Balletdanser Ida Praetorius: Den lille angst

Det hårdeste ved at være balletdanser er tvivlen. Er du god nok? Sådan siger Det Kongelige Teaters succesfulde primaballerina Ida Praetorius, som tit græder efter en forestilling. Selvom hun elsker dans højere end noget andet

”Der skal noget til at stille sig op på en scene og danse sit hjerte ud. Jeg har stadig en lille angst for ikke at være god nok. Men med erfaringen er jeg vokset med mit arbejde, og det mentale er blevet meget bedre,” siger balletdanser Ida Praetorius, der snart er aktuel i ”Askepot”. –
”Der skal noget til at stille sig op på en scene og danse sit hjerte ud. Jeg har stadig en lille angst for ikke at være god nok. Men med erfaringen er jeg vokset med mit arbejde, og det mentale er blevet meget bedre,” siger balletdanser Ida Praetorius, der snart er aktuel i ”Askepot”. – . Foto: Leif Tuxen.

I årevis skrev balletdanser Ida Praetorius hver dag tre ting i sin dagbog, som var lykkedes – noget, hun var god til. Og som hun kunne lune sig ved på dårlige dage.

Det var en slags mental træning. Tre klap på skulderen. For det kneb med selvtilliden. Og dét på trods af at hun allerede som teenager strålede som et lysende talent.

Siden den tid er det kun gået én vej for den langlemmede danser med de vilde piruetter, det elegante svæv, det indfølte samspil med musikken, de gnistrende blå øjne, det fandenivoldske og den frække opstoppernæse: fremad!

Så selvom Ida Praetorius stadig slås med lavt selvværd indimellem, har hun i dag erobret positionen som primaballerina i Den Kongelige Ballet.

Det var ikke tilfældigt, at den 25-årige solodanser kom i samme kvadrille som dronning Margrethe, da man traditionen tro dansede lancier ved det seneste hofbal for kunstnere og sportsfolk.

Der er nu ikke så meget stjernestøv over Ida Praetorius, da hun tager imod en regnfuld tidlig morgen ved sceneindgangen til Den Kongelige Ballet iført sorte sportsbukser, sorte kondisko og forvasket T-shirt med et stort hjerte på brystet.

Men det intense og smilende nærvær, som vi kender fra scenen, mærker man straks.

Ida Praetorius var ikke mere end tre år, da hun klædte sig ud med benvarmere og strutskørt og kundgjorde: ”Jeg vil være ballerina, når jeg bliver stor.”

Danseglæden fik hun ind med modermælken. Hendes mor, Carolina Praetorius, var balletdanser hos Neumeier i Hamborg. Men sadlede om, fik tre børn og uddannede sig til læge. I dag er hun direktør for familiefirmaet, som arbejder med at planlægge hospitaler.

”Min mor er så sej. Hun har enorm viljestyrke. Hun beviser, at man godt kan tage et skifte i sit liv. Hvert syvende år siger hun, at nu vil hun noget nyt. Vi gør os megen umage i vores familie.”

”Far og mor tog mig med til ballet, fra jeg var tre år. Det har altid været en drøm, en passion for mig at danse. Det er en gave at kunne dele det med både min far og min mor.”

”Min mor har selvfølgelig en stor forståelse for det tekniske. Hun ved lidt mere end min far. Men han er dygtig til at se det med publikums øjne.”

Familiesammenholdet er stærkt. Også mellem de tre søskende. Ida Praetorius taler eller skriver sammen med sine to brødre hver eneste dag.

De er også balletdansere. Praetorius-familien er lidt af en sensation. Ifølge ballet-kendere har der aldrig tidligere i Den Kongelige Ballets flere hundrede år lange historie samtidig været en søskendeflok på tre.

I dag er lillebror Lucas dog skiftet til balletskolen i moderens gamle kompagni hos Neumeier i Hamborg.

Han fik nemlig ikke tilbud om en aspirantplads i København i ballettens hårde udskillelsesløb. Men 17-årige Lucas lod sig ikke kue. Han søgte til den lige så prestigefyldte ballet i Nordtyskland, blev optaget på skolen dér og flyttede hjemmefra.

”Lucas er så vildt sej. Han sagde: Jeg er ikke færdig med at danse. Jeg vil ud at se verden. Han går sin egen vej, som slet ikke er let. Han er et multitalent og meget intelligent. Han flyttede til en helt fremmed by, og lige pludselig kunne han tale flydende tysk,” siger Ida Praetorius og smiler.

