Prøv avisen
Interview

Den gode samtale er en mesterlære i dannelse

”Man kan læse sig til mange ting, men dannelse handler også om at efterabe de dannede. Når man deltager i eller bare lytter til en begavet samtale, er det jo en form for mesterlære,” siger teaterchefen Vibeke Windeløv, der her ses på Frederiksberg bag Betty Nansen Teater. – Foto: Jens Welding Øllgaard

Sommeren 1969 var noget særligt for en hel generation, ikke mindst for teaterchef Vibeke Windeløv, der dengang kom til Princeton for at arbejde som au pair-pige i en jødisk professorfamilie med forbindelse til byens bedste begavelser

Det var næsten for godt til at være sandt, da Vibeke Windeløv som nybagt student landede i USA i forsommeren 1969 for at blive au pair hos en stenrig, jødisk professorfamilie i Princeton. Lige i tide til at opleve hippiebevægelsen, kvindefrigørelsen, månelandingen og Woodstockfestivalen (som hun dog stadig ærgrer sig over ikke at have turdet tage til) fra første parket.

”Den sommer har jeg levet højt på siden. Jeg tror også, 1969 var det heldigste år, man kunne tage af sted som au pair til USA. For det føltes som om, at alting åbnede sig det år. Og jeg kom nok også til den heldigste familie, man kan forestille sig,” siger teaterchefen Vibeke Windeløv, der tager imod Kristeligt Dagblad på Betty Nansen Teatret på Frederiksberg, hvor hun som den øverste chef har vist vejen for alle de kreative sjæle på stedet de seneste år – med alt, hvad det også indebærer af økonomistyring og personaleansvar, ligesom hun som tidligere filmproducer også har skullet jonglere med kæmpe budgetter og store forhandlinger for at få blandt andre Lars von Trier frem på verdensscenen. Men tilbage i 1969 skulle hun ”bare” babysitte nogle få begavede børn.

”Jeg tog mig også mest af et af familiens tre børn, så jeg havde en stor frihed til at bevæge mig rundt. Jeg fik endda stillet professorens sportsvogn til rådighed, fordi han ikke længere turde køre i den på grund af et tidligere hjerteanfald. Han var filosofiprofessor på Princeton og skaffede mig også adgang til universitetet, hvor jeg gik til forskellige forelæsninger, når jeg ikke arbejdede. Jeg kom fra Kalundborg, som havde været skøn, men pludselig var jeg et helt andet sted.”

Vibeke Windeløv var vokset op i en præstefamilie, hvor faderen var præst, mens moderen var en meget aktiv præstekone, der blandt andet også var landsformand for pigespejderbevægelsen FPF.

”Egentlig har kristendommen betydet rigtig meget for mig hele livet. Jeg er opfostret med andagter og kirkegang hver søndag. Man har altid sagt, at præstedøtre var de værste, og det kan der være noget om, men jeg har aldrig afskrevet kærlighedsbudskabet i kristendommen eller idéen om, at man har et ansvar over for sin næste. Det er det, jeg vil kalde mit dannelses-dna,” siger hun og tilføjer:

”Da jeg senere tog afstand fra folkekirken, var det faktisk mere med afsæt i den uåndelighed, som jeg oplevede som præstedatter, hvor kirkefolket gik mest op i, hvem der var højkirkelige, grundtvigianere, tidehvervske eller missionske. Og de interne stridigheder føltes som vanvittigt langt fra, hvad kristendommen burde være. Derfor endte jeg med at tage afstand fra institutionaliseringen af kristendommen i folkekirken. Det var derfor, at jeg forlod folkekirken, ikke fordi jeg havde noget stort behov for at lægge afstand til kristendommen. Jeg har også stadig stor respekt for folk, der har et nært forhold til religion, så længe de ikke bliver så fanatiske, at de ikke har plads til folk, der ser anderledes på troen eller verden end dem.”

