Den tjekkiske naturlæge Jan Mikolasek (1889-1973) diagnosticerede og helbredte tusindvis af mennesker igennem sit liv. Eller gjorde han? Selvom hans viden om menneskets sygdomme var baseret på erfaring, var den ikke anerkendt medicinsk videnskab. Både fra almindelige mennesker, der søgte frelse, og fra magtfulde mennesker, der fandt, at Mikolasek var en trussel mod deres position og selve det politiske system, blev han sat under massivt pres.
Den estimerede og rutinerede polske instruktør Agnieszka Holland har med ”Charlatan” skabt en ”biopic” om Jan Mikolaseks liv og gerninger. Det sker på baggrund af naturlægens egen selvbiografi og en biografi fra 2020, der bragte ny viden frem om Mikolaseks skjulte liv og dybeste hemmeligheder. Det er der kommet en lavmælt, antydet og suverænt underspillet film ud af, der med frapperende visuel prægnans folder Mikalaseks liv ud. Hendes film har sin egen puls, der veksler mellem realtid og tilbageblik, så beskueren får en dybere forståelse af denne healers liv.
Filmen åbner med den tjekkoslovakiske præsident Antonin Zapotockys død i 1957. Jan Mikolaseks havde behandlet præsidenten og var derfor beskyttet. Ved hans død fik det kommunistiske regime en anledning til at skaffe sig af med en healer, der truede det totalitære styres selvforståelse og rationale. På et niveau folder filmen denne historie ud om et regimes forfølgelse af en alternativt tænkende og dermed i sidste ende friheden. Af regimets korrupte presse stemples Mikolasek som ”charlatan” og ”urinoraklet”, fordi han diagnosticerer sine patienter ud fra urinprøver. Og havde Mikolasek ikke under Anden Verdenskrig overlevet på at behandle nazistiske ledere som forbryderen Martin Bormann? Var han ikke forræder og samfundsfjende? En gøgler, der indgav ”folket” en falsk bevidsthed.
Men på et andet niveau går ”Charlatan” bag om systemkritikken og ind i biografien og når dermed frem til den kristne tro og de botaniske og psykologiske drivkræfter bag Jan Mikolaseks virke. Han var tilsyneladende overbevist katolik og advokerede for troens helende kraft. Man ser Mikolasek bede foran Kristus på korset på sine i bogstavelig forstand blødende knæ. Han vedkender sig den stedfortrædende lidelse som en del af frelsen. Og tror på sonofferet.
Jan Mikolasek kom ud af en familie af gartnere og lærte fra barndommen om planters og urters helbredende potentiale. Tidligt i sit liv havde han helbredt sin søster, og som healer tjente han penge på sine ekstrakter, salver og urter, som blev solgt som en del af kuren til de syge og søgende. Hele tiden er filmen dobbeltbundet. Er Mikolasek idealist og frelser i forhold til de hundreder, der søger hans praksis? Eller er han, som systemet hævder med brutal magt, en fusentast, der bringer andres liv i fare?
Lag på lag graver filmen sig ned i dette dilemma og denne karaktermæssige tvetydighed og skifter undervejs fra at være en panoramisk udfoldet biografisk frise til at blive et ladet følelsesdrama. Det er filmens bedste dramaturgiske greb. For Jan Mikolasek skjuler en homoseksualitet, der var no go under kommunismen. Fortællingen vokser i skildringen af forholdet til hans primære assistent, Frantisek Palko, og bliver til et drama om forførelse, beundring, jalousi og i sidste ende kærlighedens evne til offer. Hvordan skal ikke røbes.
Se selv filmen for dens visuelle og æstetiske kvaliteter, det fint forløste skuespil af Ivan Trojan og Juraj Loj som henholdsvis Mikolasek og Palko og endelig for filmens systemkritiske potentiale. ”Charlatan” er i sidste ende en film om menneskets – og på et andet niveau kunstnerens – evne til og mulighed for at leve, tænke og skabe frit.
Eneste anke er et opkørt, skærende og frenetisk lydspor, der skurrer fælt mod filmens ellers raffinerede og underspillede drama og dilemma. Agnieszka Hollands ”Charlatan” har fortjent været indstillet til European Film Award 2020 for bedste instruktion og som Tjekkiets Oscar-bidrag 2021.