Nordkoreas diktator, Kim Jong-un, kommer under luppen i en fascinerende og tankevækkende bog

Er han en galning? Nej. Bizar? Ja, men ubehageligt rationel

"Den lille raketmand" er desværre ingen fuser, men derimod en stabiliserende faktor. Opgaven består i at overbevise ham om, at han kan forblive i den rolle uden sit lager af atomvåben.
"Den lille raketmand" er desværre ingen fuser, men derimod en stabiliserende faktor. Opgaven består i at overbevise ham om, at han kan forblive i den rolle uden sit lager af atomvåben.

Donald Trump, USA’s afgående præsident, har som bekendt sagt meget vrøvl i de forgange år, men hans øgenavn for nordkoreanernes diktator, Kim Jong-un, sidder lige i skabet: ”Den lille raketmand”.

Ved siden af den 1,9 meter høje Trump er Kim et hoved lavere, og med sit babylignende ansigt og ejendommelige frisure (selv i sammenligning med Trump!) er der noget komisk over ham.

Det smørrede grin fortager sig imidlertid hurtigt. Nordkoreas velvoksne arsenal af missiler med sprængladninger, der er adskillige gange kraftigere end atombomberne over Hiroshima og Nagasaki i 1945, er Kims vigtigste kort til at fastholde en plads på den storpolitiske scene.

Det er ganske vist ingen nyhed, men som rationalet udlægges af den amerikanske Korea-analytiker Jung H. Pak, står det lysende klart, at det netop er et rationale, altså en velgennemtænkt strategi parret med politisk analyse, som ligger til grund for Kim Jong-uns satsning på atomvåben.

Det er hverken storhedsvanvid eller ondskab, der dikterer den nordkoreanske oprustning. Jovist, den 36-årige despot har megalomane træk, hvilket næppe kan undre, når man er tredje led i et dynasti, der anser sig selv for at have guddommelig karakter.

Og hans undertrykkelse af landets 25 millioner indbyggere, som indbefatter ubetinget lydighed, lukkethed over for omverdenen, konstant overvågning og grusomme fangelejre, kan uden tøven beskrives som ondsindet.

Men den atomare slagstyrke – kombineret med interkontinentale ballistiske missiler og en stående hær på en million mand – handler om noget andet; den er regimets eneste overlevelsesmulighed. Og ikke mindst Kims egen livsforsikring.

Ifølge Pak, som i perioden 2009-2017 var analytiker hos CIA og i dag er tilknyttet The Brookings Institution i Washington, er Kim mere end noget andet bange for at ende som Libyens Muammar Gaddafi.

Blot få måneder før Kim i vinteren 2011 overtog magten efter sin far, Kim Jong-il, løb billederne af den ilde tilredte libyske diktator hen over alverdens tv-skærme. Synet af den gennembankede og ydmygede mand, der i sin storhedstid kaldte sig for ”Afrikas konge” og fablede om at købe kernevåben for sine mange oliemilliarder, var stærk kost for den unge Kim.

Jung H. Pak skriver, at det nordkoreanske regime har lært af det arabiske forår, at man aldrig må løsne grebet om kontrollen med staten. Selv en nok så beskeden eftergivenhed risikerer at ende med blodig opstand og ens eget hoved på et fad.

I den forstand er konklusionen på enhver forhandling med Nordkorea givet på forhånd: Man kan smile i ét væk, sådan som Kim har gjort ved sine sensationelle møder i 2018 med både Trump og præsident Moon fra Sydkorea, men hverken høflighedsfraser, forsigtigt diplomati eller for den sags skyld trusler om krig kan ændre på den nordkoreanske kurs.

Logikken er enkel: Den eneste måde at undgå en videreførelse af den formelt set uafsluttede krig 1950-1953 er ved være så skrækindjagende, at ingen vover at tage dette skridt.

Kim vil have ophævet de internationale sanktioner imod sit land, men han vil ikke medvirke til en afspænding af grænsen mellem de to Koreaer, og han vil under ingen omstændigheder afvikle sit atomprogram.

Pak, som fra første færd overbeviser om sin dybe indsigt i den nordkoreanske tankegang, påpeger, at den store fejl er at møde Nordkorea på tomandshånd. USA, Sydkorea og Kina, som er nordkoreanernes eneste reelle handelspartner og benefaktor, må gå sammen og diktere en ny virkelighed for Kim. Alene en koordineret indsats over for regimet i Pyongyang vil kunne medføre en optøning, men det er lettere sagt end gjort, når Kim frygter at ende som Gaddafi og samtidig drømmer om at forene syd med nord, vel at mærke under sin ledelse.

Jung H. Pak har ikke stor tiltro til, at der kommer forandringer indefra. Den nordkoreanske elite er dybt afhængig af Kim, og ethvert forsøg på dissens, eller blot mistanke om det, straffes med døden. Det var for eksempel tilfældet med Kims magtfulde onkel, Jang Song-thaek, som i 2013 blev arresteret og efterfølgende henrettet med en antiluftskytskanon.

Statsbureaukratiet er loyalt, og Kim har i sin regeringstid samtidig sørget for, at Pyongyang har fået moderne caféer og rekreative områder for de mere velbeslåede i det land, der kalder sig kommunistisk, men reelt er ultranationalistisk med racistiske undertoner.

Paks bog er i store træk fortrinlig, og dens illusionsløse afdækning af Kims sikkerhedspolitiske verdensbillede er hele læsningen værd. Trods en glimrende oversættelse er det dog ikke prosaen, forfatteren vinder på i en bog, som er noget nær blottet for personlige indtryk og farverige anekdoter. Det mærkes, at Pak kender til Nordkorea gennem efterretningsrapporter, bøger og avisreportager.

Det trækker også en anelse ned, at hun flere steder har behov for at minde om, at vi – den vestlige offentlighed – ikke ved synderligt meget om Kim. Det underforstås, at hendes egen bog gør en forskel, men det er ikke mange måneder siden, at Washington Post-korrespondenten Anna Fifields bog ”Den store efterfølger” udkom på dansk, og man skal vist også have gemt sig under en sten for ikke at være bekendt med Mads Brüggers eminente dokumentar ”Muldvarpen”, der afdækker Kim-regimets ulovlige våbenhandel og mafialignende statsstruktur.

Vi ved efterhånden ganske meget om Kims politik, omend der stadig er sider af hans privatliv, hvor der hersker usikkerhed, for eksempel om han har to eller tre børn. Vi ved dog – apropos Gaddafi – at det kan udløse et årelangt kaos at fjerne et lands diktator, hvor grum han end måtte være.

Den lille raketmand er desværre ingen fuser, men derimod en stabiliserende faktor. Opgaven består i at overbevise ham om, at han kan forblive i den rolle uden sit lager af atomvåben. Hvordan? Her må selv Pak give fortabt.

Gæsteanmelder Adam Holm er ph.d. i historie og freelancejournalist med tilknytning til DR.

Læs intervew med Jung H. Pak om bogen her.