Man glipper lidt med øjnene, når man læser det første ud af de næsten 400 digte med hver fire haikustrofer i Høecks nye fantastiske digtsamling ”Password”: ”sent på min bane / gennem livet befinder / jeg mig eller ret / tere har jeg valgt / at fare vild i en skov / som jeg elsker for / di fejltagelsen / er den eneste redning / fra det digita / le helvede men /neskeheden er ved at / gå til grunde i.” For har man fulgt Høecks vej gennem mange årtier som digter, så er det jo en fast punkt, at den moderne tekniks vidundere på snurrig futuristisk vis besynges, og at ikke mindst det digitale har haft en særlig betydning i forfatterskabet, således at man ofte kunne høre Høeck omtalt som computerdigteren over alle.
Hvad årsagen er til, at Høeck med sit indledende anslag fra Dante på apokalyptisk vis taler om ”det digitale helvede”, finder man dog snart ud af i ”Password”. ”Fejltagelsen” og det ”at fare vild” er nemlig nøgleord i Høecks begrebsverden og dækker bestræbelsen på at bryde med den sløve moderne hobs fordummede rationalisme, hvor alt kan forklares, og hvor flertallet altid har ret, og hvor omgangen med computere i gamle dage var en måde, hvorpå Høeck distancerede sig fra en konservativ litterær æstetik og kultur, så er den nu blevet mainstream og norm, målestok og begrænsning for alt, hvad vi foretager os. Og så står den gamle computernørd Høeck af!
Lidt syndsforladelse bedes der da også om for fortidens teknologidyrkelse i Høecks værk, når man mod slutningen af samlingen kan læse: ”undskyld – jeg skrev i / et andet digt i en an / den digtsamling at / jeg elsker plastik / specielt repræsenteret / af små plastikthe / skeer made in chi / na gule blå og magen / tafarvede – det / fortryder jeg nu / hvor jeg ser plastikkens for / bandelse – undskyld.”
At høre Høeck forsage plastikken, er om muligt lige så overraskende som det faktum, at man ikke finder det vanlige appendix med uforståelige oplysninger om datalogiske principper for værket, og man havde sådan set ikke behøvet et forklarende metadigt midt i bogen, hvor digteren til sin læser fortæller, at grunden til at appendixet er fraværende er, at digteren i sin sidste digtsamling nåede frem til sin ”endeli / ge algoritme”. For at Høeck har vendt ryggen til det teknologiske, skyldes simpelthen, at han har fået et voldsomt økologisk engagement – og det er der kommet nogle fortræffelige digte ud af.
Hos økopoeten Høeck får man f.eks. den følgende, hvor Marlene Dietrichs ” Sag mir wo die Blumen sind“ og alle klichéer om Guds grønne natur kastes i Høecks poetiske syrebad: ”dagen er grøn i / dag grøn som et billardbord / grønnere end grønt / i traktorspore /nes duft af kemisk grønt ud / over enhver for / stand grøn som bare / helvede i mine øj / ne der ser ud o / over markerne – hvor / er alle blomsterne – wo / sind sie gebleiben?” I andre af de miljøkritiske digte bruger Høeck en montageteknik, hvor han lader en aflyttet replik fælde en knusende dom over det danske landbrug, som i digtsamlingen beskrives som den store skurk: ”jamen klaus du kan / vel nok forstå at når sø / erne føder dob / belt så mange små / grise når de ligger fik / seret i jernbøj / ler så er det for / di de har det godt og kan / lide det – sagde / svinebonden til / mig – det sagde han det er / ikke engang løgn.”
Et tredje perspektiv anlægges i en række digte, hvor den økologiske ødelæggelse ses i et kristent apokalyptisk lys som i det følgende digt, hvor man møder den særlige vidunderlige høeckske blanding af højstemt patos, illusionsløs hverdagsbevidsthed og rablende humor: ”two million birds / gone with the wind eller / rettere fløjet / væk fra fosfater / nes og kvælstoffets infer / no - hvilke vinger / skal nu bære os / mod skærsilden og det him /melske lys – hvem skal / flyve os til pa / radisets imperium / når den tid kommer?” Sådan spiller det religiøse også med overalt i den kristne digter Høecks forestillingsverden, hvor en grundtanke altid er at alt i tilværelsen hænger sammen.
At alt i tilværelsen udgør en helhed, har naturligvis også konsekvenser for Høecks poetologiske holdning, hvor man som i digterens andre samlinger får beskrevet, hvordan mange forskelige sprog samvirker og på denne vis skaber den særlige stemme i Høecks poesi. Et af de poetologiske pragtstykker i samlingen lyder: ”tankens vilde lyn / nedslag og metaforer / nes violmørke / samt det digita / le rædselsherredømme / dets guillotiner / plus hverdagssprogets / almindelige: hvad skal / vi ha til middag? / og vær så artig / I give you the crucible / of my poetry”.
Der er mange digte i samlingen, der handler om døden, og som også proklamerer, ”at om små hundred / digte et det slut / så holder jeg op / og så holder jeg kæft for / ever and ever.” Det er vi selvfølgelig mange, der har været Høeck-fans i årtier, som håber er løgn, men hvis digteren, der debuterede 1966, skulle finde på at stoppe som digter, kan man naturligvis ikke bebrejde en mand, der har over et halvt århundrede i poesiens tjeneste, noget sådant. Uanset hvad har vi fra Høecks hånd fået et af de vigtigste poetiske forfatterskaber fra det 20. og 21. århundrede.