Den litterære lemming-effekt

Forfatteren Kim Leines store prishøst dette år er udtryk for en ensretning i uddelingen af danske litteraturpriser. På længere sigt kan de mange bogpriser skade litteraturen, mener kritikere

Først vandt Kim Leine Boghandlernes Gyldne Laurbær (billedet), og siden fulgte DR’s Romanpris, Weekendavisens Litteraturpris, Politikens Litteraturpris, og forleden stod han så på podiet i Oslo og modtog Nordisk Råds Litteraturpris – alt sammen inden for samme år. Ingen iagttagere anfægter den litterære kvalitet af Leines vinderroman ”Profeterne fra Evighedsfjorden”, men der er voksende kritik af, at mange forskellige priser går til den samme forfatter. –
Først vandt Kim Leine Boghandlernes Gyldne Laurbær (billedet), og siden fulgte DR’s Romanpris, Weekendavisens Litteraturpris, Politikens Litteraturpris, og forleden stod han så på podiet i Oslo og modtog Nordisk Råds Litteraturpris – alt sammen inden for samme år. Ingen iagttagere anfægter den litterære kvalitet af Leines vinderroman ”Profeterne fra Evighedsfjorden”, men der er voksende kritik af, at mange forskellige priser går til den samme forfatter. –. Foto: Jens Astrup .

Da den danske forfatter Peter Tudvad i sidste uge fandt ud af, at han ikke var indstillet til BogForums Debutantpris for Kierkegaard-romanen Forbandelsen, blev han godt og grundigt vred. Ikke på BogForum eller sig selv, men på sit forlag, Politikens Forlag, som havde glemt at indstille bogen, der er Tudvads første skønlitterære bog, til prisen og dermed 50.000 kroner.

Jeg er (...) træt af at knokle som en sindssyg og se andre gå hjem fra arbejde klokken fire, mens de lige har glemt, hvad det er, de har udgivet. Sig mig, hviler der en forbandelse over mig?, lød svadaen på det sociale medie Facebook.

LÆS OGSÅ: Kritikere: Der er gået inflation i priser, der uddeles i litteraturens verden

Debatten om Peter Tudvads bog er blot ét ud af flere opråb fra kulturkritikere de seneste måneder, rettet mod uddelingen af litteraturpriser til forfattere, måden de bliver uddelt på og kriterierne for, hvordan de uddeles.

Og der er i høj grad brug for diskussion på lige netop det område, mener Niels Dichov Lund, lektor i litteratursociologi ved Det Informationsvidenskabelige Akademi, Københavns Universitet.

Vi har fået så mange bogpriser nu, at der er ved at gå inflation i det. Inflationen består i den kedelige tendens, at det er de samme forfattere, der får alle priserne, og at den smallere kvalitetslitteratur forbigås. Der er behov for at diskutere, hvad bogpriserne egentlig er til for, for det bliver mere og mere uklart, siger han.

Den dansk-norske forfatter Kim Leine er modsat Peter Tudvad absolut ikke forbigået af prisuddelerne det seneste år.

Sidst han kunne løfte en statuette og modtage en check for sit store historiske værk om kolonialiseringen af Grønland, Profeterne i Evighedsfjorden, var da Nordisk Råds Litteraturpris forleden blev uddelt ved et stort opsat gallashow i Oslos operahus. Værtinden, den svenske Broen-skuespillerinde Sofia Helin, var i gulvlang gallakjole, og på tilskuerpladserne sad alle nominerede forfattere bænket for at kunne klappe ad vinderen.

Kim Leine har i år modtaget både De Gyldne Laurbær, DRs Romanpris, Politikens Litteraturpris og Nordisk Råds Litteraturpris for blot at nævne et udvalg.

Men der bør være en grænse for, hvor mange priser én enkelt forfatter kan få, mener Lars Bukdahl, litteraturanmelder ved Weekendavisen.

Kim Leines bog er fin nok. Men det er problematisk, at én forfatter på den måde rydder hele bordet, mener han.

Jeg går op i litteratur og går derfor op i litteraturpriser. Én ting er anerkendelsen, ego-boostet og pengene. At gå efter penge kan synes vulgært, men i virkeligheden er det jo noget af det, der køber en forfatter arbejdsro, tid og mulighed for at koncentrere sig om at skrive. Men der er også en anden pointe med bogpriserne, nemlig at gøre opmærksom på ny litteratur.

Og den pointe er desværre ved at gå tabt, mener han.

Der er et helt elementært behov for at gøre opmærksom på dem, der ikke er kendte navne. Det er de samme seks-syv bøger, der bliver nomineret til alle priserne, især de læserpriser som de store aviser Politiken, Weekendavisen og Berlingske uddeler. Så sætter de anmelderne på avisen sammen om at udvælge 8-10 stykker lødig litteratur, og derefter må læserne så selv vælge mellem dem.

Men læserpris-modellen er en slags pseudodemokrati, mener han. For hvis læserne selv kunne vælge, ville de stemme på Jussi Adler Olsens bøger, der efter salgstallene at dømme er langt mere populære end Kim Leine, påpeger han.

Og det er da kedeligt og forudsigeligt, at den samme forfatter får det hele, siger han og spår i samme omgang, at den unge og meget omtalte digter Yahya Hassan, der i går fik Debutantprisen på BogForum sandsynligvis løber med samtlige priser til næste år.

