Den hvide klovn og den sorte kyniker

Den Jyske Operas iscenesættelse af Tjajkovskijs mesterværk ”Eugen Onegin” er fleksibel, men ikke uproblematisk

Tjajkovskijs mest skattede opera er ”Eugen Onegin”, som han komponerede i en turbulent fase i sit liv. I foråret 1877 havde han ved et selskab mødt en sangerinde, som havde foreslået ham at skrive en opera over Aleksandr Pusjkins digt ”Eugen Onegin”, som den russiske nationaldigter havde skrevet tilbage i 1820’erne.

I centrum af handlingen står dens titelfigur, en elegant levemand, der på et gods i provinsen møder to purunge søstre, som er hinandens modsætninger: Den sværmeriske og indadvendte Tatjana og den muntre og udadvendte Olga, der er kæreste med Onegins ven og nabo, digteren Lenski.

De to mænd aflægger besøg hos søstrene og deres mor, og Tatjana forelsker sig hovedkulds i Onegin og skriver en glødende kærlighedserklæring til ham i den ikoniske brevscene, et af operalitteraturens absolutte højdepunkter. Han afviser hende, korrekt og koldt, og tæppet falder for første akt.

Så langt, så godt i Den Jyske Operas iscenesættelse, der som årets turnéforestilling onsdag aften havde premiere i Carl Nielsen Salen i Odense og frem til den 30. november spiller på en lang række scener i Danmark, heriblandt Musikhuset i Aarhus, Musikkens Hus i Aalborg og Det Kongelige Teater i København.

Naturligt nok er iscenesættelsen enkel og fleksibel, og Hinrich Horstkotte, der både er instruktør, scenograf og kostumedesigner, havde satset på den hvide farve, både med hensyn til kostumer og omgivelser, hvor Onegins sorte klædedragt var en tankevækkende skarp kontrast.

I anden akt går det imidlertid galt – både i selve handlingen og i det sceniske forløb. Der holdes fest hos søstrenes mor, godsejerfruen Larina. Onegin begynder i irritation over det provinsielle miljø at kurtisere den ”forkerte” søster, Olga. Det tager Lenski ham så ilde op, at han udfordrer ham til en duel. Desværre får scenen et lettere komisk skær, da man har afviklet denne akt som et maskebal med Lenski udklædt som en hvid klovn – og Onegin atter i sort.

Den efterfølgende duel i den vinterklædte russiske birkeskov har vel aldrig været så forudsigelig som i denne version: Den sorte kyniker vinder naturligvis over den hvide klovn. Lenski dør på stedet. Inden duellen har han sunget en gribende arie og klæbet sedler op på birkestammerne – Horstkotte er åbenbart meget optaget af papir, det flagrer med papirstumper gennem store dele af forestillingen, men de mange små stunts kommer til at virke lidt for påfaldende i den beskedne ramme.

På ganske få minutter skifter billedet under tredje akts indledende polonæse fra skov til balsal. Der er gået flere år, og vi er til fest hos fyrst Gremin, der er blevet gift med Tatjana, nu en billedskøn verdensdame. Onegin dukker op og fortryder sin afvisning af hende dengang på godset – men man kan ikke skrue tiden tilbage, løbet er kørt.

”Eugen Onegin” er hele vejen igennem spækket med vidunderlig musik, som den newzealandske dirigent Tecwyn Evans forløste i spidsen for Odense Symfoniorkester. Der er ingen grund til at frygte, at niveauet bliver meget anderledes, når de øvrige landsdelsorkestre i løbet af de følgende uger tager over. I Odense var det desuden et plus, at orkestret ikke var gemt i en ”grav”, men forrest på scenen kunne give Tjajkovskijs pragtfulde partitur al den velklang, det fortjener.

Alle store roller – samt et par af de mindre – er forståeligt nok dubleret, hvad der kan gøre en nærmere vurdering af sangernes præstationer irrelevant. Det skal dog noteres, at Jens Søndergaard gjorde en fin figur i titelrollen, og at den walisiske sopran Elin Pritchard havde en stor stemme som Tatjana – hun klarede således brevscenen med bravur, men jeg kunne godt have undværet hendes hysteriske latterskrig til sidst. Den russiske tenor Dmitri Bashkirov havde det indimellem svært med timingen som Lenski, mere scenisk end vokalt, og endelig høstede Jens Bové som fyrst Gremin stort bifald for sin arie om kærlighedens væsen.

Den Jyske Operas Kor skabte unægtelig trængsel på den lille scene, men agerede og sang i øvrigt glimrende, og trods den glimtvist lidt skævvredne iscenesættelse er Eugen Onegin en forestilling, man trygt kan anbefale også, ja, måske især til dem, der ikke før har haft lejlighed til at svælge i denne mageløse musik.