Den havarerede skjald på Fanø

Holger Drachmann rejste til Fanø for at rekreere sig, men også for at tegne, male og digte - og ikke mindst more sig

Holger Drachmann: Fanø Nordsøbad med badevogne. Villa Bellevue og Strandhotellet. Olie på pap. Den 13. juni 1894. Privateje.
Holger Drachmann: Fanø Nordsøbad med badevogne. Villa Bellevue og Strandhotellet. Olie på pap. Den 13. juni 1894. Privateje. . Foto: Fanø Kunstmuseum.

Digteren og maleren Holger Drachmann (1846-1908) forbinder de fleste nok med den store kunstnerkoloni på Skagen i tiden omkring år 1900. Den aldrende kunstner slog sig ned her en årrække og erhvervede eget hus, hvor P.S. Krøyer har afbildet ham i stuen ved pejsen.

Drachmann står også med sin unge muse i Krøyers berømte sankthansaftensbillede, hvor bålet blusser på stranden og illuminerer selskabet.

Det passer fint med Drachmann og al den ild. For impulsiv og flammende var han, en lidenskabelig rejsende og digtende, hvis grandiose format i epokens åndsliv det kan være svært at forestille sig i dag.

Men Skagen var ikke det eneste sted ved havet, som Holger Drachmann rejste til for at ”drikke luft og søbrise”, som han skrev.

Tidligere i karrieren rejste han ofte til Fanø i foråret, sommeren og efteråret, første gang i 1875 og sidste gang i 1894. Han var der helst uden for sæsonen. For formålet med opholdene på Fanø var at rekreere i fred og ro.

Holger Drachmann led af tidens store modedille blandt kunstnere, nemlig nervøsitet. Som sensibelt kunstnergemyt var det, hvad man skulle lide af. Sarte nerver. Den svenske forfatter og maler August Strindberg talte ligefrem om kunstnere som en ny tids ”nerveadel”, der skulle dyrke overfølsomheden.

Det kunne Holger Drachmann passende gøre på Fanø, der efter i århundreder at have været fiskernes og søfolkenes ø først lige var ved at blive opdaget som et badested for turister i sommersæsonen.

Libertineren og posøren Drachmann havde i slutningen af 1880'erne indledt et amourøst - og skandaløst syntes mange - forhold til den 20 år yngre syngepige Amanda Nilsson, der havde engagement i Hamborg.

Så Drachmann pendlede iført slængkappe og stor hat mellem København og Hamborg og lagde så vejen forbi Fanø for at lade op. Han beskrev sig selv som en ”havareret skjald”, hvis ”angrebne nervesystem” trængte til ro.

Men forfatter, journalist og marinemaler var Holger Drachmann jo også. Så turene til Fanø i 1880'erne og 1990'erne havde flere formål. Kolleger som Julius Exner og Johan Rohde havde opdaget Fanøs uspolerede billedlighed.

For en maritim maler lå motiverne ligefor med den karske natur, de store strande og den evigt rullende sø med glidende måger over havstokken. Drachmann betegnede metaforisk sin elskede Amanda som en hvid måge.

Så man kan være sikker på, at fuglen optræder i glideflugt i hans skitser og malerier fra øen.

Drachmann skrev mange henførte breve til Amanda fra Fanø, og opholdene dannede også klangbund for digterens poesi og den meget fine journalistiske skildring ”Fanø, o Fanø”, der blev trykt til tidsskriftet Tilskueren i 1894.

Her peger den på en gang nationalromantiske og radikalt moderne Drachmann på Fanøs antropologiske særpræg. For Drachmann var den ”sælsomme ø” et matriarkat, hvor kvinderne bestemte og styrede alt med kyndig hånd, mens mændene var på havet.

Kvindernes karakteristiske Fanø-dragt blev andet og mere end pittoresk folklore for digteren; han så stærk kvindelig kønskarakter skjult i dens skønhed.

Alt dette og meget mere kan man læse om og forlyste sig med i bibliotekar Per Hofman Hansens smukt udstyrede bog ”Holger Drachmann på Fanø”. Ud over at være fornøjelig læsning er bogen også et stykke grundforskning i Fanø Kunstmuseums regi.

Bogen er blevet til på baggrund af museets meget fine samling af Holger Drachmanns skitser og dertil kunstnerens malerier støvet op på museer og hos private, ligesom forfatteren citerer flittigt fra Drachmanns mange breve til Amanda og fra samtidige kilder i pressen.

For presse fik Fanø her på kanten af 1890'erne. Entreprenante folk, som den østrig-ungarske forretningsmand Sigmund Weisz, drømte om at forvandle Fanø til et luksuriøst nordisk kurbad og begyndte at opføre voluminøse badehoteller mellem klitterne.

Og hvad kunne være bedre reklame end at have den store ”dannerskjald” boende til at sprede esprit over stukkaturen og mellem viftepalmerne i salonen.

Så Holger Drachmann fik flere af sine ophold på Fanø betalt og blev tillige fyrsteligt bespist. Sigmund Weisz så også gerne, at Drachmann inviterede nogle af sine berømte og berygtede venner fra København, så Georg Brandes, Peter Nansen og xylograf Frederik Hendriksen belastede ved givne lejligheder Sigmund Weisz' efterhånden noget overspændte budgetter.

At de herrer har moret sig på første klasse hos Weisz, som Drachmann kalder ”den ædle røver”, vidner flere breve og rejseberetninger om. I bogen er både Holger Drachmanns rejseessay ”Fanø, o Fanø” og Georg Brandes' reportage fra indvielsen af Fanø Nordsø-Bad fra dagbladet Politiken den 20. maj 1894 optrykt i fuld længde.

Begge forfattere formidler kurbadsatmosfæren, men kaster også et kritisk blik på løjerne, ikke mindst hvordan den nye hotelarkitektur - som Brandes præcist skriver - ”er i beklagelig strid med den omgivende natur”.

Nogen succes blev Sigmund Weisz og konsorters hoteleventyr på Fanø da heller ikke i længden. Weisz krakkede og tog sit eget liv. Men da havde den rastløst rejsende Drachmann for længst forladt bygningen og øen og søgt mod nye horisonter, ja helt ud til Skagens Gren.

Tilbage bliver resultaterne af Holger Drachmanns nervebetonede indtryksømhed. De mange skitser fra Fanø vidner om kunstnerens på en gang traditionsbundne og temperamentsfuldt ekspressive maleriske blik på verden. Selv skrev Drachmann:

”I skitsen overlader maleren sig på nåde og unåde til naturen selv”.

Skitsen har - som hos mange af 1800-tallets kunstnere, journalister og digtere - forrang hos Drachmann, både når han tegner og maler, og når han skriver. Der er flugt, fart og øjeblikkelighed over hans værk. Som skribent er Drachmann ikke ynder af punktummet, men af tankestregen, der, efter et øjebliks pause, kunne sende teksten og tankebilledet videre. Drachmann skulle ud, hvor han kunne mærke verden.

Fanø blev i nogle formative år et sådant sted, hvor han kunne tage ud for at filtrere naturen igennem sit temperament og give den tilbage til læseren og beskueren i form af sin malerkunst og digtekunst.

Holger Drachmann var en af tidens allerstørste danske digtere i tiden omkring 1900. En elegant posør, der forstod at iscenesætte sig selv.
Holger Drachmann var en af tidens allerstørste danske digtere i tiden omkring 1900. En elegant posør, der forstod at iscenesætte sig selv. Foto: Fanø Kunstmuseum