Den iagttagende forfatter

Værkstedssamtale: - Jeg fortolker ikke verden. Mit fortrin er en udviklet evne til at iagttage, siger forfatteren Helle Helle, der har vundet ry for sin fortættede og komprimerede måde at beskrive det helt almindelige liv

Den danske forfatter Helle Helle.
Den danske forfatter Helle Helle. Foto: .

Minimalist, anorektiker, psykologisk realist - der er hæftet mange prædikater på forfatteren Helle Helles fortættede, komprimerede måde at skrive noveller og romaner på, hendes realisme. Men ikke rigtig nogen, hun føler passer - selv om der jævnligt er universitetsstuderende, der sender hende overbevisende opgaver om, at betegnelserne passer.

Men realist, det er hun. Og det kom sig af, at hun havde brug for at styre sig selv som forfatter.

Debutbogen hed »Eksempler på liv« og var helt anderledes end den Helle Helle, man kender i dag. Meget mere absurd og symbolsk. Men da hun skulle skrive næste værk og satte sig til maskinen i det lånte rækkehus i Blokhus, så skete der noget.

- Jeg var begyndt at skrive på en novelle om en mand, der opdagede nogle huller i gulvet, men det virkede for konstrueret. Så besluttede jeg, at jeg hver dag skulle sætte mig ned og skrive noveller, hvor der skulle være et jeg og et du - en mand og en kvinde - der skulle mødes i et rum. Det skulle være skåret helt ind til benet. Skrevet i første person, nutid. Og så besluttede jeg også, at det, der skete, skulle kunne lade sig gøre. Ligesom jeg også kun skulle beskrive alt det, der var konkret. Jeg ville ikke benævne det indre for eksempel - kun hvad de gør og siger.

- Jeg har brug for en spændetrøje, når jeg skriver. Brug for at styre mig selv. I begyndelsen havde jeg svært ved at komme i gang og beslutte mig, når jeg skulle skrive: Hvad er det for en historie, hvad er det for nogle personer, hvad er det, jeg vil sige, og hvordan vil jeg sige det på en måde, det ikke er sagt på før. Så oplevede jeg, at jo snævrere rammer jeg satte for mig selv, jo bedre blev det.

Stedets ånd

- Det allerførste, jeg beslutter mig for, er nok stedet. Hvor teksten skal foregå. Jeg bruger altid et sted, jeg kender, det tilfører historien en masse. Huset i »Hus og hjem« er et hus i Rødby, jeg har boet i, og som lå ved siden af en præstegård, og derfor blev histo- rien sådan. Lejligheden i »Fore-stillingen om et ukompliceret liv med en mand« forgår i en lejlighed, min søster en gang var ude at se på i Valby. Da hun så den lejlighed, boede hun hos min mand og mig i en lille lejlighed - og temaet med den fremmede gæst blev så formet efter, at jeg valgte den lejlighed. Men det er vigtigt, det er et sted, hvor jeg ikke længere er selv.

- Når jeg først har bestemt mig for stedet, har jeg fundet ud af, at det ikke betaler sig at tænke så meget over, om det er det rigtige. Ikke så meget tankespind, det er ikke det, der giver historien.

- Generelt er der længere ventetid på ideerne til novellerne, men kortere skrivetid. Med romanen kan jeg sige til mig selv, at nu starter jeg den 1. januar, og så gør jeg det. Jeg er ret disciplineret og kan altid skrive - jeg gør det bare ikke. På visse punkter har jeg en stor tro på mig selv, og jeg tror altid på, at på et tidspunkt skal der nok komme en bog.

Nogle af Helle Helles noveller minder blot om små snapshots fra en vej, et sted - noget, man som læser kunne være gået forbi og lige have registreret. Det er det ydre, der er bærende hos hende, ikke en fortolkning af personernes indre, deres følelser og refleksioner.

- Konkret går jeg altid rundt med mine ideer som billeder. Det er også derfor, personernes indre ikke er så meget med i mine bøger. Det er scener og billeder. Jeg er ikke gået i gang med at fortolke verden, for det bilder jeg mig ikke ind, at jeg har forstand på. Mit fortrin er en udviklet evne til at iagttage. Det kan være en hund på Hovedbanegården eller noget, jeg har overhørt. Når man overhører en samtale i en bus, skriver man jo netop selv med på historien, og det er faktisk enormt interessant, at man ikke ser personerne, men forestiller sig dem - for måske er det egentlig en kedelig og triviel historie.

Forestillingsevne

- Mine egne forestillinger er det bærende skelet i alt, hvad jeg skriver. Men disse forestillinger bliver fremmanet uden særlig mange ord. Jeg skriver for eksempel ikke, hvordan Anne i »Hus og hjem« ser ud. Det er ikke rigtig min smag med for meget af den slags, og jeg kan ikke rigtig se det for alvor. Det er selvfølgelig også for at være tro over for mit eget projekt. For mit jeg eller hun ville jo ikke begynde at beskrive, hvordan de ser ud. Eller hvordan de bor. Vi beskriver jo heller ikke hinanden på den måde. Det er ikke sådan en fortællerstemme, jeg har.

Mit projekt er, at læseren skal møde mine personer, som vi møder hinanden i virkeligheden, hvor vi også hele tiden må forholde os til, hvad andre siger og gør. Jeg synes, det bliver et sandere udtryk, hvis jeg undlader alt det indre.

Stort lager af know how

Noget af det mest markante ved Helle Helles prosa er hendes sprog. Der er ingen overflødige ord, alt er helt klart og præcist og enkelt formuleret. Et evigt tilbagevendende spørgsmål til hende er, om ikke det tager enormt lang tid at finpudse sådan en prosa?

- Det er, som folk forestiller sig, at mit sprog må være vildtvoksende og stort, og så kommer jeg med beskærersaksen bagefter. Men det kommer sådan. Det er det, jeg bedst kan. Selvfølgelig arbejder jeg meget med sproget. Jeg bruger meget tid på, at det rigtige udtryk skal indfinde sig. Lytter meget og siger altid replikkerne højt.

Beskrivelserne af det ualmindeligt almindelige hverdagsliv er Helle Helles særkende både i romaner og noveller. Men hun lever også selv i virkeligheden og ikke i en glasklokke sammen med computeren. Hun har haft mange forskellige jobs, og det har givet »et stort lager af know how«, siger hun – så det var ikke svært at vælge de rigtige ord til at beskrive Susannes rengøringsvogn i »Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand«, eftersom Helle Helle finansierede Forfatterskolen ved at gøre rent og være i køkkenet på Frederiksberg Hospital.

- Man skal kende til alt det, man skriver om - ellers klinger det hult, man kan mærke det som læser. Man kan som læser mærke, hvis den, der skriver, er i stand til at sætte sig ind i den følelse, der beskrives.

- Jeg er altid bange for at blive opdaget, hvis jeg skriver om noget, jeg ikke ved nok om selv. Jeg bilder mig ind, at jeg kan mærke det i andres bøger - det klinger hult, når forfatteren ikke ved, hvad det handler om. Jeg tror virkelig på, at hvis den, der skriver, er i stand til at sætte sig ind i en følelse, kan det mærkes. Det kan også mærkes, hvor godt jeg kender mine personer. Det kan være dét, der gør, at det virker bevægende.

kultur@kristeligt-dagblad.dk