Prøv avisen
Bog

Den kolde krig er historie, men historien er ikke slut

4 stjerner
I sin bog giver Samuel Rachlin en gedigen fremstilling af begivenhederne i Østblokken og overvejelserne i Kreml under den kolde krig. Den sidste sovjetiske leder, Michail Gorbatjov, afstod fra med magt at redde de kommunistiske regimer i Østblokken, hvorefter de og USSR brød sammen. Her ses Gorbatjov (tv.) hilse på DDR’s daværende leder Honecker i anledning af 40-året for DDR’s oprettelse. Få måneder efter brød DDR sammen. Foto: DPA/Polfoto

Skønhedspletter skal ikke skygge over , at Samuel Rachlin har skrevet en solid bog om stalinismens arv

I efteråret 1939 var Samuel Rachlins danske mor og litauiske far på besøg i Danmark og Sverige, mens Tyskland og Sovjetunionen delte Polen mellem sig. Med en vis tillid til en fredelig fremtid for landet vendte de i november tilbage til Litauen. Men da det alligevel blev besat af Sovjetunionen, forvistes de til Sibirien. Her blev Samuel Rachlin født, og her tilbragte hans sine første skoleår.

Den brutale forvisning viste sig at blive en forklædt velsignelse, da Tyskland i 1941 besatte Litauen og udryddede jøderne. Først efter statsminister H.C. Hansens officielle besøg i Moskva under det korte tøbrud i 1956 fik familien Rachlin lov at vende tilbage til Danmark. Få måneder efter invaderede de sovjetiske tropper Ungarn. Tøen frøs igen til is.

Denne kolde krigs historie beskriver Samuel Rachlin i bogen ”Bag den kolde krigs tåger”, der bygger på andres værker om perioden og offentliggjorte arkivalier. Han begynder med Ribbentrop-Molotov-pagten fra august 1939, der fordelte Mellem- og Østeuropa mellem Hitler og Stalin. Men efter det tyske angreb på Sovjetunionen i juni 1941 tabte Stalin hele sin gevinst, som Roosevelt og Churchill gav ham tilbage med aftalerne i 1945 i Jalta. Dermed sænkede Jerntæppet sig, og den kolde krig kunne begynde.

Den sneg sig ind på verden som en tågebanke og slog Mellem- og Østeuropa med kulde og elendighed, som østtyskerne i 1953, polakkerne i juni 1956 og ungarerne i oktober 1956 forgæves forsøgte at vriste sig fri af. USSR kunne gøre med dem, som det ville. Derfor gik tjekkerne anderledes forsigtigt til værks i 1968 med deres ”forår i Prag”, som alligevel blev for meget for USSR, der slog foråret ned i august.

Først da USSR i 1979 efter megen tøven besluttede sig for at invadere Afghanistan, gik USSR længere, end det magtede. Som præsident Carters sikkerhedspolitiske rådgiver Brzezinski dengang bemærkede, afgjordes Østeruopas skæbne af mujahedinerne i Afghanistans bjerge, hvorfor USA forsynede dem med våben.

Den sidste sovjetiske leder, Gorbatjov, trak hæren hjem for at koncentrere sig om at redde Ruslands økonomi og reformere regimet for at redde kommunismen. Begge dele mislykkedes som bekendt, men fordi Gorbatjov afstod fra med magt at redde de kommunistiske regimer i Østblokken, brød den og USSR sammen. Den kolde krig var historie.

Det er Rachlins slutpointe, at historien ikke dermed er slut. Putins fremfærd kan være forstadiet til en ny krig. I et analytisk efterskrift viser Rachlin, hvorledes Putin viderefører den russiske undertrykkelsesstrategi fra læremesteren Stalin, der ikke tilfældigt har fået en renæssance i Rusland. For at holde befolkningen nede under hans kleptokratisk-autoritære styre skal det have ydre fjender og nye sejre som i Tjetjenien, Georgien, Ukraine og Syrien.

Putin anvender de kommunistiske lederes udenrigspolitiske metode, der bestod i at kaste sig ud i det, for ”går den, så går den”. Derfor udviklede USA ”inddæmningsstrategien”, der satte en stopper for den sovjetiske ekspansion, og det er vel den, der skal bringes i anvendelse igen, hvis ikke vi skal vågne op til ”små, grønne mænd” i Estland, Letland eller Moldova.

I sin bog giver Rachlin en gedigen fremstilling af begivenhederne i Østblokken og overvejelserne i Kreml under den kolde krig. Men den kolde krig havde jo to sider, og bortset fra afsnittene om Marshall-hjælpen og Cuba-krisen gøres der ikke meget ud af Vestens handlinger og modtræk. Det forbigås, at Storbritannien, Frankrig og Israel med deres angreb på Egypten til USA’s vrede gjorde det lettere for Krustjov at slå oprøret i Ungarn ned.

Den russiske triumf med Sputnik og Gagarin nævnes ikke, selv om den gav stødet til Kennedys rumprogram efterfulgt af Reagans initiativ med SDI, som Rachlin trækker på skuldrene af, uagtet at disse initiativer medvirkede til at få Rusland til at forbløde og Gorbatjov til at opgive den kolde krig.

I nogle små, relevante kapitler følger vi Rachlin-familiens skæbne og Samuels egne erfaringer, ikke mindst med den danske venstrefløj, som i 1970’erne svor til socialismen, marxismen og de kommunistiske regimer. Den stemplede ham som en vanvittig koldkriger, når han i artikler og i Danmarks Radio fortalte om de faktiske forhold i Østblokken. Her havde det nok været fair, at han havde nævnt, at venstrefløjens antiamerikanisme trods alt hang sammen med USA’s krig i Vietnam, der var en følge af den ellers så vellykkede inddæmningsstrategi.

Skønhedspletter er der således i Rachlins værk, men de skal ikke overskygge, at han har leveret en god, solid fremstilling af den kolde krig, først og fremmest som den blev ført fra USSR’s side, og af den sovjetiske tænkning, der skabte denne krig, og som fortsat lever i Putins Rusland.

Gæsteanmelder Per Stig Møller er forfatter, forhenværende MF (K) og tidligere blandt andet udenrigsminister.