Den kinesiske silkevej mod magten

Peter Frankopan fortjener stor ros for sin meget læseværdige fremlæggelse af den kinesiske verdenspolitik. I ”De nye silkeveje” får man syn for sagn

En tale af den kinesiske præsident Xi Jinping er omdrejningspunkt for den britiske historiker Peter Frankopan i hans nye bog ”De nye silkeveje”. Bogen er en opfølger til historikerens meget roste ”Silkevejene”, der blev en uventet global bestseller med angiveligt over en million solgte eksemplarer verden over. – Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix.
En tale af den kinesiske præsident Xi Jinping er omdrejningspunkt for den britiske historiker Peter Frankopan i hans nye bog ”De nye silkeveje”. Bogen er en opfølger til historikerens meget roste ”Silkevejene”, der blev en uventet global bestseller med angiveligt over en million solgte eksemplarer verden over. – Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix.

I september 2013 drog den kinesiske præsident Xi Jinping til Kasakhstans hovedstad, Astana, og holdt, hvad der skulle vise sig at være en skelsættende tale. Hans tema var silkevejene, som i sin tid løb fra Kina igennem Centralasien, men det var ikke en historisk tale. Xi Jinping så fremad og foreslog ”et nyt økonomisk bælte langs silkevejene”. Han ville knytte de økonomiske bånd mellem Kina og Centralasien stærkere og udnytte samarbejdsmulighederne i Eurasien, Europa og Asien. Silkevejenes historie viste, sagde han, at folkeslagene langs med vejene i høj grad havde været i stand til at samarbejde og dermed skrive en fælles historie om venskab, fred og udvikling.

Talen blev indledningen til en omfattende global satsning fra Kinas side, som mange hundrede af milliarder dollars senere er blevet et helhjertet forsøg på at ville gøre en ende på den europæiske og senest amerikanske verdensdominans.

Xi Jinpings tale er et omdrejningspunkt for den britiske historiker Peter Frankopan i hans nye bog ”De nye silkeveje”, en opfølger til hans meget roste ”Silkevejene”, som udkom i 2015 (dansk udgave 2017) og blev en uventet global bestseller med angiveligt over en million solgte eksemplarer verden over – ikke så få af dem i Kina. Frankopans historiske forskningsprojekt på universitetet i Oxford fik med Kinas store globale satsning nøjagtig den aktualisering, som enhver forfatter kun kan håbe på. Talen satte den historiske fremstilling i relief – og omvendt.

Opfølgeren er en mindre historisk, mere journalistisk, meget detaljemættet gennemgang af takterne i det kinesiske bud på verdensmagten efter præsident Xi Jinpings tale, i denne danske udgave uoversat kaldt for ”Belt and Road-initiativet”. Men det er nok heller ikke så let at oversætte fornuftigt.

Initiativet begyndte i Centralasien, men kom hurtigt til også at indbefatte Afrika, dele af Europa og Sydamerika, ja hele kloden. I Afrika investerede kineserne millioner af dollars i veje og jernbaner, i kraftværker, højspændingsnet og rørledninger – ”de kinesiske kreditter opbygger kontinentet”, som det er blevet formuleret. Bagsiden af dette er, at de således hjulpne lande i investeringsprocessen gældsætter sig dybt til Kina og ofte har mere end svært ved at betale tilbage, hvilket selvfølgelig kan udvikle sig katastrofalt i tilfælde af en global recession.

Frankopan interesserer sig i bogen ikke mindst for udviklingsperspektiverne for aktuelle andenrangsmagter som Rusland, Indien, Pakistan og Iran, som han mener, har størrelsen og potentialet til noget stort, givet de rette betingelser.

Der er meget mellemfolkeligt flor i de kinesiske skåltaleformuleringer, men man skal ikke være i tvivl om kinesernes motiver. Initiativet er formuleret af kinesiske politikere og teknokrater, det er finansieret af kinesiske banker og drejer sig først og fremmest om at sikre de fornødne ressourcer og muligheder for fremtidig kinesisk vækst – ordet imperialisme er bestemt på sin plads.

Initiativet skal desuden, ifølge Frankopan, medvirke til Kinas overgang fra at være en produktionsøkonomi, verdens industrielle ”power house”, til at blive en tjenesteydelsesøkonomi baseret på ekstern produktion. Kina har en problematisk befolkningsudvikling med en meget høj gennemsnitsalder, hvilket betyder, at landet ikke i længden vil kunne levere den nødvendige arbejdskraft. Det kan Afrika til gengæld, igen under de rette betingelser.

Peter Frankopan fortjener stor ros for systematisk at have undersøgt den kinesiske verdenspolitik og i bogen også meget læseværdigt fremlægge den. Frankopan er tydeligvis imponeret og virker ikke særlig skræmt over dens perspektiver, som kan blive skelsættende, ikke mindst for Vesten. Kineserne mener deres comeback alvorligt, og deres initiativer sættes i relief af Trump-administrationens noget konfuse isolationisme og EU’s generelle handlingslammelse.

Frankopan er yderst kritisk over for Trump, dog uden at fremlægge en overordnet vurdering af konsekvenserne. Man kan desuden savne en realistisk overvejelse af, hvordan det kan blive at leve i en verden, der er kinesisk domineret. Vil et relativt frit, demokratisk Vesten stadig være en mulighed? Hvad med Europa under de betingelser? EU virker allerede slået, og den mere end lurende skilsmisse mellem EU og USA gør perspektivet værre.

Frankopan citerer tidligere udenrigsminister Henry Kissinger for i 2018 at sige, at vi ”befinder os i en meget, meget alvorlig periode”, hvor splittelsen ned igennem Atlanterhavet vil gøre Europa til ”et vedhæng til Eurasien”, som vil være tvunget til at orientere sig ikke mod vest, men mod øst mod Kina, hvis mål det er at blive ”den øverste vejleder for hele menneskeheden”.

Ikke just et opmuntrende perspektiv.