”Hør hvor tøjet blafrer lystigt
under vindens basketag.
Våren går med nylonstrømper!
Det er Jensens vaskedag!”
Omkring 30 morgenfriske mænd og kvinder synger til i sidste vers i Sigfred Pedersens vaskevise, ”Tørresnoren”, fra 1955.
Klokken er 7.30, og de aktive erhvervsfolk, ledere og selvstændige fra den lokale afdeling af Rotary er mødt op til morgenmad i restauranten i Skovshoved Roklub på Strandvejen cirka 10 kilometer nord for København.
Stemningen er god, solen skinner, kaffen er varm. Efter visens sidste strofe bliver Morten Hesseldahl præsenteret som ugens foredragsholder. Den 50-årige teaterdirektør taler om Det Kongelige Teaters store vaskedag: en forandringsproces, der skyller gennem teatret i disse år. Han fortæller om behovet for at vaske de skrå brædder rene og give plads til en ny fortælling om teatrets rolle.
”Det er helt afgørende for, hvordan teatret overlever. Det er jo lige for at tage en værdipolitisk debat om Det Kongelige Teater. For skulle man ikke hellere bruge de mange penge på hjemmepleje i Bjerringbro end på det københavnske egnsteater med høje tanker om sig selv?”, spørger Hesseldahl retorisk og svarer selv, at teatret hele tiden må huske sig selv på, at det er hele Danmarks teater.
Men hvad er det for en ny fortælling om Det Kongelige Teater, som Morten Hesseldahl er ved at skabe?
I sin mørke Alfa Romeo på vej mod teatret efter foredraget i Skovshoved taler Morten Hesseldahl om den afgørende første berøring med teatret. Om vigtigheden af at give børn minder om scenekunsten med sig videre i livet, for eksempel fra ”Tryllefløjten”, som denne skribent husker lysende klart, på trods af at man sikkert vred sig i de gamle træstole.
Det er vigtigt at give en smagsprøve til børn og unge eller til andre ældre grupper, som ikke har været i teatret før. Vi har jo operafestivalen med gode musikbidder, vi tager mange tusinder af børn og unge ind hvert år, og så havde vi succes med at give folk fra Vestegnen adgang til teaterforestillinger for en 50’er,” siger Morten Hesseldahl, der problemfrit navigerer bilen gennem den tætte morgentrafik, mens han taler, og til slut parkerer foran Skuespilhuset.
Til bens på vej til kontoret på Kgs. Nytorv forklarer Hesseldahl, hvorfor teatret skal have en strategiplan. Han svarer med samme lethed, som han manøvrerer sin bil rundt i trafikken.
”Det er med til at ændre selvforståelsen i teatret. Jeg ønsker også, at de mange led arbejder mere sammen i én retning. Strategien handler om at være mere inviterende og række ud til hele Danmark. Teatret har længe arbejdet ud fra tanken om, at folk kommer til os. Det er livsfarligt. Samtidig skal vi ikke kun have fokus på scenen, for at gå i teatret er også i høj grad en social begivenhed i dag, og der skal være styr på rammerne, så hele oplevelsen bliver god,” siger Hesseldahl og gentager det, han har sagt flere gange siden sin udnævnelse:
”Vi skal være excellente til det, vi laver. Vi har en balletskole med cirka 120 børn. Teatret skal være stedet, hvor folk efterspørger noget, som ingen andre kan. Det er et af de steder i landet, hvor det demokratiske ikke slår til. Kunst og talent. Det er måske uretfærdigt, men hvis alle kan, så er det jo ingen kunst, som Storm P. sagde.”
I dag afsløres teatrets program for 2015-2016. Programmet er blevet aftalt for flere år siden, og det bliver først i de efterfølgende sæsoner, at man kan se det kunstneriske resultat af de grundlæggende forandringer, der i øjeblikket er i fuld gang på nationalscenen.
