Prøv avisen

"Den lille pige med svovlstikkerne" handler om de mennesker, vi normalt overser

”Den lille pige med svovlstikkerne” handler om en lille, fattig pige. Foto: MAGNUS MØLLER/polfoto

H.C. Andersens ”Den lille pige med svovlstikkerne” handler om de mennesker, vi normalt overser. Det gør eventyret aktuelt også i dag, mener illustrator Esben Hanefelt Kristensen

Fortalt af Esben Hanefelt Kristensen

”Den lille pige med svovlstikkerne” handler om en lille, fattig pige, som kommer fra et hjem med en svag mor og en voldelig far. Hun er den sidste dag i året jaget ud på gaden for at sælge svovlstikker, men har ikke solgt nogen, og hun tør ikke gå hjem, selvom det er så bitterligt koldt.

Gennem vinduerne på de huse, hun passerer, ser hun glade mennesker i stuerne, og duften af lækker mad kommer ud gennem revner og sprækker.

For at holde varmen stryger hun en svovlstik og ser de mest vidunderlige ting. Og det allerbedste til sidst. For ét menneske har været god ved hende, bedstemoderen, der er død, og hun kommer nu ned fra himlen for at hente den lille pige.

Næste morgen, da lyset bryder frem, ligger pigen så død, klemt op i et hjørne for at få den sidste varme. Med et smil om munden og røde kinder.

En aktuel historie

Det er så hjerteskærende en slutning, for der er stadig nogle mennesker og børn, der lever under forfærdelige vilkår. Derfor synes jeg, historien i den grad kan perspektiveres til i dag.

Jeg har selv tegnet to illustrationer til eventyret, og på det ene ser man pigen med svovlstikkerne som en lille, grå skikkelse, som ingen har tid til at kigge på. Hun er gemt bag rige mennesker, der stikker hovederne frem i billedet for at få opmærksomhed.

Det skal vise, at vi lever i en kultur, hvor vi glemmer, at der er nogen tæt på os, der ikke har det godt. Her tænker jeg på de mange flygtninge på landevejene og på de mennesker, der lever på gaden i de store byer.

Der er altså stadig folk, der er oversete og går til grunde, og det er netop dét, eventyret handler om. For der er ikke andre end den døde til at hjælpe den lille pige. Ingen har øje for hende.

Eventyret viser, at nøden er tæt på os

Ud fra eventyret skal vi derfor forstå, at nøden er ganske tæt på os. Også i dag. Gennem sociale medier og tv ser vi alle verdens ulykker, få sekunder efter de er sket. Men det gør også, at vi kan føle os magtesløse. Som med flygtningestrømmene, hvor vi i Europa ikke aner, hvad vi skal gøre.

Og så er der folk, som er ensomme, og folk, som er ramt på sind og sjæl. Dem, som synker ned i et mørke. Dér synes jeg, vi er blevet en smule elitære i Danmark, for der er nogle mennesker, vi ikke vil omgås. Vi lever i kaster, selvom det lyder vanvittigt. Blandingen af folk på godt og ondt er der ikke mere. Ofte omgås man dem, der har samme uddannelse som én selv, og det er en skam.

Julebudskabet i ”Den lille pige med svovlstikkerne” er, at vi skal huske at have en ekstra stol klar ved bordet, hvis der kommer nogen og banker på. For hvis der gør, skal der være plads til dem.

Så der er i den grad en løftet pegefinger i eventyret. H.C. Andersen kender om nogen det at komme fra bunden. Hans mor var vaskekone, de boede i et lillebitte hus og var afhængige af andre mennesker. Derfor har han kunnet sætte sig i den lille piges sted.

Lykkelig slutning - trods alt

Det dejlige ved at læse H.C. Andersen er så, at der altid er en Gud foroven. Eventyret ender jo faktisk lykkeligt, for H.C. Andersen var overbevist om, at den lille pige får lov at komme op til den, der holder af hende. At hun går ind i det varme, evige liv. Og han var ikke i tvivl om, at det fandtes.

Det er jeg heller ikke. På den måde er jeg et heldigt menneske. Det må være forfærdeligt at tro, at man blot går ind til det store intet. Faktisk var der for nogle år siden én, der ville pille Gud ud af H.C. Andersens historier, og vedkommende fik simpelthen så meget hug for det. Vorherre ér nemlig en meget vigtig del af H.C. Andersens fortællinger.

Den første, der introducerede mig til H.C. Andersens eventyr, var min mor eller bedstemor. Min mor læste op for os børn, når vi skulle sove, men også når vi var syge. Så læste hun nogle af de lange fortællinger. Det var rart, for havde man feber, var det godt at døse hen til sådan et eventyr.

H.C. Andersen er stadig til glæde for børn i dag

Og så kunne min bedstemor genfortælle H.C. Andersens historier. Det var hun fantastisk til. Jeg husker, at fortællingerne stod helt levende for mig, ligesom de stadig gør for børn over hele verden. Selv har jeg otte børnebørn, der alle kender H.C. Andersen - på nær den yngste, der ikke forstår så meget endnu.

Jeg tror, at børn vil blive ved med at læse eller få hans eventyr læst højt. På et tidspunkt skal man måske modernisere sproget, men det bliver ikke lige foreløbig, for H.C. Andersen taler stadigvæk et tydeligt sprog. Også for folk i andre lande. For tre år siden havde jeg besøg af Kinas bedste kalligraf.

Hun kom forbi, da hun havde set billederne til H.C. Andersens ”Nattergalen”, som jeg har lavet, og som hænger i kulturinstituttet i Beijing. Og dem kunne hun ikke glemme. H.C. Andersen betød altså også noget for hende, og hun fortalte mig blandt andet om ”Den lille pige med svovlstikkerne”.

Det viser, at H.C. Andersen stadigvæk lever - mange steder på jorden.