Prøv avisen
Bog

Den leddeløse folkekirke

2 stjerner
Foto: MICHAEL MOTTLAU/ritzau

Bente Hansens bog er ukritisk og overfladisk

Forfatteren Bente Hansen har interesseret sig for kirke og kristendom som henholdsvis tvivlende, tøvende og troende. Og i Gyldendals nye serie ”Til tiden” betragter hun kristendommen i et personligt og et historisk perspektiv.

Bente Hansen understreger nødvendigheden af at sondre mellem sekularisering og afkristning, idet sekularisering betegner kirkens overgang til verdslige ejerforhold og derfor slet ikke behøver at indebære nogen afkristning. Så tiden er såmænd ikke mere ugudelig end tidligere. For nok kan videnskaben måle og veje mennesket, men den kan til gengæld ikke sige noget om angsten, håbet, viljen og troen – med et ord: menneskets sjæl. Og den i litteratur uddannede magister leverer en udmærket kritik af J.P. Jacobsens roman ”Niels Lyhne”, der skulle have været kulturradikalismens ateistiske vimpel.

Desværre er Hansens analyse af ”Niels Lyhne” alt for kort. Hvilket hænger sammen med, at Bente Hansen på små 130 sider samtidig gennemgår en række kirkehistoriske omvæltninger, hvorfor fremstillingen bliver overfladisk.

Det er for eksempel tydeligt i kapitlet om ”Korstogenes æra”. Korstogene, skriver Bente Hansen, skulle blandt andet ”dæmme op for tabet af kirker og områder i de lande, hvor den nye muslimske tro havde fundet fodfæste”. Man overvejer udtrykket: ”fundet fodfæste”. Bente Hansen foregiver indledningsvis altså, at der var tale om frivillig overgang til ”den nye muslimske tro”.

Bente Hansen er forhenværende medlem af menighedsrådet ved Vor Frue Kirke i København og citerer gerne sognets præster. Anders Gade- gaard krediteres for i en prædiken at have sagt, at troen ikke er noget, man kan begribe, men noget man skal gribes af.

Men man kan jo blive grebet af så meget. Det 20. århundrede er fyldt med vidnesbyrd om mennesker, der blev grebet af en tro af umiskendeligt totalitært tilsnit. Personligt vil jeg derfor gerne begribe, hvad jeg skal tro på. Det er vel også derfor, at præsten skal undervise unge mennesker i kristendom, førend de bliver konfirmeret.

For man behøver vel ikke afmontere sin kritiske sans som kristen? Men det er netop, hvad Bente Hansen gør i sin bog, når hun fremhæver kristendomskritikeren Dennis Nørmarks angreb på ”borgerlige mennesker”, der angiveligt lever i et omvendt univers, hvor ondt er godt, og godt er ondt.

Bente Hansen er helt enig og mener, at dette har resulteret i ”kampagnen mod godhed og næstekærlighed”, som det deklamatorisk og slagsordspræget hedder i ”Ugudelighed?”. Forfatteren ignorerer, at der bliver slået politisk plat på både godhed og næstekærlighed på venstrefløjen.

Bogen munder ud i en bekendelse, der kan få et kritisk gemyt til at overveje, om der i visse kirkelige kredse er en forkærlighed for alt, der lyder lunkent og leddeløst: ”Troende og ikke-troende er ikke noget, vi mennesker kan skelne fra hinanden. Alle bevæger sig omkring og er på vej, og det er vejen, der er målet, ikke et resultat, som vi alligevel ikke kender.”