Den lidenskabelige Luther

En ny udgivelse af Martin Luthers prædikener over Johannesevangeliet 14 giver intensivt indblik i reforma-torens teologi og inspiration til tanker om vor egen tid

To centrale anliggender i dag - dyrkelsen af den solidariske og ikke almægtige Gud og kristendommens udfasning af vores verdensbillede - advares der klart imod i Luthers prædikener. For lige så meget som reformatoren er indkapslet i sin egen tid, er han knyttet til vores igennem en stor og uforligneligt lidenskabelig teologi. -
To centrale anliggender i dag - dyrkelsen af den solidariske og ikke almægtige Gud og kristendommens udfasning af vores verdensbillede - advares der klart imod i Luthers prædikener. For lige så meget som reformatoren er indkapslet i sin egen tid, er han knyttet til vores igennem en stor og uforligneligt lidenskabelig teologi. - . Foto: Bridgeman Art Library/Scanpix.

Det siges ofte, at prædikener skal høres og ikke læses, og der er en vis sandhed i den erkendelse. Prædikenen hører til i kirkerummet omgivet af gudstjenesten, men det kan af og til være givende at læse en prædikensamling, og ikke mindst når det er Martin Luther, der fører ordet.

Luthersk Mission har udgivet en samling af Luthers prædikener over Johannes-evangeliets kapitel 14, og i løbet af dette år kommer endnu et bind med prædikener over kapitel 15 og 16. Luther nedskrev ikke selv disse prædikener. Det gjorde i stedet hans medarbejder Casper Cruciger i året 1537, og nu ligger de her i en oversættelse af lektor Svend Erik Petersen under titlen ”Jesu afskedstale”.

Johannesevangeliet stod Luthers hjerte nær, og afskedstalen, hvori Jesus forbereder verden på sin bortgang, er mættet med teologisk tyngde. Jesus taler ikke her i lignelser, men i forkyndelse af, hvem han selv er, hvem Faderen er, og hvad tro er, og man fornemmer, hvordan Luther har boltret sig i al den skæbnesvangre betydningsfuldhed, der præger dette sted i Det Nye Testamente.

Martin Luthers sprog er vidunderligt og rummer en unik nerve. I hver en linje er der noget på spil, og hans karakteristiske blanding af teologisk tænkning og hverdagsagtig ligefremhed gør, at man hurtigt opnår fortrolighed med hans univers.

Luther lægger i disse prædikener stor vægt på trøsten som noget gennemgående, og han fremhæver den gennem beskrivelsen af modgang som det, der er med til at understrege kernen i gudsforholdet. Jo mere man er bevidst om sin egen afmagt, desto mere kan man finde hvile i tro på nåden og på timen, hvor man kan ”aflægge denne maddikesæk”.

Mange vil mistænke Luther for at dyrke en nedgørelse af menneskelivet, men det er en misforståelse. Luther hylder livet, men han gør det med en konstant fokus på den menneskelige begrænsning, hvorved han demonstrerer, hvordan alvor i synet på synden og det onde er en nødvendighed for at kunne tale kristent væsentligt.

Luther er klokkeklar i sin hævdelse af, at der kun findes én vej til Gud, hvilket bør noteres set i lyset af vor tids debat om flere veje og tilnærmelse religionerne imellem. Hør blot:

”Ingen må altså vælge nogen anden person eller noget andet middel til at gribe Gud end Kristus alene. Når vi forlader os på ham, kan vi vide med sikkerhed, at vi ikke har en afgud som de andre, der dyrker Gud uden Kristus.”

De berømte ord fra Johannesevangeliet 14,6, ”Ingen kommer til Faderen uden ved mig”, er hos Luther beskrivelsen af den eneste vej, der fører fra ”døden til Livet, fra synd og fordømmelse til uskyld og fromhed, fra jammer og hjertekval til evig glæde og salighed.”

Luther lever og ånder i et verdensbillede, hvor alt opretholdes af Gud. Også den konkrete verdslige orden.

Når en landsfyrste kan holde styr på en pøbel fyldt med ondsindede skurke, skyldes det, at Gud i det skjulte vælger at bevare en orden. Og når brutaliteten til tider hersker, skyldes det, at de kristne ikke er tilstrækkeligt årvågne og ikke beder oprigtigt om bistand. Guds vilje og de kristnes bøn bærer denne verden, og når troen smuldrer, svækkes samfundets styrke og stabilitet.

Dette er fremmed tænkning for de fleste i dag, men det skader ikke midt i tidens konflikter i et multikulturelt Europa at skænke Luthers hævdelse af sammenhængen mellem kristen tro og verdslig stabilitet blot en enkelt tanke.

Kristus skal ifølge Luther skelnes fra alle menneskelige forestillinger, og hvis vi ser på Jesus, ”som køerne uforstående glor på en ny ladeport”, og mest fokuserer på det eftergivende ved ham, kan der ikke findes sand tro.

To centrale anliggender i dag - dyrkelsen af den solidariske og ikke almægtige Gud og kristendommens udfasning af vores verdensbillede - advares der klart imod i Luthers prædikener.

For lige så meget som reformatoren er indkapslet i sin egen tid, er han knyttet til vores igennem en stor og uforlignelig lidenskabelig teologi.

”Jesu afskedstale” rummer desuden en grundig behandling af forholdet mellem Sønnen og Faderen, ligesom man møder Luthers tanker om gerningsretfærdighed, Djævelens hærgen i verden, Ordets betydning og hans til tider barske tilgang til de mange, der ikke vil høre.

Det er komprimeret læsning, og man skal have tid til fordybelse. Nok er teksten undervejs udstyret med forklarende noter, når Luther bruger mystiske vendinger eller henviser til kirkehistorien, men læseren bliver ikke taget pædagogisk ved hånden. Der er tale om krævende og ufortyndet Luther-forkyndelse over 278 sider med et Amen til sidst, og man er i intensivt selskab.

Men udbyttet er stort, og enhver teologisk interesseret kan roligt gå i gang med at læse og tilmed glæde sig til udgivelsen af det næste bind.