Det var heller ingen spejderpige, men en frisindet ung kvinde med p-piller i bagagen, der var kommet til USA i 1969:

”På det tidspunkt var der ingen piger på Princeton, så piger var i høj kurs, især lyshårede piger med blå øjne som mig, så jeg blev inviteret med til alt, hvad man kunne blive inviteret med til. Og noget af det første, jeg husker, var de nætter, hvor vi hoppede over hegnet til folk med swimmingpools. Der var et eventyr over det som en amerikansk film fyldt med gin og tonic, sol og forbudt badning.”

Serveringerne i det jødiske professorhjem glemmer hun heller aldrig. Her var det filosofiprofessoren selv, der var kokken, som selv omhyggeligt bestilte kød hos slagteren hver dag:

”Derhjemme var jeg vant til større nøjsomhed. Hos professoren var køleskabet så fyldt, at jeg hurtigt tog flere kilo på. Men måltiderne var en kunst for sig. Hvert måltid begyndte med en separat grønsagsanretning. Derefter fik man et stykke kød med urtesovs til eller et eller andet, og så fik man en meget enkel dessert.”

Selv blev hun sat til at skrælle grønsager. Det gad hun ikke i længden, så efter et halvt år sagde hun op for at flytte ind hos nogle studerende, hvor hun lavede maden.

”Jeg købte en fransk kogebog, og så indkasserede jeg alle drengenes penge, og så lavede jeg ellers mad. Men professorens madglæde var grundlaget for, at jeg kom til at elske at lave mad. Og jeg har siden tænkt på mad som et vigtigt bindeled mellem mennesker. Uanset hvor uenige man er politisk, kan man altid mødes om mad, og hvis man ikke har andet at snakke om, kan man altid begynde med at tale om mad.”

Hos professoren blev der dog snakket om meget andet end gode grønsager. For han samlede en række af de største begavelser i byen. Professorens egen bror var nobelprismodtager i medicin, og blandt bekendtskabskredsen hørte ud over en række kunstnere og fremtrædende forskere sågar også Albert Einsteins søster. Der var spændende mennesker overalt. Selv husholdersken var en inspirerende, selvbevidst sort dame, Mrs. Meyers, der hver morgen kom kørende i sin store amerikanerbil for at stryge og gøre rent.

”Jeg glemmer ikke, hvordan hun satte en af familiens venner, en senere verdensberømt arkitekt, på plads, da husholdersken og jeg en dag var alene hjemme, og hun åbnede døren, hvor familiens ven udbrød: ’Nå, jeg kan se, at der ikke er nogen hjemme’. ’I ain’t nobody!’ råbte hun og smækkede døren i hovedet på stjernearkitekten,” siger hun og griner, inden hun tilføjer:

”Til gengæld kan jeg også huske, hvordan hun også skældte mig ud, efter jeg en nat havde sovet hos en kæreste. ’Shame on you, Vibeke. Shame on you!’ råbte hun i havedøren, mens jeg listede op på mit værelse klokken 10 om formiddagen. Der var ingen tvivl om, at hun mente, at pæne piger skulle ligge i deres egen seng. Men hverken mine veninder eller jeg skammede os over vores seksualitet eller vores ofte nøgne kroppe, som vi i øvrigt accepterede, som de var. Dengang havde vi heller ikke fantasi til at forestille os, at man i dag, 40 år efter kvindefrigørelsen, ville være så bornerte over nøgenhed. Og jeg har hele tiden ondt af mine børn, der skal leve i sådan en bekymret tid som vores. Dengang var der mere optimisme, selvom vi selvfølgelig alle sammen syntes, at vi lige skulle have overstået Vietnamkrigen.”

Vibeke Windeløv var heller ikke blot en blond partytøs på p-piller, men især intellektuelt modtagelig i sommeren 1969. Og når hun sad hjemme ved professorens middagssamtaler med byens bedste begavelser omkring bordet, føltes det som en form for mesterlære i den stimulerende samtales kunst, husker hun.

