Den lille havfrue i nye, kedelige klæder

Kusamas tegninger minder om uendelige doodles, altså telefontegninger, tegnet uden man selv rigtigt tænker over, hvad man gør

Yayoi Kusama, Den lille Havfrue.
Yayoi Kusama, Den lille Havfrue. . Foto: kopenhagen.dk.

Det er en forfærdeligt sørgelig historie, eventyret om ”Den lille havfrue”. Selv om jeg er forberedt på slutningen, så sker der uundgåeligt noget med stemmen til sidst, når jeg læser om, hvordan hun står der på skibet, den lille havfrue på de smertende ben, og holder kniven, som hendes søstre netop har bragt hende, så hun kan dræbe prinsen; hendes sidste chance for ikke at skulle opløses og blive til skum.

Men det er umuligt for hende. Sin egen tunge kunne hun skære ud, men krumme et hår på den elskedes hoved, det kan hun naturligvis ikke. Elsker man så uselvisk som en lille havfrue, kan man ikke skade den elskede, selv om det er et faktum, at man aldrig får ham. Så hellere blive til skum på havet og i sidste øjeblik løftes op til 300 års slid som luftånd.

Når jeg læser eventyret igen, ærgrer jeg mig også over den sidste krølle, som jeg igen opdager, at jeg lykkeligt havde glemt: At H.C. Andersen ikke har kunnet stå for fristelsen til at lægge den morale ind. For eventyret er perfekt, smukt og smertefuld afrundet lige der, hvor hun kaster sig ud og bliver til skum. Hvorfor skal de små børn nu drages ind på falderebet og have dårlig samvittighed, hver gang de er sure, fordi de så lægger ekstra tid til luftåndens venteliv, før hun endelig kan komme til Gud? Øv, tænker jeg, og drømmer om en kættersk udgave, som jeg er sikker på, at H.C. Andersen ville have kunnet se, var klarere, uden den påklistrede morale til sidst.

Når jeg netop har genlæst ”Den lille havfrue”, skrevet i 1837, skyldes det, at Louisiana har udgivet eventyret i en smuk bog, illustreret af den japanske kunstner Yayoi Kusama, som nær var ved at lægge både museum og Humlebæks infrastruktur helt ned, da hun udstillede der fornylig.

Det er en stor bog i hardcover med et hvidt omslag og et fint smudsomslag i pergament, hvorpå en lille barnligt tegnet havfrue svømmer. Man genfinder tegningen inde i bogen, og den, plus en tegning på allersidste side, er, så vidt jeg kan se, de eneste nye tegninger, Kusama har lavet til bogudgivelsen. Resten af illustrationerne kommer fra serien ”Love Forever” tegnet 2004-07 og er altså ikke skabt med eventyret for øje.

I opsætningen af Yayoi Kusamas tegninger har Louisianas dygtige chefgrafiker Marie d’Origny Lübecker virkelig gjort, hvad hun har kunnet. Hun har arbejdet med tekst og billeder, sådan at der reelt opstår enkelte møder, som når en beskrivelse af uvejret, der nærmer sig på havet, er sat med store bogstaver midt på en mørk side med trekantede former. Hun har leget med skriften, sat prægnante afsnit større op og i det hele taget fået Kusamas meget repetitive illustrationer til at danne fine grafiske forløb af skiftende tæthed. Men, og der kan hun jo hverken gøre fra eller til, tegningerne har intet med teksten at gøre, og det er ret tydeligt. I pressemeddelelsen skriver man: ”I samspil med Kusamas tegninger åbner det klassiske eventyr sig for for nye læsninger og bliver aktuelt på nye måder.” Det er jo flot sagt, men jeg synes ikke, det er rigtigt.

Kusamas tegninger minder om uendelige doodles, altså telefontegninger, tegnet uden man selv rigtigt tænker over, hvad man gør. Uendelige bølgende mængder af store og små kvindeansigter i profil er sammen med øjne de meste gennemgående motiver. Af genkendelige elementer er der også små kvindekroppe, dametasker, briller, bogstaver og derudover et stort gentagende mylder af forskellige tentaklede fimrende figurer. De sidste passer fint med beskrivelserne af de undersøiske haver, men rent visuelt giver de grafisk smukke illustrationer ikke meget til teksten.

Kusamas H.C. Andersen er blevet en nydelig bog, men også en kedelig og uinspirerende bog.