For mange følelser og for lidt fornuft i Jane Austen-opsætning

Peter Langdals scenefortolkning af Jane Austens roman viser for mange følelser og for lidt fornuft

”Fornuft og Følelse” er Austens debutroman fra 1811, der handler om familien Dashwoods kvaler med at få giftet døtrene Marianne og Elinor til de rigtige mænd.
”Fornuft og Følelse” er Austens debutroman fra 1811, der handler om familien Dashwoods kvaler med at få giftet døtrene Marianne og Elinor til de rigtige mænd. . Foto: Rumle Skafte.

Flotte, forsagte gentlemen i høje hatte og fintfølende kvinder i empire-kjoler, der kæmper for kærlighed og social overlevelse i 1800-tallets England.

De fleste af os kender Jane Austens univers særligt fra film og tv, for hendes romaner har været genstand for utallige vellykkede filmatiseringer, både i originale og opdaterede versioner. Jane Austen er ophavskvinde til såkaldt chick-lit, moderne kvindelitteratur, og hun har været med til at forme den romantiske komedie. Nu har hun også indtaget scenen. Endelig, fristes man til at sige.

”Fornuft og Følelse” er Austens debutroman fra 1811. Den handler om familien Dashwoods kvaler med at få giftet døtrene Marianne og Elinor til mænd, der har åndelige og økonomiske ressourcer til at opfylde døtrenes høje kærlighedsidealer og give familien tag over hovedet.

Peter Langdal sidder i instruktørstolen, og han har skabt en overstadig og noget skizofren fortolkning, der nok (igen) vil skille vandene.

Forestillingen indledes af et elegant metagreb. Spillerne sidder bag et papirtyndt forhæng, hvorpå bogens titel projiceres, et par blyantstreger fejer over teksten. Så falder forhænget, og historien åbner sig som en bog. Med flotte effekter danner historiens fire vigtigste kvinder silhuetter mod bagtæppet.

Scenograf Karin Betz har gjort et flot stykke arbejde med simple midler, og den bare scene fungerer fint som skueplads for den britiske lavadels udfoldelser. Kostumerne er også en fryd for øjet. De visuelle rammer er i orden. Det samme gælder lyd-billedet: en pianist og en cellist leverer et næsten filmisk soundtrack.

På den skrå scene er der gang i den på en helt anden måde. Spillerne render fra side til side, lader deres kroppe give los i følelsernes vold, og de råber og græder højlydt og hysterisk.

Særligt kvinderne udviser en fysisk og psykisk løssluppenhed, der står i stærk kontrast til den kontrollerede kropslighed og sømmelighed, der karakteriserede Austens tid. Her blev ingen højtflyvende følelser og store lidenskaber udvist i det offentlige rum.

Det gør der her. Så meget, at det bliver trættende. Det er jo i den kun lige ved og næsten forløste kærlighed, at attraktionen ved Austens kærlighedshistorier ligger. Og så er det næsten blasfemi at lade Marianne og Oberst Brandon rulle rundt i tæt, halvnøgen omfavnelse på gulvet. Det bør blive ved antydningen. Ved en subtil berøring eller et blik. Ved den holdte erotik.

Det synes, at Langdal har haft for travlt med at gøre ”Fornuft og Følelse” til en farce med falde på halen-komik og underlige indfald, og det går ud over roen. Alle karaktertræk har fået et nøk opad, og Austens ellers så subtile satire bliver for udpenslet og mister sin elegance. De 17 spillere er veloplagte, men de bliver jagtet rundt i manegen og får ikke tid til at spille nuancerne af deres karakterer.

Det værste er, at man har brugt så megent energi på flotte og tidstro kostumer og musik-akkompagnementer for så at lade det hele vælte og invadere af nogle ekstremt malplacerede anakronismer. Teksten ligger også under for denne ubeslutsomhed, og tonen bliver lige en tand for ung og poppet. Alt dette får undertegnede til at lyde som en indigneret Austen-fan. Men jeg ser ingen grund til at gøre Austens karakterer sjovere eller mere ekstreme, end de er, for de har for længst vist deres værd som relaterbare og elskelige i deres originale form, også for et moderne publikum.

De gør det ellers så godt, Cecilie Stenspil og Jacob Madsen Kvols, Sofia Nolsøe og Jesper Dupont. Det er i deres lange blikke, akavetheder og uudtalte længsler, at forestillingen giver os noget ud over billige grin. Det er, når forestillingen tager sit forlæg – og sig selv – seriøst. Men det gør den desværre ikke nok.

kultur@k.dk