Ole Thyssens antireligiøsitet er ikke til at tage fejl af

Ganske original fremstilling af viljesbegrebet svækkes af lidt for firkantede fortolkninger

Ole Thyssens antireligiøsitet er ikke til at tage fejl af

Professor emeritus Ole Thyssens bog om viljen er i virkeligheden to bøger samlet i et værk. I den første del kortlægger han en række filosofiske positioner, der har forholdt sig til viljesbegrebet i tidens løb.

Anden del skildrer viljen i et aktuelt, eksistentielt perspektiv. ”There is more to life than books, you know – but not so much”, sang den engelske rockgruppe The Smiths, og den samme konklusion synes Thyssen at hylde. For nok prætenderer anden del at inddrage hverdagens vilje og modvilje, men det er mest fra litteraturen, forfatteren henter sine eksempler.

Thyssens antireligiøsitet tager ingen læser fejl af.

Om Paulus hedder det: ”Han blev fundamentalist med dyb foragt for andres meninger, han blev kristendommens Lenin, som organiserede de kristne menigheder, og han blev imam, som fortalte, hvordan kristne skulle leve.”

Thyssen præsenterer kristne tænkere i svageste opstilling, så han uden dikkedarer kan jorde dem. Thyssen kunne dog have lært af Paulus, at ”bogstaven slår ihjel, men Ånden gør levende”, eftersom hans firkantede Bibellæsning jo formindsker både udbyttet for ham selv og læseren.

Det sidste er det værste.

Omvendt skal det holdes Thyssen til gode, at han har en oprigtig trang til at belyse viljesbegrebet uden at ty til støvede forklaringer eller akademiske genkendeligheder. Og heldigvis forlader han efterhånden den groft udleverende karikatur for at bevæge sig frem til den fint indforståede analyse. Thyssens diagnose af velfærdsstatens forfejlede appel til selvhjulpenhed fylder således blot små 12 linjer, men er så suverænt formuleret og indsigtsgivende, at Liberal Alliance burde arrangere en studiekreds om den.

Thyssen er en egenrådig tænker, som anlægger et stilleje, der konstant nærmer sig det aforistiske som: ”Der er mere vilje i at holde vejret end i at trække det.”

Mange af de knappe, overrumplende analyser er spændende, men kræver ofte genlæsning. I indledningen har forfatteren fastslået: ”Viljen er ingen ting, den er ikke et organ og er ikke synlig med det blotte øje.”

Til slut ved vi dog en hel del om viljen – blandt andet at den forudsætter lidenskaben.

”En lille bog om viljen” munder ikke ud i en krystalklar konklusion, omend de sidste linjer i bogen lyder, som om Ole Thyssen tilslutter sig digteren Hjalmar Söderberg: ”Det er muligt, at den frie vilje ikke eksisterer, men vi er nødt til at bruge den alligevel.”