Den Jyske Operas turnéforestilling skæmmes af en uæstetisk scenografi

Musikken er skøn, men der er intet strejf af Egypten

Det var i Odense Koncerthus, hvor Den Jyske Opera præsenterede sæsonens turnéforestilling ”Aida”.
Det var i Odense Koncerthus, hvor Den Jyske Opera præsenterede sæsonens turnéforestilling ”Aida”. . Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix.

Verdi skrev 27 operaer, og selvom det nøjagtige tal er noget omstridt på grund af forskellige versioner af samme værk, er der god grund til at holde fast i tallet 27 – det er i hvert fald, hvad Verdi-selskabet i Parma gør. Det består af 27 medlemmer, der hver repræsenterer et af hans værker i genren. Når en af dem falder bort, mødes de 26 overlevende for at vælge en efterfølger. Alle er de mænd. Jeg spurgte engang en af dem, om kvinder mon kan søge optagelse i selskabet. Der blev svaret, at det kan de skam godt – de bliver bare ikke valgt ind.

Af de 27 operaer er ”Aida” en af de allermest populære, og den anses af mange også for at være den mest pompøse, sikkert på grund af den fantastisk flotte triumfmarch, der med smældende trompeter altid gør sin virkning. Det havde man også forventninger til lørdag eftermiddag i Odense Koncerthus, hvor Den Jyske Opera præsenterede sæsonens turnéforestilling, der netop er ”Aida”, og i de følgende måneder skal rejse land og rige rundt. Håbet om atter at kunne nyde Verdis storslåede musik blev til fulde indfriet. Det talstærke Odense Symfoniorkester var ikke alene hørbart, men i høj grad også synligt – der er ingen orkestergrav i Carl Nielsen Salen i Odense Koncerthus. I den herlige akustik i dette store rum, hvor en væltet stol på scenen lyder som et voldsomt rabalder selv nede på de bageste rækker, var det virkelig en fryd at høre Verdis skønne partitur blive vakt til live under musikalsk ledelse af den engagerede Jakob Hultberg. Sangerne var mere end blot acceptable, men en nærmere vurdering af de enkeltes præstationer er knap så relevant i denne sammenhæng, da samtlige roller er dubleret og veksler efter et kompliceret mønster frem til sidste forestilling den 4. december.

Den Jyske Opera har søsat operaen som ”Giuseppe Verdis episke fortælling om den etiopiske prinsesse Aida og hendes kærlighed til sin egyptiske fangevogter Radamès” – men der var ikke så meget som et strejf af noget egyptisk i scenebilledet, der viste sig at være opdateret på den efterhånden gængse måde, hvor man hverken tager hensyn til komponistens intentioner med sit værk eller for den sags skyld tekstens indhold. Scenisk befandt vi os tilsyneladende i en eller anden nutidig diktaturstat med sortklædte banditter og sorte faner – det osede af brutal fascisme (men ak, stakkels Verdi kan da ikke gøre for, at fascismen opstod i Italien længe efter hans død).

Operaen synges på italiensk, men med danske overtekster, og de viste med al tydelighed det uheldige i konceptet: at kunne læse om overguden Osiris og ”Egyptens hellige bredder”, mens man på scenen var et ganske andet sted i en ganske anden tid. Aida selv (ved lørdagens forestilling flot sunget af den ukrainske sopran Yulianna Bawarska) tumlede afmægtig omkring i et mørkt dress, hvorpå der med store hvide versaler stod ”NO LAND” – både for og bag, så ingen skulle tage fejl, når hun vendte ryggen til. Ja, den stakkels prinsessse var hjemløs – og det var Verdis genistreg af en opera egentlig også.

Det skal medgives, at kravene til en turnéforestilling, hvor man hurtigt skal pakke tingene sammen og videre til næste spillested, sætter sine begrænsninger for muligheden for at genskabe et mini-Egypten fra en fjern fortid, men det lille scenerum var slet og ret uæstetisk.