”Lucas er 18 år nu og går i den sidste klasse på skolen. Han sejler. Han tager en hf ved siden af dansen. Jeg ved ikke, hvor han får alt det overskud fra.”

Ida Praetorius er vild med sine brødre og får glød i stemmen, hver gang talen falder på hendes familie.

Er der ikke en klar rollefordeling – du er storesøster og stjernen lige nu?

”Jeg kom først ud af min mors mave, selvfølgelig. Men de er lige så kloge og dygtige. Mine brødre er så sindssygt inspirerende på hver sin måde.”

22-årige Tobias Praetorius er korpsdanser i Den Kongelige Ballet. Så ham ser hun næsten hver dag på deres fælles arbejdsplads. Ud over at danse har han også selv skabt flere forestillinger, blandt andet til sin søster og Andreas Kaas, den partner, som Ida Praetorius har fejret mange triumfer sammen med.

Hun var bare 19 år, da både hun og Andreas Kaas begge vandt verdens mest prestigefyldte dansekonkurrence for unge balletdansere, Erik Bruhn-prisen i Canada.

Siden har de sammen erobret pladsen helt i front i Den Kongelige Ballet.

”Jeg tænker tilbage på Erik Bruhn-prisen som noget skelsættende for mig. Jeg fik lov til at rejse rundt og danse. Der skete en masse. Jeg var med i store helaftensforestillinger. Det har præget min karriere og mig som kunstner. Jeg lærte så meget af de første store roller. Det var dér, jeg begyndte at løbe,” fortæller Ida Praetorius.

Hun har for nylig dannet par med vennen i den spektakulære helaftensballet ”Alice i Eventyrland”. Brusende flotte og teenager-kåde dansede de også sammen i ”Romeo og Julie”, som blev Ida Praetorius’ helt store gennembrud og hendes vej til udnævnelsen som solodanser.

De to barndomsvenner har holdt sammen lige siden balletskoletiden. Praetorius-klanen har været en slags ekstra familie for Andreas Kaas, der ikke kommer fra et ballethjem.

Kaas og Praetorius har hængt sammen i både store og små forestillinger. De dansede pas de deux mellem kunstværkerne på Statens Museum for Kunst, og på Takkelloftet opførte parret en ”kammerballet” – begge forestillinger var skabt af lillebror Tobias Praetorius.

”Tobias er både danser og koreograf. Han er afsindigt inspirerende. Han har en helt særlig forbindelse til musikken. Tobias er god til at se dans med innovative og nye øjne. Han er dygtig til at se det kunstneriske – og ud over bare teknikken,” fortæller Ida Praetorius begejstret.

Under samtalen i Den Kongelige Ballets foyer sidder Ida Praetorius konstant og vrider sine hofter til siden i den orange sofa for at få dem så langt ned i skrædderstilling som muligt.

Kropsligt er hun med sine lange arme og ben bygget til ballet. Hendes vrist er høj. Hun er stærk og sjældent skadet.

Men smidigheden skal der arbejdes med. Hofteleddene kræver intenst arbejde. Seks dage om ugen er der morgentræning på balletten. Oven i dét kommer prøver. Lige for tiden til ”Askepot”, hvor Ida Praetorius – selvfølgelig! – danser hovedpartiet som Askepot. Balletten får premiere til marts.

Kropsligt er der tale om en nærmest overmenneskelig kraftudfoldelse. Og også mentalt.

Men med erfaringen er jeg vokset med mit arbejde, og det mentale er blevet meget bedre. Jeg arbejder med en anden ro nu. Det handler ikke kun om at arbejde hårdt, men også intelligent. Og stole på, at jeg gør mit forarbejde godt nok. Og erkende, at jeg bare er et menneske!”

”Alligevel kan jeg stadig få det sådan…. er jeg god nok? Kan jeg noget? Er det bare hype? Men alt det prøver jeg lægge til side og give mig selv frihed, så jeg ikke bekymrer mig om, hvad folk tænker.

Skriver du stadig tre ting hver dag, som du er god til?

”Det er lang tid siden, jeg har skrevet noget ned. Jeg prøver at huske på at være stolt af mit arbejde. I hvert fald stolt af min indsats. Selvom det ikke er hver aften, jeg peaker.”