Prøv avisen
Udstilling

Den jyske sherif, som vendte museet på vrangen

Lokale og internationale kulturpersoner er foreviget på bagvæggen i lokalet, hvor Lisbeth Hermansen gør klar til udstillingen. Hun bestyrer både Hygum Kunstmuseum i det gamle misssionshus og Country Town. – Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Lisbeth Hermansen bestyrer både et kunstmuseum og halvdelen af Dybe Mejeriby – seks huse – sydvest for Lemvig, som hun har døbt Country Town. Det har taget hende flere år at skabe citrongult lys, og i øvrigt mener hun, at vi mangler en åndelig revolution

Lisbeth Hermansen står sammen med en række kunstnere i en nedlagt kro (og tidligere mejeri) i Dybe Mejeriby, som hun købte for en håndfuld år siden. Den er sammen med den tidligere købmandsgård overfor, hvor hun selv bor, blevet omdannet til Country Town.

Dagen før ferniseringen på en ny udstilling er kunstneren Marianne Jørgensens hesteværk ikke kommet. Nogle af de over 20 udstillere ankommer drypvist til kroen.

Lisbeth Hermansen, som blev landskendt, da hun udråbte sig selv til sherif i sin egen by, kigger på en række billeder med motiver, nogle ville rubricere som ”udkants-kunst”.

”Det er så meget country, at Thomas Wolsing laver en crashet traktor i broderi!”.På væggen i det tilstødende rum har en fisker malet lokale og internationale kendisser – Elvis, Johnny Madsen, Dylan. I hjørnet står en model af Graceland. Det er fast inventar, og det bekymrer Hermansen, at ansigterne og Pres-leys domicil vil forstyrre i rummet.

Det er fredag, og vi er meget langt væk fra storbyen.

Det er meningen.

”Folk bliver cowboy’dere, når de træder herind. De går ind i en fantasi, en leg – og så kommer smilet frem.”

Der står nogle kæmpe gule høns af træ foran Lisbeth Hermansens hus. Huset med skiltet, som siger:

SHERIF

KONTOR

ÅBENT 14-17

HER KAN ”NYBYGGERE” KOMME OG MELDE SIG. DER ER STADIG FLERE, DER FLYTTER FRA ”LAND TIL BY”, MEN HVIS DE OVERVEJER AT VENDE OM, KAN DE MELDE SIG HER

Udstillingen på kroen bærer titlen ”Western & Country”, og Hermansen ønsker, at kunstnerne tager den bredskyggede hat på og rider mod vest. Kunstneren Kirstine Fryd er ved at hænge sin fotoserie ”Cowgirls Dreaming” på væggen. Her ses modige enspændere i en drømmelignende tilstand. Eller er det mareridt?

På Anna Baks to billeder ses linedansere, der går rundt som indianere og laver indianerlyde. Der lægges porcelænsmajskolber på et bord, og i et hjørne af den støvede bygning har Sonja Lillebæk Christensen placeret sit videoværk, og en orange hoppebold med en smilende mund hopper rundt på skærmen. Western-fortællingen handler blandt andet om de oplevelser, hun havde i denne kro som barn, da hendes mor arbejdede som servitrice.

Denne eftermiddag hersker der en uhøjtidelig stemning i Country Town. Man må gerne skeje ud, trække sig ud af hverdagens vante former og systemer. For processen – legen – er sjovest, mener 63-årige Hermansen, som endnu ikke ved, hvor værkerne skal stå. Men hun ved, at hun vil vågne næste morgen med en klar plan.

”Altså det er sådan, at i den ultimative frihed stilles der de største krav, så den her selvjustits kræver meget mere end et fastsat system. Selvforvaltning er det sværeste. Jeg har et stort overblik, jeg kan overskue ekstremer.”

Det ligger vel til Sherif-hvervet, altså at føre tilsyn?

”Haha, jeg skal jo have styr på tingene. Der er vide rammer, men man skal ikke spøge med sheriffen, for så kommer seksløberen frem.”

Det er ikke første gang, hun siger den sætning.

Hun vil ikke være pedel. Stedet er et fristed for alle; folk må selv finde hammer og søm.

”Det er forbudt at være kedelig. Det siger Lisbeth,” forklarer en af kunstnerne, inden hun krydser gaden til Lisbeth Hermansens hus. Sheriffen inviterer til kylling med krydderurter fra den vildtvoksende have.

