Prøv avisen
Nekrolog

Den legendariske fotograf, der så hele Israels historie gennem sin linse

Portræt af Rubinger. Foto: Jim Hollander/EPA/Scanpix

David Rubinger er ophavsmand til en lang række verdensberømte fotos af afgørende øjeblikke i Israels udvikling. Nu er han død, 92 år. Hanne Foighel mødte Rubinger i hjemmet i Jerusalem, kort før han sov ind

”Tag min kage væk,” siger David Rubinger til sin husholderske. ”Hvorfor?”, spørger hun i en let små-fornærmet tone. ”Fordi jeg allerede har spist kage på min formiddagstur til byen. Jeg gik til juveleren for at købe en lille guldkæde med ordene ’Fra din oldefar’ til mit femte oldebarn, en pige, der blev født i fredags, og det fejrede jeg på konditoriet. Når hun engang bliver stor nok til at læse, hvad der står, er jeg for længst død,” lød svaret fra Rubinger. 

Replikskiftet fandt sted for godt tre måneder siden, hvor jeg mødte den verdensberømte fotograf på hans kontor. Det ligger på anden sal i hans hjem gennem en menneskealder, en toetagers villa i Jerusalems gamle centrum, Katamon-kvarteret, bygget i Jerusalem-sten omgivet af en lille have. Væggene er tapetseret med Rubingers indrammede fotografier af alverdens statsledere og berømtheder, alle med håndskrevne hilsener til fotografen. Nu er han død, 92 år. Han sov stille ind, få meter fra sine elskede fotografier på hjemmekontoret.

David Rubinger var fotografen bag det ikoniske billede af tre israelske soldater ved Grædemuren under Seksdageskrigen i 1967. Men det var kun ét enkelt af de hundredtusinder af billeder, Rubinger har taget siden staten Israels oprettelse, der opnåede ikonstatus. Der er ikke sket noget som helst i Israels historie, fra stort til småt, som ikke er blevet foreviget af David Rubingers allestedsnærværende kameralinse. Helst med Leica.

David Rubinger elskede mennesker, og menneskene – ikke kun kvinderne – elskede ham.

Den tidligere bureauchef for Time Magazine i Jerusalem Matt Rees skrev om David Rubinger: ”Der var rigeligt med tragedier i David Rubingers liv til, at man kunne have tilgivet ham uanede mængder bitterhed og vrede. Nazisterne myrdede hans mor, og hans elskede livspartner blev dræbt i sit eget hjem i Jerusalem få gader fra David Rubingers, da han var 80. Men man finder ingen, der kan huske, at der nogensinde er sluppet så meget som et enkelt bittert ord over hans læber. Den eneste vrede, han kunne finde på at udtrykke, var en velment utålmodighed over for dem, der måtte udtrykke ønske om at ville yderligere konflikt, hvor David Rubinger så chancen for fred. Og selv når det skete, var det altid med en varme, der formåede at blødgøre alle, der normalt ville behandle en pressefotograf med distance eller ligefrem fjendtlighed.”

David Rubinger blev født i Wien i Østrig. Han kom til Israel med skibet ”Galilæa” fra Trieste til Haifa i 1939 – tre måneder efter, krigen var brudt ud. Han havde været i en socialistisk jødisk ungdomsbevægelse og ville i kibbutz. Senere, i 1943, meldte han sig i Kong George VI’s tjeneste, blev en del af den ”Jødiske Brigade” og var blandt andet med til at smugle holocaustoverlevende ud af Europa til Palæstina efter krigens afslutning.

”Jeg er stadig en ’beskidt venstreorienteret’,” grinede Rubinger under vores møde. Latteren og ironien var møntet på den israelske premierminister og regerings konstante mistænkeliggørelse af journalister og andre ”venstreorienterede”.

David Rubinger blev fotograf ved et tilfælde. I 1945 gav en ung kvinde i Paris ham et kamera i afskedsgave, og han blev på stedet bidt af spillet mellem lys og mørke holdt fast på et ark papir. Når som helst man mødte David Rubinger, hang der altid et Leica-kamera om halsen på ham. Og han var usentimentalt den første fotograf i Jerusalem, der skiftede det analoge Leica ud med et digitalt.

Rubinger vidste godt, at hele verden mente at kende hans billeder, fordi det ikoniske billede af de tre soldater ved Grædemuren er så berømt. Selv kunne han imidlertid ikke særlig godt lide billedet.

”Det her er et af mine vigtigste billeder,” sagde han og pegede op på væggen. ”Det fortæller mere om Israel end noget andet billede i hele min karriere. Det er det israelske militærs ’war room’ i Sinai-ørkenen under Yom Kippur-krigen i 1973. Det er krigens første dag, forsvarschefen og alle hans generaler sidder rundt om hemmelige kort, men det mest utrolige ved billedet er, at fotografen går rundt og fotograferer, og at ingen smider ham ud. Det mest hemmelige sted under en krig, og de lader mig fotografere. Men de var ikke opmærksomme, og det var andre tider. Jeg gik ind af alle døre, også i statsminister Menahem Begins kontor.”

Rubinger pegede på et andet billede, samtidig med at han imiterede Menahem Begins rungende stemme, fra en tid, hvor man holdt valgmøder på pladserne, og Begin inkluderende kaldte alle de nye immigranter fra de islamiske lande ”mine brødre”.