”Man kan læse sig til mange ting, men dannelse handler også om at efterabe de dannede. Når man deltager i eller bare lytter til en begavet samtale, er det jo en form for mesterlære. I Danmark var jeg vant til, at samtalerne hurtigt var sandet ud i overfladisk sniksnaksladder. Men professoren var god til at få andre til at diskutere spændende emner, som han rejste under sine selskaber. Og han forstod at skabe en stemning, hvor alle gerne ville bidrage til samtalen for at få den til at løfte sig endnu mere. Det var vanvittigt inspirerende. Men det lærte mig først og fremmest, at noget af det vigtigste i livet er nysgerrighed. Jeg tror, at jeg er født med en nysgerrighed, men den blev på en måde voksen i Princeton, fordi det dér blev så tydeligt for mig, at det, der kunne få en til at vokse, var at være en del af samtalen om kunst, litteratur og politik.”

Sådan kom Vibeke Windeløv hurtigt til at stave sig igennem alle de især samfundspolitiske bøger, hun kunne komme i nærheden af – for at kunne snakke med ved bordet.

”Det, jeg fik tilføjet i USA, var nok en større intellektuel akademisk tradition. Jeg kom fra en læsende og vidende familie, men der er meget forskel på det lille danske lukkede miljø dengang i forhold til den meget større akademiske åbenhed, jeg oplevede i USA, med et meget større vingefang. Det interessante ved miljøet i både Princeton og New York var diversiteten, altså mængden af mennesker, der har helt forskellige religiøse og kulturelle baggrunde.”

Da hun kom tilbage til Danmark, havde hun suget nok viden til sig til at være med til at starte et aftenskolekursus med tidens varme emner som de sorte pantere, kvindefrigørelse, antivietnam og bevægelsen mod det græske diktatur. Frimodigheden havde hun dog også fået med hjemmefra:

”Jeg er vokset op med to forældre, der begge to var ledere. Min mor var nok i endnu højere grad end min far. Han var et mere skrøbeligt gemyt end min mor. Og det smittede selvfølgelig også af på mig, hvad der nok også har været svært for min mand, for jeg har været vant til, at det var kvinderne, der tog styringen.”

Den berejste præstedatter fik også hurtigt brug for al sin girlpower, efter hun kort efter sin hjemkomst til Danmark mødte sin mangeårige mand, kunstneren Per Kirkeby.

”Jeg var ikke i tvivl om, at han var meget forelsket i mig, men hver gang, jeg prøvede at give mit besyv med på tingene, kyssede han mig bare. Det var svært. Der skulle man have en stærk ballast for at blive ved med at tro på sig selv,” siger hun og ler.

For det er en kendt sag, at hun i mange år – med sin gode mesterlære fra Princeton – var med til at skabe et stærkt intellektuelt miljø omkring den verdensberømte malermand, ligesom hun i sin rolle som filmproducer blandt andet også har været med til at gøre filminstruktøren Lars von Trier endnu mere verdensberømt.

”Jeg tror ikke, at jeg havde fået det liv, jeg fik, hvis jeg ikke havde været i USA i 1969. Jeg fik en fornemmelse af at være verdensborger, og jeg kunne falde ind i meget forskellige miljøer. Snart talte jeg med en nobelprismodtager, og snart sad jeg i et hippiekollektiv, hvor mange af mine venner dengang boede. Og jeg kunne snakke med overalt. For dér fik jeg et sprog, som jeg har kunnet bruge siden, hvad enten jeg har forhandlet film i Los Angeles eller været til middage i det tyske kunstmiljø, hvor Per var professor, men han var jo først og fremmest selv maler,” siger hun og tilføjer:

”Vi havde det godt sammen. Hvis jeg kunne ønske mig noget anderledes, skulle det være, at vi kunne have blevet sammen hele livet. Men det kunne vi bare ikke. Nu har jeg en ny skøn mand. Og jeg har ingen grund til at være utilfreds med mit liv,” siger hun og smiler.

”Jeg har været heldig, lige siden jeg kom til USA i 1969, og nu har jeg ovenikøbet fået lov til at slutte mit arbejdsliv af med et sent karriereskift i et nyt drømmejob,” siger teaterchefen, der dog allerede har udmeldt, at hun takker af på teatret til næste sommer – 39 år efter sit livs amerikanske sommer.