Prøv avisen

Jane Austen viser sig som den kloge og ironiske feminist

4 stjerner
Jane Austen blev født i 1775, forblev ugift og brugte sit liv på at beskrive engelsk klassedelt borgerlighed. Her det Ozias Humphrys ”The Rice Portrait of Jane Austen”. Maleriet er længe blevet anerkendt som værende det eneste eksisterende portræt af Jane Austen, men de senere år er der blevet spekuleret i, om maleriet nu rent faktisk også forestiller Jane Austen. – Foto: Ho/Reuters/Ritzau Scanpix

Jane Austens forfatterskab rummer opbyggelig tale til kvinder, der sætter vor tids kønsdebat i perspektiv. Romanen ”Emma” er nu blevet smukt genudgivet

I en tid med endeløs tale om kønsroller og kvinders muligheder er det interessant at læse Jane Austens forfatterskab. Jane Austen skrev sine berømte romaner i begyndelsen af 1800-tallet, og titler som ”Stolthed og fordom”, ”Fornuft og følelse” og ”Emma” sidder i bevidstheden som vidnesbyrd om en fortid med klassiske engelske normer og en spirende erkendelse af, at rammerne var i færd med at blive for snævre.

Forlaget Lindhardt og Ringhof genudgiver i disse år Jane Austens klassikere. Senest er ”Emma” udkommet i denne særdeles smagfulde serie, og man bliver glad blot af at have disse æstetisk gennemtænkte nye udgivelser stående på reolen. ”Emma” handler om den unge Emma Woodhose, der bor sammen med sin far på godset Hartfield i Surrey og er en forkælet og ombejlet kvinde. Som dagligt tidsfordriv forsøger Emma at bringe folk sammen i par og gør især et projekt ud af veninden Harriet, der skal dannes, formes og afsættes.

Alt går dog helt anderledes, end Emma forestiller sig. Dette skyldes ikke mindst, at den attraktive Frank Churchill kommer til byen og skaber rod i det hele. Emma tror i sin lidt romantisk overophedede tilstand, at de er bestemt for hinanden, men i sidste ende viser det sig, at det er hende selv – Emma – der bliver brugt i andres dobbeltspil. Til sidst indser hun da også, at hun har opført sig indbildsk og umodent og kan omsider finde sammen med den forstandige Mr. Knightley, der i årevis fra sidelinjen har elsket hende og fulgt hendes forvirrede bevægelser. ”Emma” er overlegent sprogligt leveret, og skønt den i passager kan føles en lille smule langtrukken, når konversationen går i tomgang, illustrerer den forfatterens store betydning.

Jane Austen blev født i 1775, forblev ugift og brugte sit liv på at beskrive engelsk klassedelt borgerlighed, mens hun nærmest side for side opdrager på sine figurer og dermed også på sine læsere. Austens handlingsforløb har noget trivielt over sig, for vi befinder os i en lille verden, hvor folk går på endeløst mange visitter og ængstes for den næste mulige forkølelse, hvis de vover sig ud i regnen.

Herudover er kønnenes positioner i centrum, og meget kredser om den kendsgerning, at kvinden var så afhængig af at blive gift, at panikken griber om sig, når årene går uden udsigt til ægteskab. Også ”Emma” beskriver intenst forholdet mellem kønnene og deres gensidige forestillinger om hinanden. For eksempel siger Mr. Knightley til Emma, da han forklarer, hvordan Harriet (uden Emmas hjælp) har fundet den rette mand: ”Din veninde Harriet vil fortælle dig en meget længere historie, når du ser hende. Hun vil give dig alle de småbitte enkeltheder, som kun kvindesproget kan gøre interessante. I vores samtale tager vi os kun af de store.” Eller i et øjeblik, hvor en flok i byen besigtiger et lokale, der skal bruges til et bal, og de diskuterer, om det er rent nok.

Austen skriver: ”Her udvekslede damerne formodentligt blikke, som sagde: ’Mænd aner ikke, om noget er snavset eller ej’, og herrerne tænkte måske ved sig selv: ’Kvinder har jo deres små tossestreger og unødvendige bekymringer.’”

Der er langt herfra og hen til teorien om kønnet som kulturel konstruktion, og med sin beherskede og ironiske feminisme fremstår Jane Austen som en forfatter, der vil opbygge mennesket uden at omvælte dets natur. Hun har stor sans for det fastlåsende potentiale ved kulturelle mønstre, men hendes litterære bestræbelse synes at være inden for det bestående at opbygge til personlig styrke og værdighed.

Således fungerer hun som en slags katalysator for nutidens mere voldsomme kønsdebat, for hun er en dannende kulturkritiker frem for at være en revolutionær, og i den ånd lader hun Emma sige nogle ganske vidunderlige ord til Harriet, da denne skal håndtere en ulykkelig kærlighed. Der er både sarkasme og pragmatisk fornuft til stede, når Emma opfordrer Harriet til for sin egen skyld at strenge sig an, så hun kommer i vane med at beherske sig og: ”overvejer, hvad der er din pligt, bliver opmærksom på, hvad der passer sig og bestræber dig på at undgå andres mistro, skåner dit helbred og dit gode navn og genvinder din ro.”

Jane Austen er ikke en forfatter, der som de lidt senere engelske Brontë-søstre rækker ned til de dybere eksistentielle lag, men i den mere letløbende og sprogligt suveræne stil hører hun med i flokken af de stærke frigørelses-pionerer, der virkelig på egen krop erfarede kvindens begrænsede råderum. Austen er en eminent iagttager af menneskets mange træk, der i små øjeblikke og tilsyneladende tilfældige samtaler kommer til udtryk som forfængelighed, ondskabsfuldhed, hengivenhed, storsind og kærlighed, og hun forstår, at kvinden midt i de konventionelle kræfter må finde sin egen vej. Jane Austen skulle engang have sagt: ”En kvinde, der er så uheldig at være intelligent, må bruge sin intelligens til at skjule denne diskvalificerende omstændighed.”

Selv har hun dog været med til at gøre det synligt, at kvinder med fordel kan både tænke, tale og skrive, og Jane Austens største romaner hører til i enhver bogreol. Ikke mindst i denne nye smukke udgave. Og skønt ”Emma” ikke er på højde med for eksempel ”Fornuft og følelse”, viser Jane Austen sig også her som den kloge og ironiske feminist fra en tid, hvor den slags virkelig var påkrævet.