Hvis en forfatter henter mange priser, bliver vedkommende automatisk til lidt af en guldfugl for sit forlag, forklarer forlægger hos Gyldendal Johannes Riis som i øvrigt har både Kim Leine og Yahya Hassan i sin stald.

Vi bliver meget stolte på forfatterens og egne vegne, men det betyder i mange tilfælde også, at salget bliver holdt ved lige, og det har vi set ske med for eksempel Profeterne i Evighedsfjorden. En pris til en bog er en slags vitaminindsprøjtning, der kan holde gang i salget. Alice Munro er et eksempel på det samme. Hun har længe ligget på spring til at blive publikumsfavorit, og da hun fik Nobelprisen, kunne vi se, at det var lige det, der skulle til for at få hende på bestsellerlisten.

Straks en bog modtager en ny stor pris, sendes der besked fra forlaget ud til boghandlerne, så det kan bruges i markedsføringen af bogen. Og trykkes der et nyt oplag, vil det komme til at stå på omslaget sådan kommer det for eksempel til at være med den nye udgave af Profeterne i Evighedsfjorden.

Selvom Johannes Riis helst vil have, at der er fokus på en lang række af forlagets forfattere, ser han umiddelbart ingen grund til at indføre begrænsninger for, hvor mange priser én enkelt bog kan modtage.

Det er jo matthæusprincippet om, at den, der har meget, skal meget gives, der også gælder her. Men man kan jo ikke begynde at give trøstpræmier, og man kan heller ikke sige, at nu har Kim Leine fået så og så mange priser, og så skal han ikke have flere.

Men ville det ikke være rart for jer som forlag at få interessen for jeres smallere forfattere spredt lidt ud, i stedet for at det kun er Kim Leine, der henter det hele?

Ud fra en demokratisk betragtning kunne vi godt ønske os det, men som forlag kan eller vil vi ikke styre, hvem der får opmærksomheden. Aviserne skriver jo også mest om de bøger, der har fået priser. Pressen kunne sagtens gøre meget mere for at skabe opmærksomhed om de smallere forfattere, mener Johannes Riis.

Ud over at give penge i kassen hos forlagene, så kan litteraturpriser være med til at ændre vores læsevaner, forklarer Niels Dichov Lund. Der er nemlig rigtig mange bøger på markedet i dag, og det gør det svært for læserne at finde ud af, hvad der egentlig er værd at læse. Her har litteraturpriserne en rent praktisk effekt.

En litteraturpris fungerer også som en slags sorteringsmekanisme i det store, uoverskuelige hav af litteratur. En pris kan guide os, fordi der sidder nogen, som har truffet et valg om, hvad der er godt, og hvis en bog har fået fire-fem priser, så kan vi alle sammen blive enige om, at den bør man have læst, siger han.

Men hvis alle prisuddelings-udvalg har plukket den samme håndfuld bøger, som læserne så kan stemme på, så bidrager en litteraturpris ikke længere til et specielt kvalificeret valg, påpeger han.

Det er nemlig de færreste af dem, der stemmer til læserpriserne, der faktisk har læst alle de bøger, de kan vælge imellem.

Man kan få en mistanke om, at det er det samme segment af midaldrende kvinder, der alle stemmer på den samme bog, de har liggende på natbordet. De købte den i første omgang, fordi den fik en pris, og nu stemmer de så på den, fordi det er den eneste af de syv udvalgte bøger, de faktisk har læst. Og hvad borger så egentlig for kvaliteten, hvis det er sådan, det foregår?

Det er derfor vigtigt at forstå motiverne bag udvælgelsen.

Og for rigtig mange priser skal man som læser være opmærksom på, at prisen i langt højere grad handler om at brande afsenderen ikke modtageren, påpeger han.

Litteraturpriser i dag handler i bund og grund mere om dem, der uddeler dem, end om dem, der får dem. Det er misforstået, hvis man regner aviserne som en kritisk stemme i det her. Det er ren afsenderbranding, og det er problematisk, at en avis, der ellers skulle være en kritisk stemme i offentligheden, gør sig til dommer, uden at vi kender kriterierne, siger han.

Man kan dog stadig regne med, at de største litteraturpriser har en vis faglig tyngde. Nobelprisen, Nordisk Råds Litteraturpris og Kritikerprisen gives alle udelukkende af en litteraturfaglig jury og er eksempler på priser, der i udgangspunktet ikke er påvirket af kommercielle interesser.

Der er også en løsning på den litterære lemming-effekt, der er opstået med avisernes nye læserpriser, mener Niels Dichov Lund.

Han fremhæver Montana-prisen, som er indstiftet af Information og Testrup Højskole og DRs Romanpris som eksempler på en god måde at give priser på. I begge tilfælde samles et kvalificeret, engageret læserpanel og diskuterer samtlige nominerede bøger i forhold til hinanden ikke bare den, de har liggende på natbordet.

Vi har absolut ikke brug for flere priser. Men vi har brug for at komme ud i hjørnerne og tale om reel brugerinddragelse og litteraturoplysning. Ellers bliver litteraturpriserne til ét stort programmeret cirkus.