Ringhof.