Prøv avisen
Bog

Jacob Holdts erindringer går lidt for godt op

3 stjerner
Siden udgivelsen af ”Amerikanske billeder” i 1977 har Jacob Holdt rejst over hele verden med sit udslåede hår, sin ikoniske skægfletning og sit foredrag om ”Amerikanske billeder”. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Det er mere end 40 år siden, Jacob Holdts ”Amerikanske billeder” udkom, og det er vejen frem til den, der er omdrejningspunktet i hans omfangsrige erindringer

”Målet vil du aldrig nå, men i vandringen vil du finde din lykke.”

Sådan sagde Jacob Holdts farmor i talen til hans konfirmation, og de ord skulle vise sig at blive mere sande, end hun sikkert havde forestillet sig.

Fra 1970 til 1975 levede han nemlig som vagabond i USA, som en budbringer mellem sorte og hvide, rige og fattige, mens han indsamlede materiale til sin berømte bog. Den udsprang af et ønske om at forsøge at skildre, hvordan vi kan undgå at marginalisere vores medborgere – og måske også af det syndrom, han selv kalder for Preacher’s Kids-syndromet: at forsøge at leve præsteforældrenes kærlighedsbudskab ud ved at gå ud for at redde verden.

Siden udgivelsen af ”Amerikanske billeder” i 1977 har Jacob Holdt rejst over hele verden med sit lange udslåede hår, sin ikoniske skæg-fletning og sit foredrag om ”Amerikanske billeder”, og nu har han så skrevet historien om sit liv frem til udgivelsen af bogen, fordi han ønsker at huske og forstå, hvad han gik rundt og lavede – i barndommen og ungdommen såvel som umiddelbart før og efter, ”Amerikanske billeder” udkom.

Og da han alle dage flittigt har skrevet dagbog, masser af breve og fotograferet, har han sin dokumentation på plads. Endda lidt for godt. For teksten bliver så detaljeret, at man drukner i begivenheder og ikke mindst i mennesker, der optræder i såvel tekst som billede, man mangler en strammere prioritering af det enorme stof, og den impulsivitet og digression, der måske nok fungerer som bærende princip i et vagabonderende liv, hvor det kan være de pludselige indfald, der giver guld, fungerer desværre ikke optimalt i bogform.

”Om at sige ja” bevæger sig kronologisk frem, omend den som sagt aldrig er bange for hverken anekdoten eller afstikkeren, fra barndommen i præstegården over et afbrudt gymnasieforløb til højskole og livgarde og så til det USA, som Jacob Holdt i ungdomsårene var dybt kritisk overfor. Hans erindringer bliver således dels en skildring af en personlig dannelsesrejse, dels en skildring af det danske såvel som det amerikanske samfund i 1960’erne og 1970’erne, og især det sidste er med til at gøre bogen interessant.

Men det hele går på en eller anden måde lidt for godt op. Måske skyldes det, at Jacob Holdt har en forkærlighed for kausale forklaringsmodeller, som kommer til at lukke fortællingen, som for eksempel denne kommentar om hans mor:

”Mange af mine senere problemer med at binde mig dybere eller søge kærlighed i mere forpligtende forhold – det vil sige den side af mig, jeg som vagabond fik vendt til noget positivt og kreativt – går uden tvivl tilbage til frygten for at blive opslugt af en partner som min mor.”

Det kan meget vel være sandt, men når der bliver for meget i et liv eller en bog, som man kan sætte to faste streger under – og for lidt, der stilles kritiske spørgsmål til, herunder måske også en selv – så risikerer det at blive for skematisk, og det undersøgende blik, som Jacob Holdt i sin tid betragtede USA med, er her blevet mere konstaterende og skråsikkert og måske mest problematisk af alt: Det vil have alt med.