Der er meget, der er ved at krakelere i Paolo Sorrentinos ”Silvio og de andre”. Toni Servillos plastiske smil som Berlusconi, unge, halvnøgne kvinders blikke, spejle overstrået med kokain.
Men det er også, som om selve filmen kan briste hvert øjeblik. Som om Italien kan knække midtover. Ikke bare revne på den klassiske akse mellem nord og syd, men endeligt nedbryde enhver forestilling om et åndeligt opbygget imperium. For hvad er det for et portræt af den nydelsessyge og skruppelløse Silvio Berlusconi, Sorrentino skaber? Og hvad er det for et Italien, der ikke blot vælger ham, men også stræber efter at være ham?
Det er alt andet end entydigt i en film, der overdrevent svælger i smukke billeder af stoffer og sex. Men også er faretruende tæt på at forstene i den glitrede overflade, Sorrentinos tidligere værker ellers imponerende formår at overskride.
Efter kras kirke- og kapitalismekritik i engelsksprogede ”The Young Pope” og den ødsle ”Youth”, der øste ud af kærlighed til livet og kunsten, vender Sorrentino hjem til modersmålet og forfaldets dekadence fra ”Den store skønhed” og det politiske maskespil fra ”Il Divo”.
Det er stadig Luca Bigazzi, der orkestrerer billedernes symfoni og giver Sorrentinos fabel en tydelig æstetisk signatur. Psykedeliske piller falder ned fra himmelen som en plage, mens halvnøgne starletter, berusende uvidende om forfaldets uafvendelige kommen, danser videre.
I 2006 er Berlusconi og Forza Italia ikke længere i regering, men Italien er stadig kontamineret af efterdønningerne. Filmens første del kredser begærligt om brushovedet Sergio (Riccardo Scamarcio), der ikke bare drømmer store drømme om magt, men netop er forgabt i Berlusconis måde at forvalte den. Sergio småsvindler og bedrager sig frem mod målet: foretræde for Silvio. Han lejer en gigantisk villa på Sardinien, lige over for Berlusconis, og fylder den med unge damer, stoffer og technomusik for at lokke byttet ud af sit bo.
I anden del træder vi, men ikke Sergio, ind i Silvios gemakker. Han ligger i skilsmisse med hustruen Veronica (Elena Sofia Ricci), der fungerer som det kritiske publikums ”stand-in”: ”Hvem er du?”. ”Hvorfor vil du magten?”. Silvio glider igennem spørgsmålene som en adræt ål, alt imens hans blik begynder at flakke mod nabovillaens excesser. Der er helt tomt bag det polerede smil, han lever kun rigtigt i en scene, hvor han ringer til en tilfældig kvinde og foregiver at være ejendomsmægler, sælger af luftkasteller og drømme om en bedre morgendag.
”Silvio og de andre” er kildrende provokerende. Især fordi Berlusconi ikke er en helt igennem grotesk figur. Sorrentino tillader en form for nåde midt i det dekadente setup, en forening af det depraverede, det satiriske og det, ja, menneskelige.
I de sidste scener, efter Berlusconi har genvundet magten, graver brandmænd en imposant Jesus-statue frem efter jordskælvet i L’Aquila i 2009. Alt imens tænder premierministeren sin falske vulkan alene hjemme på Sardinien. Alting forsvinder op i luften, og hvad meningen er med galskaben, står spørgende skrevet i ansigterne på de brandmænd, der heroisk har forsøgt at undgå, at verden går i brand. Udslukkede sidder de tilbage blandt Italiens moderne ruiner, mens Romerriget på ny krakelerer.