De fleste 68’ere vil sikkert kende udtrykket ”den lange march gennem institutionerne”. Det er en forestilling, der knyttes til den tyske studenteroprører Rudi Dutschke, der døde i Aarhus i 1979 som følge af et skudattentat 11 år tidligere i Berlin.
Udtrykket var et vanligt ønske om destruktion af samfundets bærende institutioner, hvor revolutionært sindede mennesker konstant skulle forsøge at trænge ind i nye samfundsorganisationer for systematisk at nedbryde dem. Det var endda gjort med temmelig ublu referencer til typer som Antonio Gramsci og Mao Zedong.
Godt 50 år senere har Dutschkes søn i pacificeret udgave faktisk vandret vejen. Hosea Dutschke er således kommunaldirektør på sundhedsområdet i Aarhus Kommune. I hans nye, temmelig skøre bog om sin far er destruktionstrangen væk, men ikke udtrykket.
Ganske sigende begynder et afsnit med den noget private beretning om at gå på arbejde og virkelig føle det: ”Jeg elsker min arbejdsplads. Rådhuset i Aarhus. Hver morgen begynder jeg med en kop frisklavet kaffe fra vores Jura-maskine. Latte. Og så rundt og snakke med medarbejderne.”
Til en tysk avis fortæller Hosea i bogen videre, at ”jeg er ansat for at hjælpe de til en hver tid siddende politikere til at gennemføre den politik, de står for. Det er demokrati – og det er smukt. At være bureaukrat for det smukke er da ikke så ringe.”
Afsnittet hedder ”Bureaukrat for det smukke – den lange march.”
Man vil altså nok fornemme, at Hosea ikke er sin far, hvilket han tydeligvis selv er klar over. Rudi Dutschkes teoretiske marxisme, hans oprørsånd og til tider hans omstyrtningsdrømme er ikke sønnens. ”Rudi og jeg” er nok et bud på en følelsesreligion, men nedbrydelsestrangen er forsvundet til fordel for kærlighed til lattemaskinen.
Bogen har to spor, der henholdsvis skal beskrive faderen, som sønnen husker ham, samt fortælle om Hoseas eget liv i faderens skygge. Det er en tekstkollage, der springer mellem jegfortælleren, Rudis dagbøger og andre kilder. Jeget fylder mest, som her i et minde fra juleaften 1979, Rudis dødsdag:
”Vi, min mor, min søster og jeg, går igennem parken tæt ved vores hjem. Der, hvor min far altid løb tur med sine træsko. Lyden var så hul og rund. Vi holder i hånd. Hænderne er kolde. Vi holder fast i hinanden. Så fast, at blodet ikke kan løbe. Blodet stopper. Blodet størkner. Vi holder fast. Kan ikke slippe hinanden. Hænderne er kolde. Varmen er væk. Vi fryser. Koldt.”
Dette er faktisk ikke anmelderens ondskabsfulde udvælgelse af et sprogligt og psykologisk uheld, men sigende for bogen på godt og ondt. Den hævder ikke at være en bog om Rudi og er da også snarere en studie i Rudis indvirkning på sønnens følelsesliv. Titlens kursiv meddeler det jo også.
Eftersom 68-generationen længe har siddet på magten i mange institutioner, og eftersom særligt aarhusianere vil føle en kærlighed til fænomenet Rudi Dutschke, har Aarhus-forlaget Turbine formentlig ikke tænkt, at man behøvede at redigere for meget i denne kladde – eller også er de børn af samme latte-segment. Forfatteren virker nok sympatisk og udogmatisk, men bogen er grundlæggende en hæmningsløs og salvelsesfuld dyrkelse af private oplevelser, der aldrig almengøres og derfor ikke lærer os noget nyt om hverken livet eller Rudi.
Mellem de forskellige tider (1968, 1979 og nutiden) forlades på intet tidspunkt to forbundne fortællestrategier, der begge er kunstnerisk og plotmæssigt umodne.
På den ene side er der tendensen mod forsøg på ”poesi”, som det også fremgår af det koldhændede citat fra juleaften. Det sker i særligt irriterende gentagelser af oplevelser, der antageligt har formørket forfatterens (og forlagets) dømmekraft:
”Kører over Grand Canyon og rammer Las Vegas. Kunstens ultimative warholske reinkarnation. Jeg til Vegas. Jeg er til Las. Jeg er til art. Jeg er til pop. Popart. Jeg er til den kunst, der skaber en opdigtet verden, der er mere virkelig end virkeligheden selv. Det gør Las Vegas.” Ofte eskaleres det til forsøg på en følelsernes filosofi, der må have taget overhånd i bogens tilblivelse: ”Jeg er mit indre. Jeg er mit ydre. Hvad er forholdet mellem dem? En begivenhed i legemet afstedkommer en begivenhed i sjæl. Vekselvirkning. (…) Den virkelighed, jeg er i, er en social konstruktion. Det er den, jeg er i. Sproget skaber mig, mens jeg snakker, mens jeg er, snakker jeg.”
I både struktur og stil får man paradoksalt nok indtrykket af, at der inde i den pæne kommunaldirektør og revolutionssøn gemmer sig en 21-årig kvindelig aspirant til Forfatterskolen.
Det er nærmest ubehageligt at være vidne til, hvor slemt bogen fejler som et alment værk, når den samtidig er så personlig. Den skulle være blevet i skuffen og anvendt i private stunder. Der taler Hosea Dutschke i øvrigt på samme måde. Her citeret fra en tale, han holdt til sin brors bryllup: ”I dag er jeg lykkelig. Lykkelig, fordi I har erklæret jeres kærlighed til hinanden her i Berlin. Berlin. Jeres by. Vores by. Berlin. Jeres hjemstavn. Min hjemstavn. Berlin, du betyder så meget for os. Kærlighed. Fødsel. Død og nu igen kærlighed og fødsel. Ringen er sluttet. Berlin.”
Ja, alle ringe slutter, men gentagelser kan også udelukke fremdrift.