”En stor demokrat og et godt menneske, Begin. Han talte altid imod vold, og da politiet og efterretningstjenesten under krigen i Libanon i 1982 foreslog, at de ville fjerne demonstranterne, der stod foran statsministerens hus og kaldte ham ’morder’, protesterede Begin. ’Folket har ret til at demonstrere og minde mig om krigens pris’. Det sagde han,” fortalte David Rubinger og favnede med én historie den israelske politiks kompleksitet. Politisk var Rubinger aldrig enig med Begin, men han så mennesket.

Ligesådan med Ariel Sharon: ”Jeg elskede Ariel Sharon. Jeg kunne når som helst arrangere et interview med ham for Time uden om alle hans rådgivere. Han ville sige: ’Ah, jeg kender Rubinger. Jeg stoler på ham, selvom jeg godt ved, han ikke stemmer på mig’.”

Han peger endnu et billede ud på væggen:

Rubinger begyndte at tage billeder i 1946. Han tog sine første billeder for Time/Life i 1954. Fra første dag blev alle billeder nummereret og registeret på kartotekskort. Man har altid kunnet finde alting. I midtfirserne begyndte David Rubinger at skrive hele arkivet ind på computer. Så da Israels største avis, Yedioth Aharonoth, købte Rubingers arkiv, var det selvfølgelig for de over 500.000 fotografier og deres historiske værdi, men mindst lige som meget for den pinlige orden, der var i samlingen.

Han kom under vores møde ikke uden om at tale om de tre faldskærmssoldater fra Seksdageskrigen.

”Ja, det er rigtigt, at jeg græd, da jeg tog billedet. Og jeg græder også i dag, når jeg tænker på, at jeg græd dengang. Men jeg græd ikke, fordi det var et helligt sted eller noget. Vi havde i ugevis levet i skræk og rædsel for udslettelse. Det store nationale fodboldstadion var blevet indviet, så der kunne begraves 40.000 mennesker dér om nødvendigt. Og så i stedet for tilintetgørelse kontrollerede vi på seks dage fem gange så stort et land. Det var ikke kun religiøse mennesker, der følte, at der måtte have været guddommelige kræfter involveret i den sejr. Og her opstod den messianske tro på, at Gud ville give os hele landet, som vore dages politikere bekender sig til.”

”Forrige år ville israelsk tv have os til at lave et ’re-shot’. Jeg og de tre faldskærmssoldater fra 1967. Vi gik til Grædemuren, og de ville have mig til at ligge på jorden og skyde billedet nedefra, som jeg var nødt til dengang, fordi der var så smalt på stedet. Pladsen foran Grædemuren, som den er i dag, begyndte de først at rydde, uger efter jeg tog billedet. Tv-holdet fik mig overtalt til at gøre det. Lægge mig på jorden og genfotografere de tre. Der skulle to mand til at få mig rejst op igen.”

David Rubinger lagde aldrig skjul på, at han tilhørte den israelske fredsfløj. Han fortalte, at han kan huske den tidligere premierminister David Ben Gurion argumentere efter Seksdageskrigen, at de besatte landområder burde gives tilbage, for ”det her kommer det til at kvæle os”. Rubinger er enig. Tingene burde have været gjort anderledes.

Benjamin Netanyahus skiftende regeringer og deres nationalistiske politik er meget langt fra Rubingers vision for Israel. Han gjorde før sin død opmærksom på, at Israel ikke har nogen konflikt med palæstinenserne, men at Israel regerer over palæstinenserne, og at besættelsen må af sluttes. Det skuffede ham, at det ikke var sket for længst.

Men også verden som sådan skuffede ham i hans tre og halvfemsindstyvende leveår.

”Hele den vestlige verden er af lave. Folk er ikke klar over det, der sker nu. Disse immigrationsbølger er kun første tegn på, at den fattige sydlige halvkugle er på vej til at løbe den nordlige rige halvkugle over ende. Intet vil kunne stoppe dem. Der vil drukne hundrede tusinder, millioner, hundrede millioner vil drukne, og de vil have våben. Det er en folkevandring.”

David Rubinger var klar og fattet helt til det sidste. Han kaldte sine bedste venner til sig i dagene, inden han døde: ”Vi skal alle den samme vej,” sagde han til sin livslange ven, den ligeledes østrigsk-fødte israelske Shlomo Arad, der i mange år som fotograf for Newsweek professionelt var Rubingers rival. ”Jeg er klar til nye eventyr,” var Rubingers sidste hilsen.

David Rubinger havde i flere år overvejet at forlade Jerusalem. Hverken hans to børn, hans fem børnebørn og dermed heller ingen af de fem oldebørn bor i Jerusalem. Men han forlod ikke byen. David Rubinger blev begravet i Jerusalem ved siden af Anni, der var hans kusine og hustru igennem 55 år. Et stykke derfra hviler hans voksenlivs store kærlighed, Ziona, som han havde to lykkelige år med, før hun blev myrdet af sin gartner. Gisella, der i de seneste år har været kvinden i David Rubingers liv, spredte røde franske anemoner over den friske grav i Jerusalems stenede jord.

David Rubinger lagde aldrig skjul på, at han tilhørte den israelske fredsfløj, men i sin lange karriere havde han adgang til politikere og personligheder fra hele det politiske spektrum. Her ses Golda Meir i sit køkken i 1956. Foto: David Rubinger
Yitzhak Rabin og Moshe Dayan sover i en helikopter under Seksdageskrigen i 1967. Foto: David Rubinger