Den kolde krigs dæmoniserede billede af Rusland kan næsten ikke undgå at vende tilbage

Samtidig med at man støtter og hjælper Ukraine, må man forsøge at huske på alt det værdifulde, som er skabt i Rusland. Læs Dostojevskij, Tolstoj og Turgenjev, skriver Anders Thyrring Andersen

Den rige russiske kulturarv, herunder Lev Tolstoj, må ikke glemmes. Heller ikke i krigstid, skriver Anders Thyrring Andersen.
Den rige russiske kulturarv, herunder Lev Tolstoj, må ikke glemmes. Heller ikke i krigstid, skriver Anders Thyrring Andersen. Foto: Ritzau Scanpix.

I første halvdel af mit liv var verden præget af den kolde krig, Cubakrisen, frygten for atomvåben – og det delte Europa, hvor jerntæppet adskilte mennesker og kulturer fra hinanden. Sidstnævnte betød, at vi i Vesten reelt ikke vidste meget om forholdene i Østeuropa og Rusland.

Efter Berlinmurens fald fulgte en periode, hvor de politiske og geografiske grænser åbnede sig så meget, at vi begyndte at få større indsigt i hinandens levevis og kultur. Ruslands helt utilstedelige angreb på Ukraine er selvsagt først og fremmest tragisk for ukrainerne, men vil sandsynligvis tillige få som konsekvens, at et jerntæppe atter sænker sig: Uvidenheden vil på begge sider yngle igen, og den kolde krigs dæmoniserede billede af Rusland kan næsten ikke undgå at vende tilbage.

Denne artikel er en del af denne serie:
Krigen i Ukraine

Relieffet kunne dermed være, at ikke kun ukrainerne taber ved Putins skændige overgreb, det gør vi alle, og ikke kun i økonomisk og sikkerhedsmæssig henseende, men også kulturelt.

Så man kunne opfordre til, at samtidig med at man støtter og hjælper Ukraine, må man forsøge at huske på alt det værdifulde, som er skabt i Rusland, og som vi herhjemme stadig véd for lidt om. På baggrund af egne, mangeårige læseglæder kan det således anbefales at læse litteratur fra Rusland. Selvsagt de tre store fra 1800-tallet: Dostojevskij, Tolstoj og Turgenjev, men fra samme århundrede også Gogol, Lermontov og Tjekhov.

Det er forståeligt, at litteratur fra sovjetperioden ikke læses meget herhjemme. Man tænker uvilkårligt på et regime, der udøvede kraftig censur og kun tillod socialistisk realisme med positive arbejderhelte. Men det er langtfra hele sandheden. Der blev også skrevet glimrende litteratur, og med besvær lykkedes det at få den offentliggjort.

Heriblandt en prosa, som ret uafhængigt af de herskende moder i vores del af verden gik sine egne veje. I periodens vestlige litteratur kan man få den tanke, at mange gik på den samme forfatterskole med fast pensum i æstetik, ironi og nihilisme. I den atypiske del af sovjetlitteraturen florerede derimod i rigt mål moralske, etiske og sågar religiøse problemstillinger. Hvilket ikke betyder, at der ikke eksperimenteredes med formen, men det skete på et andet grundlag. Realisme, modernisme og fantastik mødtes uden smålige grænsedragninger.

Prøv for eksempel at læse romaner som ”Mesteren og Margarita” af Mikhail Bulgakov, ”Liv og skæbne” af Vasilij Grossman, ”Pusjkinhuset” af Andrei Bitov, ”Tid og sted” af Jurij Trifonov, og ”Vintergenerationen” af Vasilij Aksjonov.

Eller ”Vigesporet. I dag er også i morgen” af den kirgisiske forfatter Djingiz Ajtmatov. Ved et trinbræt langt ude på steppen i Kasakhstan er Jedigejs bedste ven lige død, og romanen fortæller om rejsen til den traditionelle begravelsesplads. Samtidig følges Jedigejs associativt springende erindringer, og under det hele hans kamp mod den herskende ideologi for at holde mindet om begivenheder og traditioner i live.

Parallelt hermed bliver sovjetiske kosmonauter i omløb om Jorden kontaktet af en civilisation fra en fjern planet. I enighed og af frygt vælger Sovjet og USA at placere et missilskjold omkring Jorden. En del af disse raketter skal affyres fra et rumfartscenter i nærheden af Jedigejs trinbræt, hvorfor ligfølget nægtes adgang til begravelsespladsen.

Sådan hænger alting sammen: Vor planet, enhver lokalitet, det enkelte menneske, alting er dele af et større hele.

Det andet afgørende tema er, at erindring må være ukrænkelig, hvis mennesket skal bevare sin menneskelighed. Romanen drejer sig om at hævde det evigtgyldige, fælles og dog individuelt forskelligartede overfor enhver nivellerende likvidering af erindring og identitet. For uden erindring bliver alle ens og bundet til øjeblikket.

Det kan vi trænge til at blive mindet om netop nu.

Vil du modtage de seneste artikler per mail, når Kristeligt Dagblad har skrevet nyt om krigen i Ukraine? Så skriv dig op her.