På få år har teatret fået ny bestyrelsesformand, Stine Bosse, som har udpeget en ny teaterchef, Morten Hesseldahl, der har valgt en ny skuespilchef, Morten Kirkskov, som netop er begyndt sit nye arbejde. De varsler nye tider, som vil få stor betydning for både organiseringen og for scenekunsten.
Og det er der behov for. Teatret er udfordret på for mange tomme teaterstole og et for homogent publikum koncentreret omkring hovedstaden og et ældre segment. Og i disse år spørger mange nok sig selv: Hvordan er teatret stadig sit kongelige navn værdigt anno 2015?
De tre ledere har store visioner for teatrets fremtid. De har talt om åbenhed, udbredelse i hele landet og kunstneriske højder. Mest konkret er foreløbig en ny strategiplan, eller snarere den første strategiplan, for sådan noget har teatret aldrig haft før. Måske fordi handlingsplaner og målsætninger ikke ligefrem huer kunstneriske sjæle. Men det handler om, at teatret skal ændre sin selvforståelse, fortæller teaterdirektøren.
”Teatret befinder sig i en anden verden med en ny type danskere uden en fælles kulturel referenceramme. I dag har danskere ikke dårlig samvittighed over ikke at kunne sin Holberg og andre klassikere. Og det nytter ikke at blive fornærmet over det. For at blive attraktiv i kampen om opmærksomheden må vi ty til andre greb end blot at appellere til de fælles referencer, men vi skal samtidig løfte traditionen frem,” siger Morten Hesseldahl.
Han har været chef både i avisbranchen, forlagsbranchen og i Danmarks Radio og er kendt for sit omstillingsparate blik for kvalitet og kommercielle forhold. Han trådte til ved teatret for cirka et år siden, og spørgsmålet er, om han også formår at tæmme den mangehovedede trold på Kgs. Nytorv.
For at forstå, hvad det er, der foregår på teatret i disse år, er Kristeligt Dagblad taget med teaterdirektøren på arbejde en tirsdag i april, som indledes med en sang i Skovshoved.
Hvorfor skal I så have musicals som ”Cabaret”, som mange andre teatre også arbejder med?
”Det handler om balance. Som forlagschef syntes jeg, det var vigtigt med en bred litteraturforståelse. I DR skal der være plads til X Factor og kagedyst. Man kan sige, at det er at ty til de lette virkemidler, men jeg kan ikke se, hvorfor det ikke også er i orden, hvis det også får folk ind og se Holberg og Bournonville. I øvrigt synes jeg, at ’Cabaret’ er musicalkunst på et meget højt niveau.”
Klokken 9.00 går Morten Hesseldahl til det ugentlige møde med økonomidirektøren, direktionssekretæren, salgs- og planlægningschefen og sekretæren. Det sker på hans kontor, der endnu ikke er indrettet efter chefens hoved. På væggene hænger store tunge oliemalerier i guldfarvede trærammer af blandt andet Kong Frederik V, udlånt fra Statens Museum for Kunst. Der er sorte Montana-reoler med bøger om teater og ledelse og røde velourbeklædte døre. Morten Hesseldahl drømmer om en stor bogreol med teaterlitteratur.
Omkring det runde bord taler cheferne en del om, hvordan teatret tager sig ud æstetisk. Især Skuespilhusets foyer tales der meget om. Den store hal med de mørke murstensvægge har en væsentlig rolle i helhedsoplevelsen, men tilfører ikke nok, som den ser ud nu, synes Hesseldahl. Hans utilfredshed bliver bekræftet kort efter.
”Her ligner en kantine,” konstaterer DR’s koncerthuschef, Leif Lønsmann, en smule spøgefuldt.
Klokken er omkring halv et, og han sidder i caféen i foyeren og spiser frokost med Morten Hesseldahl med udsigt til havnekanal, Opera og Papirøen.