”Det er ikke noget, jeg finder på.”

Nogen har tændt et batteridrevet plastiklys. Lisbeth kan kun lide stearinlys. Ved bordet går diskussionen om ”det autentiske”, ”Bonderøven”, meningen med cowboy-halløjet, og hvor fantastisk Country Town kunne være som kursussted.

Lisbeth Hermansen har taget en snor med et buffalo-motiv om halsen. Hun fortæller om den nat, hvor hun sov på kroen og blev vækket af en gangster. Hun råbte: ”Se at komme ud af byen, tag hvad I vil ha’ og skrid, og det er nu!”.

Og om de 150 unge fra en international blafferorganisation, som besøger kroen i 14 dage i august. Og om udstillingen ”Ånd”, som hun lavede på Hygum Kunstmuseum sidste år og udstillingen ”Hygum på vrangen”, hvor græs og havemøbler stod indenfor. Udenfor kunne man se kunstværkerne, som hang på muren. Hun samarbejdede med Hygum Kirke og lavede en meditation dér.

”Jeg ophævede museet, vendte det på vrangen. Når man gik ind, så gik man ud.”

Bagefter overvejede hun at lukke det. Måske var museet nået til en endestation. Men så skabte hun det, som måske viste sig at være begyndelsen. Kulminationen på alt, hvad hun har lavet indtil nu. ”Hvad viser du deroppe?”, spørger én ved bordet.

”Lys. Jeg prøver at definere museet, gå til bunds i hele grundfundamentet, museets rammer. Sammen med lys, der skinner fra jorden, fra det indre til det ydre. Fra det ydre til det indre. Lyset er der; det er ikke noget, jeg opfinder.”

Næste dag kører Lisbeth Hermansen mig ud til Hygum Kunstmuseum.

I bilen taler hun om linjerne i landskabet, der altid er perfekte, sublime. Som at se en skulptur, hvor alle former er rigtige. Bilradioen spiller ofte soul, for ”soul får én ind på nogle tanker”. Som barn lyttede hun til vinden; forældrene var ikke til musik. Men nu synger hun ”What I Got in Mind”, som hun første gang hørte på en cd fra en tankstation og senere selv indspillede til et projekt. Det er ikke Sammy Davis Jr. Det er en vibrato med vestjysk accent.

Så ses en lille brik i landskabet. Museet, der sejler oven på Hygum Bakke. Allerede på afstand, bliver Lisbeth Hermansen berørt.

”Først er der kornmarker, så Hygum Kirke, landskabet, Limfjorden, Thy i baggrunden – og så en kæmpe høj himmel. Museet mellem fjord, hav og himmel.”

Fra 1888 var det et missionshus. Helt indtil 1997, hvor hun overtog det: ”Herfra blev der sendt missionærer ud i hele verden. Det overvejer jeg at gøre igen,” ler hun. Missionsfolk og kunstnere har meget tilfælles. ”De søger.”

Formidling er ikke-eksisterende. Her er kun et citrongult lys. Det fylder hele museet. Men det er, som om museumslederen ikke tør gå længere ind i bygningen. Hun bliver stille og går væk fra lyset, ud til den blafrende vind. Tørrer øjnene.

”Nu sker der det samme, som under åbningen i sidste uge. Der var én, der sagde: ’Grundtvig plejede også at hulke, når han skulle tale om noget vigtigt.’ Det er aldrig sket for mig tidligere.”

Der plejer at være over 100 kunstnere repræsenteret på udstillingerne i Hygum Kunstmuseum. I år er de gemt væk. Der er kun hendes eget lysværk.

For Lisbeth Hermansen er det lillebitte museum på en mark et eksperiment:

”Det skal være en del af omgivelserne. Mens alle andre museer er store og i centrum, så er Hygum Museum det modsatte.”

Har du altid haft en så kompromisløs attitude?

”Man skal gøre det, man selv synes er vigtigt. Ellers kan man jo åbne en isbod. Så vil der komme mange mennesker. Og ingen klager. Jeg vil vise det bedste. Noget har folkelig appeal, andet har en begrænset skare. Kunst er en alvorlig sag. Vi skal helst gå lidt længere, end vi selv er. For at nå det sublime. Det, vi ikke ved endnu.”

