Med den godt 500 sider store udvandrerroman ”Swede Hollow” lanceres den svenske forfatter Ola Larsmo (født 1957) for første gang på dansk. Han har udgivet over 20 bøger i de fleste litterære genrer og har modtaget en lang række litterære priser.
Historien om en gruppe svenskere, der emigrerer til USA, begynder i 1897 og føres helt frem til 2007. Men det meste af den foregår omkring forrige århundredeskifte og i årene nogenlunde kort derefter. I det, der er romanens hovedspor, følger vi Gustaf og Anna Klar samt deres tre børn, som vi møder første gang under den barske sejlads til den ukendte verden på den anden side af havet.
Det værste for Anna Klar under rejsen er ikke søsygen – selvom den sandelig er slem. Nej, det værste er angsten som følge af den uoverskuelighed, de er på vej imod. Situationen omkring og i hende er sanset med præcision i det konkrete og med en indlevelse, der får det hele til at stå skræmmende klart, ja, nærmest uoverkommelig klart. Som læser mærker man på Annas vegne en fristelse til opgivelse over alt det, man med opbruddet fra det hjemlige har udsat sig for.
Romanen er bygget på et solidt fundament af research. De mange detaljer får liv, fordi Larsmo lader læserne opleve dem gennem de personer, der konfronteres med virkeligheden, der henvises til.
Alligevel bliver de agerende aldrig for alvor nærværende. Omstændighederne for deres vanskelige nybyggertilværelse får vi meget at vide om. Mindre skarpe står portrætterne af de enkelte nybyggere. Dette er for mig at se romanens svaghed.
Ved læsningens begyndelse lægges der op til en beretning om familien Klars skæbne. Det får man sådan set også, men på en anden måde end forventet. Ikke en jævnt strømmende, afrundet fortælling, men en collageagtig komposition af en række forløb.
Nogle af dem er meget dramatiske. Således sidder en af personerne fængslet for et mord, han åbenbart ikke har begået, uden at han dog tager til genmæle mod uretfærdigheden. En anden dømmes ligeledes uberettiget for medvirken ved lynchning – hængning – af tre unge sorte, der har begået voldtægt. Den herskende massepsykose skildres med isnende autenticitet. Mere overordnet beretter Ola Larsmo om svenskernes første ophold i New York, et mislykket ophold, der gør det svært at bevare forestillingen om en lykkelig amerikansk fremtid. Meget bedre ser det ikke ud, da de flytter til en dal i St. Paul i Minnesota, den såkaldte Svenskerdal, hvor de må slå sig tåls med elendige boligforhold og i det hele taget med en tilværelse på samfundets bund. Nogle af mændene bliver jernbanearbejdere, mens den mest oplagte mulighed for kvinderne er rengøringsjob hos de mere velstillede.
Et af de skildrede forløb handler om mønsterbryderen Ellen. Hun lærer sig maskinskrivning, hvad der kvalificerer hende til en ansættelse som sekretær. Hver morgen står hun meget tidligt op, for hun mener, at hun behøver lang tid for med to slags sæbe at prøve at fjerne lugten af fattigdom. Den sociale opstigen gør hende i begyndelsen ensom. Ikke alene føler hun sig fremmed på sin arbejdsplads, men også hjemme hos familien. Det er, som om hun ikke bor der mere. Hendes kurs mod en anden social virkelighed fortsætter imidlertid, da en ung chef på virksomheden, hvor hun er ansat, tager initiativ til et nærmere bekendtskab. Men karakteristisk for romanen antydes det kun, hvad der videre sker.
Trods omfanget er der noget fragmentarisk ved ”Swede Hollow”. Det finder jeg forstyrrende. Jeg savnede under læsningen mere tid og ro til at opnå et fortroligt forhold til personerne. I manglen af et sådant bliver romanen ikke den medrivende oplevelse, som den egentlig er i begyndelsen, da vi sammen med svenskerne er undervejs over havet.