Lønsmann indleder frokosten med at påpege en fejl i menuen, hvor der står ”mørdbrad” med ”d”. Det er pinligt, synes Morten Hesseldahl, hvilket man ikke kan kode ud fra hans ansigtsudtryk, men han siger det og fortæller selv, at han jo i sin tiltrædelsestale om teatrets højhed og bestræbelser om det excellente sagde noget om, at der ikke måtte være en eneste stavefejl nogen steder i teatret.
De to tidligere kolleger spiser fiskefilet og taler om den fulde kunstoplevelse og Det Kongelige Teaters lidt selvophøjede selvforståelse. De taler om den nye strategiplan og om velvilje og modstand ved forandring i de to gamle institutioner.
Lønsmann præsenterer, lidt stolt, sin mening om Det Kongelige Teaters selvforståelse: ”Man skal være sig selv, men man skal ikke være sig selv nok.”
Hesseldahl: ”Teatret er anderledes i dag. Det handler for meget om drift og for lidt om udvikling. Der er en tendens til, at mål og middel er det samme. At det hele handler om kunsten, og at det er den centrale rolle. Men det er en lidt lukket tænkning. Vi skal have fat i en anden tilgang. Jeg ønsker, at hele teatret tænker mere sammen. Kunsten skal ikke være målet, men midlet til oplevelser.”
Lønsmann: ”Publikum ved godt, de ikke kan synge, de vil bare have en god oplevelse.”
Hesseldahl: ”Alle klager over teatret ender hos mig. Og der er næsten ingen, der klager over kunsten.”
Lønsmann: ”Kultur foregår ikke på scenen, men nede i stolen, og alle skal arbejde derhen og sikre den bedste oplevelse. Det sker også i verden omkring os. Det er oplevelser, der sælger. Ikke kunsten. Problemet er, at publikum i Det Kongelige Teater stadig er så afrettet og nærmest undskylder, at de er der. Klapper, når man skal klappe, og er stille, når man helst skal være stille. På den måde er der noget relativt provinsielt over DR Koncerthuset. Man må godt være andægtig, men ikke afrettet.”
Efter frokost skal Morten Hesseldahl tale om virksomheders kulturelle ansvar på Teatret ved Sorte Hest på Vesterbro, hvor Center for Kultur- og Oplevelsesøkonomi afholder et dialogmøde om emnet. Her er blandt andre kulturminister Marianne Jelved (R) og forretningsmand Lennart Lajboschitz, der står bag Tiger-kæden.
På vej i bilen gennem byen må jeg vide, hvad den nye fortælling om teatret skal være.
”Den er vi ved at skabe. Foreløbig handler det om at få organisationen helt på plads. Og nu har vi nye, gode folk, der kan være med til at være historiefortællere. Det gælder som eksempel Morten Kirkskov, der også har en særlig involverende stil og står for en åbenhedsdiskurs i organisationer, hvor han har været. Han er god til at være til stede fysisk på teatret og i offentligheden. Og så kan han placere teater i nutiden, hvilket han demonstrerede i Aalborg (hvor han har været teaterchef, red.), hvor han også stod for borgerscenen. Han kan fange og sætte en dagsorden og samtidig håndtere klassikere.”
I den fyldte sal i teatret på Vesterbro giver Morten Hesseldahl ”et stort ja” til kulturelt ansvar hos virksomheder.
”Uden et samspil mellem kulturen og civilsamfundet er kunsten stendød. Min største frygt er en verden, hvor kunsten er ligegyldig. Ingen må forvente, at kunsten kommer med løsninger. Den kan udfordre det politiske og økonomiske system. Kunsten leverer en forståelse af verden, som vi er afhængige af.”
Og det er der ingen i det lille byteater, der er uenig i.
Hvad Hesseldahls vaskedag vil føre til mere konkret på scenen, må vi vente med at blive klogere på. I mellemtiden skures og vaskes der i kulisserne på nationalscenen. Danmark venter spændt.
"Tørresnoren, tørresnoren,
den er gårdens poesy,
fylder mig med sjove syner,
taler til min fantasi”.
