Den islandske klassiker Njals saga bliver kun bedre ved genlæsning

En klassiker er i en eller forstand ny,hver gang man læser den, ellers ville den jo ikke blive en klassiker.Nok er ordene de samme, men læsningen en anden

Ifølge Heraklit flyder alting, som vandet i dette islandske vandfald. Det samme gør personerne, der optræder i Njals saga. Selve sagaen flyder også. Den er nemlig skrevet i omkring 60 håndskrifter, hvor ingen er ens.
Ifølge Heraklit flyder alting, som vandet i dette islandske vandfald. Det samme gør personerne, der optræder i Njals saga. Selve sagaen flyder også. Den er nemlig skrevet i omkring 60 håndskrifter, hvor ingen er ens. Foto: Robert Bye/Unsplash

Den berømteste klassiker blandt de islandske sagaer er nok Njals saga. Det er den længste islændingesaga, og den har en usædvanlig velgennemtænkt og kunstnerisk komposition – helt uforståeligt, faktisk, når man tænker på, hvordan forfatteren arbejdede dengang omkring år 1280, hvor al litteratur blev skrevet i hånden: ved sin skrivepult, med fjerpen, blæk og kalveskind og nok også en vokstavle, hvor han kunne skrive udkast.

Njals saga er islændingesagaernes store samfundssaga. Den viser, hvordan en konflikt mellem enkelte individer vokser sig så stor, at hele samfundet til sidst er på randen af borgerkrig. Lige så højt, som de to venner, Gunnar og Njal, elsker freden, lige så indædt stridbare er deres koner, Halgerd og Bergtora, som er skyld i en række eskalerende konflikter. Gunnar og Njal må til sidst begge lade livet: Gunnar angribes på sin gård og svigtes af den gennemhårde Halgerd, fordi han har langet hende en lussing, og Njal brændes inde med hele sin husstand. Samfundet kan ikke reddes ad rettens vej, kun af den kristne tilgivelse.

Man kan vende tilbage til Njals saga mange gange. Første gang jeg læste sagaen, gjorde venskabet mellem Gunnar og Njal et stort indtryk på mig. Deres gensidige kærlighed trodser omgivelsernes had. Gunnar er stærk, flot, modig og dygtig i kamp. Men det byder ham imod at slå ihjel. ”Jeg ved ikke rigtigt,” spørger Gunnar sig selv, ”om jeg er mindre mandig end andre mænd, når jeg nu har mere imod at dræbe folk, end andre mænd har.” Både Gunnar og Njal befinder sig begge dårligt i det gamle samfunds mandsrolle, deres sind og verdensanskuelse peger frem mod et kristent moralsæt. Sagaens kvinder er iskolde: De tvinger mændene til at foretage hævn, tvært imod mændenes ønske om fred. De driver den gamle verdens uophørlige hævnspiral frem.

Ved en anden læsning af sagaen stod pludselig Kåre frem – overleveren af den rædselsfulde mordbrand, der tager livet af hans kone og hele Njals familie. Kåre er tynget af sorg og søger rasende hævnen. I sin indædte jagt på mordbrænderen Flose kommer han til sidst til kristendommens centrum Rom som en pilgrim, og ved hjemkomsten til Island forliser han – tilfældigt – neden for Floses gård. Han ender med at tilgive og gifter sig ind i mordbrænderens familie, med Hildegun, enken til Høskuld, som Njals-sønnerne slog ihjel uden grund.

Men så ved en senere læsning af sagaen stod pludselig selve mordbrænderen Flose frem i et tragisk og formildende skær. Han begår den værste udåd i sagaen, selvom han aldrig ønsker at brænde Njal og dennes husstand inde; han er tvunget af sted af sin brordatter Hildegun, som bestemt har sine grunde til hævnen, og som hun vel at mærke ikke kan foretage selv, fordi hun er en kvinde. En kvinde griber ikke til våben. Hun kaster Høskulds blodige kappe i Floses skød, så det levrede blod vælter ud over ham. I den følelsesladede situation konstaterer Flose: ”Kolde er kvinders råd”, og man kan kun være enig. Heller ikke han ønsker hævnen, men er som mand i det gamle samfund tvunget til at foretage den, selvom han finder den uhyrlig.

Mændene er fanger i en voldsspiral, som de fastholdes i af kvinderne. Det er i det hele taget, som om sagaskriveren vil advare læseren mod kvinder og ægteskaber indgået af lyst. Men sagaen viser også, at kvindernes handlemuligheder er begrænsede. De er, ligesom mændene, gidsler af samfundets krav. Det er først kristendommen, som giver menneskene mulighed for at lægge drab, hævn og vold bag sig. I sidste ende er det kun den kristne tilgivelse, der kan løse konflikten endegyldigt og skabe fuld forsoning.

Sådan kan man blive ved at læse Njals saga og ændre mening om dens mennesker, som sagaskriveren har tegnet så levende for os med sin pen. Grækernes gamle Heraklit sagde også, at alting flyder. Af naturlige grunde kan han ikke have læst Njals saga, men i mine ører lyder det næsten som en replik til ikke bare denne saga, men hele Islands gamle håndskriftkultur. Njals saga findes i omkring 60 håndskrifter – i ingen af disse håndskrifter er teksten ens. Teksten flyder. Indholdet skifter. Det er en klassiker.

I klummen ”islandske perler” skriver sagaforsker og litterat Annette Lassen om Islands vigtigste værker.