”Kirken, den er et gammelt hus,” digtede Grundtvig i 1836, og vi har sunget og synger stadig salmen med stor glæde. Her forsamles folket i Jesu tro, fortsætter Grundtvig, og her bekendes den kristne tro.
For Grundtvig var den apostolske trosbekendelse en mageløs opdagelse. Den gik helt tilbage til apostlene, mente han. Den var altså ældre end Bibelen. Kristentro baserer sig på mere end Bibelen. I bekendelsen skabes der en bro mellem fortiden og nutiden, sådan at mennesket stadig kan møde den lyslevende Kristus midt i menighedens fællesskab.
Den apostolske trosbekendelse fik i Danmark en enestående position, selvom man godt vidste, at der var og er flere trosbekendelser. Der er den nikænske, der går tilbage til kirkemødet i år 325 i Nikæa, og den athanasianske, der er lidt yngre, fra midten af det fjerde århundrede. ”Vores” apostolske trosbekendelse går nok tilbage til cirka år 200 og blev til i Rom.
Dette kan man læse i en lille bog af Peter Lodberg og Leif Vestergaard. ”Tro i tiden” er en samling af ni artikler, der alle sammen omhandler den kristne bekendelse.
Leif Vestergaard gennemgår kirkens ældste bekendelser på en kort og klar måde. Det er samtidig en interessant kirkehistorisk læsning, hvor det går op for én, at disse trosbekendelser taler til os, på en gang i tiden og henover tiden. Trosbekendelserne er udsprunget af konkrete historiske situationer, hvor der ofte ligger store uenigheder bag. De blev formuleret og vedtaget på kirkemøder og blev derfor normative for tiden efter.
Teolog og lektor Else Kragelund Holt viser bekendelsernes gammeltestamentlige forhistorie. Som hun skriver, må ”vi ikke glemme, at kristendommen voksede ud af jødedommen”.
Pastor emeritus Anders Eyvind Nielsen sætter lys på de bekendelser, der går længst tilbage til Jesu samtid, og som findes i Ny Testamente. Der redegør han for, at bekendelsen også er en lovsang til Gud.
Det er vigtigt at huske, at disse trosbekendelser ikke bare er læremæssige sætninger, men også er menighedens lovsang, der åbner for en fylde, som læresætninger ikke indeholder. Selv har jeg i mange år frydet mig, når en stor menighed brød ud i sang uden musikledsagelse og med den menneskelige stemme forenet i en sang til den treenige Gud.
Mange kan have svært ved dele af trosbekendelsernes ordvalg. Derfor har der i de seneste årtier været forsøg på at arbejde med nye former for kristen trosbekendelse.
Christina Laursen, der var med til ”Befri gudstjenesten” i Aarhus Domkirke i 2017, redegør på en fin og tankevækkende måde for hele det projekt, der mødte megen modstand. Hun har nok ret i, at kirken ud over at bevare sine gamle bekendelser, også bør arbejde på nye måder.
Peter Lodberg slutter bogen af med at gennemgå nogle nyere bekendelser fra kirkens store verden. Der er en overraskende kraft i disse nye formuleringer. Han begynder med Barmen-erklæringen fra 1934 og viser, at en bekendelse også kan have en politisk dimension. Her mod nazismen. Belharbekendelsen fra 1986 havde brod mod apartheidstyret i Sydafrika.
Endelig er der en teologisk erklæring fra 1000 ortodokse teologer, præster og lægfolk om ”Russkii Mir” (den russiske verden), Den har brod mod den russiske kirkes ”symfoni” med Putin. Erklæringen er fra foråret i 2022 lige efter den russiske invasion af Ukraine.
Bogen ”Tro i tiden” egner sig ud over læsning i lænestolen til studiekredse. Den er et sølvfad med gode ord til mange samtaler. Jeg ville ønske, at danske præster havde tid til at lave aftener, hvor kirkens livs-bekendelse bliver næste sæsons centrale emne. Grundtvig talte om, at folket forsamles i Jesu tro. Giv nu folket en mulighed for at dykke ned i deres tro. Det skylder præsterne deres menigheder. Manualen er hermed givet!
Peter Lodberg og Leif Vestergaard: Tro i tiden. 138 sider. 125 kroner. Teologi for lægfolk.