5 ud af 6 stjerner.
Er Molières "Tartuffe" (1664) "kun" en komedie? Spørgsmålet stilles af en af Europas angiveligt førende sceneinstruktører, litaueren Oskaras Korsunovas, hvis udfordrende og dybt originale opsætning af klassikeren på Aarhus Teater Scala rummer hans benægtende svar.
Det er slutningen, der gør forskellen. I den oprindelige bøjer Molière artigt af over for konventionen og lader en kongelig udsending genoprette den truede verdensorden og formulere en morale, der skulle sikre håbets overlevelse i denne historie om fromhed som ren forstillelse og ikke mindst beregning.
LÆS OGSÅ: Den ultimative tragedie
Hos Korsunovas derimod findes intet håb. Han fjerner forsoningen – hvilket han skal have tak for. En venlig gestus får ikke lov til at glatte ud og dermed tage kraften fra den slutning, der nu fremtræder som et dirrende, uforsonligt udråbstegn. Den herskende verdensorden ikke alene trues, men styrter sammen. Hykleriet gennemføres med en målrettet kynisme uden sprækker. På den måde bliver komedien i endnu højere grad til det, den også er, nemlig en tragedie, hvor – med instruktørens ord – "et menneske har overtaget rollen som skæbneguden", hvis onde vilje underlægger sig alle.
Hykleren Tartuffe, der (næsten) altid har en passende maske parat, snyder den velhavende Orgon til at overlade sig både datter og ejendele – hvad husstanden opfindsomt modarbejder. Selv om Tartuffe afsløres på det mest pinlige, vil han have den ret, han ikke har. Og han får den. Orgon og hans familie mister alt.
Jo, det betaler sig at hykle. Dette er opsætningens alternative, umoralske morale.
Forløbet lægges frem med vægt på det visuelle. Scenografien er i sin grundform anlagt som et klassicistisk haveanlæg fra Versailles med labyrintiske gange mellem strengt trimmede hække og diverse overraskelser, såsom et wc, en computer, et køleskab (der midlertidigt huser en panisk brud), en prismelysekrone samt glasborde, hvis gennemskuelighed spiller en vigtig rolle i scenen, hvor Tartuffe overført – men samtidig til dels bogstaveligt – klædes af, så kun løgnen og begæret er tilbage. Til forvirringen tjener yderligere mere eller mindre besynderlige parykker (én er skrigende blå) sat sammen med moderne tøj – og dertil grelle lydmæssige stilsammenstød: for eksempel barokmusik, der overrumplende blander sig med rap samt hiphop.
Forestillingen ynder at gå til yderligheder. Spillet kan (hvad det nok også skal) nærme sig det karikerede. Peter Flyvholm som Tartuffe minder imidlertid så meget om en ulv i fåreklæder, at man må undre sig over, at Orgon lader sig snyde af ham – selv om det naturligvis hjælper på troværdigheden, at Anders Baggesen gør figuren så latterlig og verdensfjern, som tilfældet er. Dorthe Hansen Carlsen får med sit klicheagtige overspil hans forførende hustru Elmire til at tage sig ud som en medvirkende i en anekdote om "dumme blondiner". Men – erfarer vi hurtigt – dette er det beregnede resultat af damens udspekulerede taktik. Merete Voldstedlund demonstrerer som tjenestepigen Dorine endnu engang sit sent opdukkede talent for det komiske. I det hele taget er forestillingen meget velspillet.
Teaterchef Stefan Larsson ønsker at placere Aarhus Teater internationalt og håber, at et første skridt i den eftertragtede retning er taget med denne opsætning. Måske. Under alle omstændigheder må man konstatere, at det er en slagkraftig forestilling, der på sin egen finurlige og "skæve" måde skaber en forbindelse mellem "Tartuffe" og de beretninger, vi i disse år får om svigefulde personer, der hykler sig til tops.
Tartuffe. Oversættelse: Jesper Kjær. Iscenesættelse: Oskaras Korsunovas. Scenografi: Vytautas Narbutas (fra Litauen). Aarhus Teater Scala.