Hvordan skal man bedømme en novellesamling?
Som den brusende helhed, digteren Tom Kristensen forsvandt i inde i kornmarken. Eller som en fotografisk skarpretter, hvor hvert et strå, hvert et korn tæller.
Det er heldigvis uden betydning, når værket i alle retninger er stort nok. Og det er den israelske forfatter Etgar Kerets første novellesamling på dansk, ”Pineapple Crunch” fra 2018. Stor nok.
Også selvom den i grunden stritter som stængerne på en paraply. For de enkelte tekster bevæger sig uanstrengt horisonten rundt. Fra det krypterede til det – ja, endnu mere krypterede. Fra det sofistikerede til det grovkornede. Fra holocaust til humor. Fra en guldfisk med ternede hjemmesko til himmelske engleskarer, hvor Gud for længst er død.
Og det er faktisk et særsyn at læse en samling, hvor stort set alle noveller har deres eget konsistente liv. Kun titelnovellen er i min optik en anelse flagrende. Og så er det den længste. Men ellers.
Bringer denne novellesamling mindelser om den unge Villy Sørensen? Det falder mig ind. Selvom Keret skærer med en blødere kniv. Sære er de. Men kaster man logikken over bord eller går ind på den anden frekvens, er de egentlig ikke svære. Vilde er de, som Sørensens. Men også milde.
Tag nu novellen om Todd. Skriv en historie, der kan få mig til at score piger, siger Todd til sin ven, forfatteren: så de ikke kan lade være med at gå i seng med mig.
Og det er jo en bunden opgave, der vil noget. Men der er endnu et benspænd... For de skal ikke fortryde det bagefter. Det skal være det hele værd. Historien skal altså både være lystbringende og etisk valid. Til gengæld behøver den ikke være god. Bare den virker!
Her har Etgar Keret fat i litteraturens kerne. Og omdrejningspunktet for sin novellesamling. Det handler om, hvem vi er. Om begrebet identitet overhovedet er til at stole på. Eller om vi kan digte det hele frem. For kunst er forførelse. Og den forførelse har Todd en rørende tillid til. Men hvis man betvinger den, forsvinder den. Ligesom han selv opløses, hvis det hele er spin. Det ved vi bagom både Todd og hans fortæller. Og så er der kun et duftspor og populisme tilbage. For piger kan flamme og forfattere skrive. Men ikke på kommando.
Og lyder det som en pegefinger mod al postmoderne virtualitet og leg med vores inderste kerne, er det kun halvvejs rigtigt. For novellen er netop mystisk. Den beholder sine hemmeligheder, også når den piller alt fra hinanden. Det er jo det, der er kunsten.
Som det også sker i novellen ”Vinduer”, om manden, der har mistet hukommelsen, og lukkes inde i et uhyggespredende virtuelt rum. Eller i ”En maggi-bil”, hvor en tæt sammenpresset Mustang 68 står i stuen som et murstenssymbol på alt muligt andet sammenpresset eller ituslået.
Sådan er der utallige syvkanter i Kerets 22 bittesmå og større noveller. Overalt den samme leg med virkelighedens stabilitet. Overalt spilles der kispus med læseren, så vi aldrig ved, om vi kan stole på fortælleren. Eller forfatteren. Alt er under omrokering. Og at skrive er jo ”bare en slags kløe”.
Og skulle fortælleren indimellem alligevel virke for kalkuleret, jamen, så tag en renhjertet optur i samlingens forunderligste novelle. ”Stigen” handler om englen Zvi, der aldrig er blevet en rigtig god engel. For en engel er glad – og helt glad er Zvi ikke. Gud er død, så en tilbagetur til Jorden er udelukket. Men det er netop det, Zvi længes efter. Og en dag finder han en stige.
Mere skal ikke røbes. For mere ved læseren ikke.
Men vi ved, at der midt i virkelighedens tvivlsomhed er noget, der står fast. Lugten fra et andet menneske. Det er bare om at snuse ind.
Og det er bare om at indånde disse noveller (Pineapple Crush er i øvrigt navnet på en stærk joint, hører vi), der på en måde er demonstrativt uåndelige, men alligevel i den grad kan løfte læseren. Ikke som en brusende kornmark. Men som et spark af en øjenåbner.
Så den sidste stjerne sender jeg op til Zvi.