Dante var en guddommelig komedieskriver

Sammen med Homer og Shakespeare udgør Dante verdenslitteraturens top tre

Udsnit af oliemaleri med Dante Alighieri. Det hænger på Czartoryski Museet i Krakow, Polen. -
Udsnit af oliemaleri med Dante Alighieri. Det hænger på Czartoryski Museet i Krakow, Polen. - Foto: Bridgeman Art Libary/Scanpix

”Midtvejs på vores vandring gennem livet/ befandt jeg mig i mørke, dybe skove.”

Dantes ”Den Guddommelige Komedie” begynder med, at den 35-årige digter natten til langfredag i år 1300 farer vild i en mørk skov. Heldigvis får Dante øje på ”morgenlyset fra planeten, der viser vejen for enhver hernede”.

Men så let skal digteren ikke komme ud af skoven. Dante møder nemlig tre dyr - leoparden, løven og ulven. Leoparden betegner vellysten, løven hovmodet og ulven begæret. Dyrene tvinger Dante tilbage i mørket, de er nemlig symboler på alt det, der hensætter os i apati eller affekt.

Men antikkens store digter Vergil kommer Dante til undsætning og bliver hans guide gennem Helvede. Dante får dermed en enestående mulighed for som levende at vandre de dødes vej. Da han når frem til Paradiset, bliver Beatrice hans nye guide. Hende havde Dante uhjælpeligt forelsket sig i allerede som niårig. Og selvom Dante siden blev gift med en anden kvinde og fik et hav af børn, dyrkede han livet igennem mindet om den tidligt døde Beatrice. Allerede i 1300-tallet vidste man, hvad Goethe med rene ord siden formulerede sådan: ”Det evigt kvindelige drager os opad.”

Hvert af de tre riger - Helvede, Skærsilden og Paradiset - skildres i en cyklus på 33 sange, hvortil der kommer en prolog. Dermed består ”Dantes Guddommelige Komedie” af i alt 100 sange, som alle blev til i årene 1304-21.

Den mest berømte er den femte sang, hvori vi hører om Francesca og Paolos fatale affære, der opstod under fælles læsning af en ridderroman: ”Og læsningen tvang vore øjne sammen (“) vi læste om hvordan det smil der lokked/ modtog et kys fra så berømt en elsker - da kyssed han fra hvem jeg aldrig skilles,/ min mund, imens hans hele legem sitred./ En kobler blev den, og han som skrev den; vi læste ikke mere i den dén dag”.

Francescas ægtemand opdager siden utroskaben og dræber både konen og elskeren. Dante besvimer, da han møder Francesca og Paolo i Helvedes forgård. Forfatteren Jorge Luis Borges hævder, at Dante dåner, fordi digteren i et glimt aner, at også han ville have givet efter for fristelsen, hvis rollerne havde været byttet om, og det var Dante, der havde studeret ridderromaner med den gifte Beatrice. Som bekendt skal der meget til at afholde en mand fra at søge afklædt kvindeligt selskab.

Men da ville Dante selv have været fortabt, for så ville Beatrice jo ikke have ventet på ham i Himmeriget. Og hvem har ikke mødt et menneske, der har brændt sig på tilværelsens store komfur, og bestyrtet tænkt: Hvis jeg havde truffet lidt andre valg, så sad også jeg i saksen.

Dante reagerer til gengæld anderledes koldsindigt, da han møder storforbryderen Vanni Fucci, der ikke blot fornærmer Dante, men også bedriver blasfemi. Snart snor slangerne sig om halsen på Fucci, der hverken kan tale eller røre sig.

”Fra da af har jeg været ven af slanger,” udbryder Dante henrykt.

Vanni Fucci tilhørte nemlig den politiske gruppering i Firenze, der havde drevet Dante i landflygtighed.

En florentiner havde nemlig røbet Dantes oppositionelle sindelag til Firenzes magthavere.

Bocca, som forræderen hedder, får først et spark i hovedet og bliver derpå revet i håret for med sin skændige handling at have bragt ulykke over Dantes hus. Skønt Bocca allerede er i Helvede, får han altså en tillægsstraf, da Dante træffer ham. Og realistisk er denne episode, for så vidt som vi jo rent faktisk undertiden sparker til folk, der allerede ligger ned. Sådan minder stor litteratur os om noget vigtigt, vi måske godt ved, men som vi helst fortrænger.

Dantes vigtigste inspirator var teologen Thomas Aquinas (1225-1274). Aquinas var påvirket af Aristoteles, der mente, at verden var hierarkisk ordnet med ”den ubevægelige bevæger” allerøverst. Hos Thomas Aquinas blev ”den ubevægelige bevæger” til Gud. Og jo længere Dante vandrer ned i Helvedes skakter, desto mere stivner persongalleriet. På bunden er de værste syndere således bogstaveligt talt frosset fast i en pøl af is. Eftersom de i levende live var upåvirkede af Guds kærlighed, kan de som straf nu ikke længere bevæge sig. ”Dantes Guddommelige Komedie” er dermed også en indirekte advarsel mod surhed og selvretfærdighed.

Pointen er nemlig, at de dømte opholder sig i Helvede, fordi de selv har valgt det. Dante tror ubetinget på den frie vilje: ”Af alle gaver som Gud gavmildt skænked/ til skaberværket, var den allerstørste,/ og den der klarest udtrykker hans godhed,/ og den han sætter højest, viljens frihed;/ med den blev alle skabninger forlenet/ der ejer tankens evne - de alene,/ og ingen andre.”

De lidende i Skærsilden er til gengæld ikke fortvivlede, de er jo på vej mod et bedre sted. Skærsilden minder dermed om menneskelivet, hvor vi også lever i forventningen om, at vort liv har et mål eller en mening, og at det hele ender godt.

Dantes værk hed oprindelig blot ”Komedie”. Filosoffen Aristoteles havde nemlig defineret en fortælling, der begynder i smerte, men ender i fryd og gammen, som en komedie. Og ”Dantes Guddommelige Komedie” slutter i netop Paradiset.

Rejsen til Himlen har for Dante betydet en åndelig vækst i retning af Gud. Og ansigt til ansigt med Vorherre indser Dante, at den elskede Beatrice nok har vist ham vejen, men at hun ikke er sandheden og livet. For det er alene Gud. Alt andet blegner i sammenligning dermed: ”Jeg sendte blikket ned igennem alle syv sfærer - og dér så jeg vores klode, så uanselig, at jeg måtte smile;/ og jeg må give dem ret, der ikke regner den stort,/ og kalde dém i sandhed vise,/ der vender deres tanker bort mod andet.”

Dante Aligheri var født i 1265 (ukendt dato), og 56 år senere forlod han denne planet for at tage ophold i de omgivelser, han så omhyggeligt havde skildret i en af verdenslitteraturens absolutte klassikere.