Endelig går vi ind i det gule lys.

”Hele museet er ét værk. Belyst, besjælet,” siger hun.

”Der var rigtig meget på spil med dette værk. Jeg har aldrig oplevet sådan noget før. Men jeg undrer mig stadigvæk over, hvad det er. Man laver ikke sådan noget for sjov. Der er nok noget stort på vej.”

Folk kommer langvejs fra for at passe museet. Engang var der frivillige passere, som mente, folk skulle gøre sig fortjent til at komme ind.

Der er altid fuglereder i bygningen, siger hun. Stemmen runger.

Hvad er det med dig og gul?

”Det startede med den gule bevægelse. Jeg malede mit bord gult og inviterede til gule møder. Gul er den lyseste farve, og ingen andre brugte den på det tidspunkt. Det er jo en grundfarve; man kan ikke tage patent på den. Men jeg var den første til at tage farven politisk i Danmark.”

For Hermansen er al kunst en skitse; et forsøg på at finde noget.

Har kunstnere en særlig forpligtelse?

”Vores stof er jo livet. En kunstner er forpligtet på sandhed. Det, jeg prøver med museet, er at arbejde med en ufattelig kraft. Vi må ikke fortabe os i det negative. Der er så mange ting, vi ikke har opdaget. Vi mangler stadigvæk en åndelig revolution. Hvis ikke vi har lidt perspektiv, udsyn til space eller evigheden, hvis ikke vi har en fornemmelse af, hvor vi sejler hen i det her univers og søger noget større end os selv, er der ingen grund til at stå op om morgenen.”

Også på vejen hjem taler hun om ”de smukkeste bakker i Danmark”, som umuligt kan være menneskeskabte:

”Vi har fået alt forærende, en ufattelig skønhed, men vi glemmer at se. Der er en skramlen og raslen alle vegne. Folk tror, at jo mere aktivitet jo bedre.”

Bilen passerer Vandborg.

Hermansen bruger meget ordet ”vi”.

”Vi er hinandens skæbner og dybt afhængige af hinanden, over hele kloden. Vi har nået nogle grænser: Hvor meget vand har vi egentlig tilbage? Vi skal finde nogle nye måder at tænke samfund på. Granske vores plads på jorden. Hvad er det, vi gør forkert? Mennesket er begrænset af vores sanser, selv hunde har bedre lugtesans. Det er så dumt at være så endimensionel, når universet er uendeligt. Vi når ikke længere, hvis ikke vi finder ud af, hvad vi er en del af. Lad os starte et andet sted – ellers går vi galt i byen.”

Vi.

”Hej sherif. Vi troede du var ude i en hængning.” Lisbeth Hermansen kommer for sent til åbningen på grund af vores improviserede pressetur. Gæsterne venter i kroen.

Sheriffen elsker det spontane. Udstillingen er kurateret on the fly. Nogle værker er stadig ikke ankommet.

”Nu er det ikke længere et galleri, men en western saloon. Det hele er blevet helstøbt.”

Også her er vrangen vendt ud på den tidligere kro, hvor intet er forbudt eller umuligt. Hesten – en indianerhest med et tredje øje (lavet af sækkelærred og mange tuber lim) – er også ankommet. En hund ved navn Venus vimser rundt med en rød bandana om halsen. Folk sipper til urtedrinks.

Lisbeth Hermansen sidder i baren og fortæller, at Country Town har haft besøg af Space Cowboys, som landede i kornmarken uden for kroen og lavede love for fred i rummet. Med start dags dato. Uden på bygningen har Nina Wengel sat plakater med budskabet ”Wanted Space Peace Now”.

Alt ånder fred og dyb ro i eventyrlandet på Pugholmvej 17 i Dybe Mejeriby.

Indtil en vestjysk røst møver sig ind:

”Glæd jer til hestesadlen med farver på kommer. Den er ren country.”

Melou Vanggaards værk var forsvundet hos GLS. Adressen var nok svær at finde. Lisbeth Hermansen fandt sadlen i Fjaltring købmandsbutik.

Udstillingen ”Lys”, der netop er åbnet, kan ses indtil den 1. september og rummer blandt andre værker også Kirstine Fryds ”Cowgirls Dreaming”. – Foto: Andreo
Kunstneren Thomas Wolsings broderi af en traktor til den nye udstilling. Foto: Andreo