Den gode kunst og det onde geni

Personerne bag nogle af de største bøger, musikværker og film beskyldes for at være antisemitiske. Genier som Hamsun, Kierkegaard og Wagner anså jøden for at være årsag til det moderne samfunds forfald. Men overskygger det intellektuelle hovmod den store kunst?

Richard Wagner (1813-1883) var tysk komponist og kendt for operaer som "Tristan og Isolde" og "Valkyrien". De antisemitiske anklager mod Wagner er opstårt på grund af hans essay. Heri anklagede Wagner jøder og især jødiske musikere for at være skadeligt fremmedelement i den tyske kultur.
Richard Wagner (1813-1883) var tysk komponist og kendt for operaer som "Tristan og Isolde" og "Valkyrien". De antisemitiske anklager mod Wagner er opstårt på grund af hans essay. Heri anklagede Wagner jøder og især jødiske musikere for at være skadeligt fremmedelement i den tyske kultur. Foto: NF.

Den store norske forfatter Knut Hamsun overrakte sin nobelsprismedalje til propagandachef Joseph Goebbels. Komponisten Richard Wagner mente, at jøder nedstammer fra menneskeædere, og den tyske filosof Martin Heidegger var en tro støtte af naziregimet. Historien er fuld af store tænkere og kunstnere med kontroversielle og ligefrem usympatiske holdninger.

Nu er den store danske tænker Søren Kierkegaard også blev medlem af denne kedelige klub, efter at Peter Tudvads bog om den store danske filosofs antisemitiske holdninger har affødt en heftig debat i medierne. Kun døden er "værre end den blodtørstige jøde", skrev Kierkegaard. Sidste år fejrede Norge 150-året for Hamsuns fødsel, og bølgerne gik højt om omfanget af de officielle fejringer. Men det er ikke kun afdøde litterære og kunstneriske genier, der er i vælten for mere eller mindre uheldige standpunkter. I 2006 gik det ud over den tyske forfatter Günter Grass, efter at den tyske nobelpristager i litteratur havde indrømmet at have været frivillig i Waffen-SS. I denne uge er både den italienske forfatter Umberto Eco og den franske filminstruktør Jean-Luc Godard også blevet beskyldt for at flirte med antisemitismen.

Selvom de ovennævnte navne varierer kraftigt i graden af usympatiske synspunkter, fremavler deres mørke sider en hel del opmærksomhed i den offentlige debat. Beskyldningerne – uanset om de er berettigede eller ej – kan være med til at sløre billedet af de store værker, mener Peter Mortensen, lektor i britisk og amerikansk litteratur på Aarhus Universitet.

"Det er jo relevante spørgsmål, der bliver stillet. Kulturkritikere er i stand til at skelne mellem personen og værket, men det er sværere for andre," siger Peter Mortensen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Inden for hans verden – bøgernes – er der nemlig mange skikkelser, der bringer deres private holdninger ind i deres tekster. Og når man har med Kierkegaard at gøre, fortæller Peter Mortensen, har folk en forestilling om ham som den store filosof, der kommunikerede med Platon og Sokrates.

"Men han var pikant nok også en del af en tid med skøre holdninger. Så hvordan kunne det være anderledes? Det bliver forstyrrende for folk, når højtidelige og højkulturelle forfattere sættes i forbindelse med underlødige strømninger. Det chokerer. Forestillingen om det ophøjede krakelerer," siger Peter Mortensen.

Peter Tudvad er overbevist om, at Kierkegaards antisemitiske træk er relevant viden i modsætning til andre kunstnere og forfattere, der beskyldes for antisemitisme, selvom deres personlige betragtninger ikke kan spores i deres værker. Hos Kierkegaard er det en væsentlig komponent.

"Ser man på Mel Gibsons ?Passion of the Christ?, holder den sig stringent til evangelierne og katolske myter, og det har jeg ikke et problem med. Instruktørens antisemitisme er ikke et centralt element i filmen. Her er det ren æstetik ligesom Wagners musik og Godards film. Lars von Trier er også blevet beskyldt for at flirte med formsproget fra nazitiden. Han bruger det bare æstetisk. Det er afgørende at skelne mellem æstetik og etik. Kierkegaard havde et idealistisk ærinde," siger Peter Tudvad, som synes, der er en tendens til at fiksere på personhistorier frem for værket.

