Bodil Jørgensen og Mikkel Wold åbner for læserens tro og livsmod med ny samtalebog

”Gå med fred” er en fin samtalebog, hvor to livskloge mennesker, Bodil Jørgensen og Mikkel Wold, åbner døren ind til den kristne vision og bringer himlen ind i det almindelige levede liv

Samtalebogen ”Gå med fred” er en meget god oplevelse. Den åbner for en ny virkelighed. Det er skuespilleren Bodil Jørgensen og præsten i Marmorkirken (Frederiks Kirke i København) Mikkel Wold, der har talt sammen i løbet af coronatiden med journalist Joan Øhrstrøm som pennefører.
Samtalebogen ”Gå med fred” er en meget god oplevelse. Den åbner for en ny virkelighed. Det er skuespilleren Bodil Jørgensen og præsten i Marmorkirken (Frederiks Kirke i København) Mikkel Wold, der har talt sammen i løbet af coronatiden med journalist Joan Øhrstrøm som pennefører. Foto: Leif Tuxen og Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix.

Der er mange slags samtaler. At blive indkaldt til en samtale på skoleinspektørens kontor varsler ikke noget godt. Det er heller ikke godt at blive indkaldt til en kammeratlig samtale, så er der ballade, men at blive indkaldt til en samtale i anledningen af en jobansøgning rummer en mulighed. En samtale med lægen på hospitalet er noget, man kan bekymre sig for, mens en samtale med en kær ven er noget, man glæder sig til. Den gode samtale åbner for en ny virkelighed.

I de seneste år er der kommet mange samtalebøger med mennesker, der har noget at give hinanden, og hvor vi som læsere får lov til at være med på sidelinjen. Det har været blandede oplevelser.

Samtalebogen ”Gå med fred” er en meget god oplevelse. Den åbner for en ny virkelighed. Det er skuespilleren Bodil Jørgensen og præsten i Marmorkirken (Frederiks Kirke i København) Mikkel Wold, der har talt sammen i løbet af coronatiden med journalist Joan Øhrstrøm som pennefører. Det er en velredigeret bog, der når ned om mange emner såsom ånd, ondskab, tro, livsmod, døden, opstandelse, sorg, tilgivelse og kærlighed. Der er ikke nogen uenighed mellem de to. De taler begge ud fra en klar kristen position, hvor sætningerne imellem dem ofte lyder: ”Det har du ret i, Bodil” – ”Ja, sådan er det, Mikkel”.

Det flyder med gode henvisninger til litteratur, film og teater, men den grundlæggende strøm er den evangeliske fortælling, gudstjenesten og sjælesorgen.

Skuespilleren folder det for eksempel flot ud i en lille oplevelse fra hendes sygdomsforløb efter en voldsom ulykke på en filmoptagelse. Under indlæggelsen på Bispebjerg Hospital kører hun i sin kørestol hen til Grundtvigskirken, får bakset døren op og ruller op gennem det store kirkerum, hvor der er en barnedåb oppe ved alteret. Undervejs hører hun salmen ”Herren strækker ud sin arm” og hører den til sig selv. Gud strækker armen ud og rører hende. Hun er ikke alene i sin kamp. Kirken er et eventyrhus, siger hun. Her sker det utrolige! Himlen kommer ned på jorden.

Præsten i Marmorkirken har en psykoterapeutisk overbygning på sin teologiske uddannelse. Det mærkes flere gange i bogen. Hos ham er den sjælesørgeriske samtale det rum, hvor eventyr kan blive til mellem to mennesker. Han fortæller om en gensidig tillid, der rækker ud over øjeblikket. Under sin terapeutiske uddannelse i Hamburg, sagde chefpsykiateren, der tog sig af de meget syge patienter, at han altid gav dem sit hjemmetelefonnummer, og ”jeg har aldrig oplevet, at det blev misbrugt”. Mon ikke patienterne dér oplevede at blive set og hørt. Himlen kom ned på jorden.

Det er en fornøjelse at være med på sidelinjen, når de to lader samtalen folde sig ud og forbinde sig med det liv, vi lever. Det har heldigvis ikke privat karakter. Det er ikke deres personer, der er i fokus, men det er troen og det evangeliske budskab, det drejer sig om. På den måde inkluderes man som læser på en fin måde.

Lad så Bodil Jørgensen få det sidste ord, som hun også gør det i bogen: ”Kærligheden er også i mørket, ligesom den må have været i mørket, før Gud sendte lyset kærligt ind i verden. Vi er trods alt altid elsket af Gud, der ville dø og opstå for os og være med os til verdens ende.”

Det kærlighedens lys sender de to livskloge mennesker videre ud over læseren, der så kan ”gå med fred” fra eventyrhuset og være lidt klogere på det at leve i og med Guds lys.