Advokat og forfatter Henrik Nebelong synes, at en hel bog om Kierke- gaards antisemitiske sider er for meget, da det er en "fantastisk lille side" af tænkeren. Han er forfatter til den første store danske Richard Wagner-biografi og mener, at den tyske komponist modsat Kierkegaard tenderede racisme i sine holdninger.

"Den side af Kierkegaard er for folk, der vil diskutere etik. Så kan man også begynde at diskutere Shakespeare på baggrund af ?Købmanden i Venedig?. Forskellen er, at Wagner optrådte som en slags politiker. Og der er en rimelighed i at diskutere hans skrifter, der havde en uheldig indflydelse på tyskere og tysk politik," siger Henrik Nebelong.

Wagner skubbede den udbredte antisemitisme, der fandtes på hans tid, i en kedelig retning med. I seks skrifter mod jøder, hvor det mest kendte og i Henrik Nebelongs øjne mildeste, er "Jødedommen i musikken" fra 1850. Wagner nedskrev holdninger om særlige egenskaber i blodet, der nærmede sig egentlig racisme. Han kom ligefrem med en teori om, at jøder nedstammer fra menneskeædere, fortæller Nebelong.

Disse udtalelser har ført til, at jødiske dirigenter boykotter hans musik. Nebelong mener, at man bør stille etiske krav til kunstens bagmænd, men kan stadig nyde Wagners musik.

"For jøder kan det være forbundet med ubehag at høre Wagner, velvidende at manden havde ekstreme synspunkter. Men heldigvis for Wagner er der mange, der er glade for hans musik. Han havde trods alt selv jødiske venner og musikere til at optræde for sig. Det var slet ikke så entydigt, hvilket det sjældent er med kunstnere og deres holdninger og værker."

Forklaringen på Wagners og mange forfatteres flirten med ekstreme betragtninger skal ikke findes i en psykoanalytisk analyse, men i selve modernismens grundvilkår, mener Peter Mortensen. Wagner, T.S. Eliot, Hamsun, Heidegger og den amerikanske digter Ezra Pound, der aktivt deltog i Mussolinis propagandaapparat under Anden Verdenskrig, var alle modernismens frontfigurer.

"Mange moderne forfattere havde mørke sider, men var ikke vanvittige, selvom Hamsuns kontakt til Hitler ikke bliver meget grimmere. Deres mørke sider havde noget at gøre med samfundet i slutningen af det 19. århundrede og første halvdel af det 20. århundrede. De var optaget af modernitetens krise, affortryllelsen og meningstabet, der var resultat af industrialiseringen og rationaliseringen. Der var en apokalyptisk stemning. Den sociale virkelighed fremstod pludselig tom og dekadent," fortæller Peter Mortensen, og i dette tomrum stod jøden i forfattere og kunstneres øjne som en symbolsk rolle for opløsningen.

"Jøden var i deres øjne bærer af den destruktive modernitet. Og der kan man sige, at man som forfatter i det mindste burde vide bedre end at vende sig mod stereotyper. Skikkelser som Pound, Wagner og vores egen Johannes V. Jensen søgte et modsvar til opløsningen. Og her var fascismen og antisemitismen tiltrækkende og forførisk med deres nye fortællinger. Racismen var åbenlys hos disse reaktionære modernister. De var moderne og antimoderne på samme tid," siger Peter Mortensen og påpeger, at dette paradoks er velkendt forskningsmæssigt, men at det ikke er udbredt i offentligheden.

De mange skandaler om den gode kunst og det onde geni bag behøver i sidste ende ikke at være dårligt for populariteten, mener Peter Mortensen.

"Deres holdninger kan virke pikante, men det kan måske skabe mere interesse for værkerne. Det skal ikke analyseres som en privat sag om karakterbrist eller galskab, men diskuteres i en historisk og samfundsmæssig ramme. For det er da bemærkelsesværdigt, at disse moderne forfattere og genier var tiltrukket af suspekte sociologiske eksperimenter. Det er svært at forstå i dag. Det er svært at forestille sig krisestemningen dengang, men måske vi er på vej i den retning igen," siger Peter Mortensen.

krasnik@k.dk.