Domkirken i Lund ligner udefra en gammel katolsk katedral fra Frankrig med store, snavsede sten, der vidner om et langt liv i byen med skiftende former for forurening og forskellige teologiske vinde. Det var i sin tid den danske kong Knud den Hellige, der muliggjorde byggeriet, der stod færdigt i 1145. Og det var efter sigende også herfra, ærkebiskoppen i Lund i muligt samarbejde med Valdemar Sejr lidt senere beordrede opførelsen af Hammershus på Bornholm.
Men mens den bornholmske middelalderborg som bekendt forfaldt, har katedralen i al den tid stået her med forskellige udbygninger og peget standhaftigt op mod himmelen, så man forstår, hvorfor Johannes V. Jensen engang besang de tidlige nordiske katedraler som vikingeskibe, der i stedet for horisontale plyndringseventyr på havet havde vendt udlængslen vertikalt mod det himmelske.
Helt anderledes moderne er den flade dombygning for retten i Lund, ”Lunds Tingsrätt”, som godt nok har en klokke på toppen af bygningen, men ellers bærer funktionalistisk præg af at være bygget i 1958 med en alt andet end himmelstræbende arkitektur. Men det er, som den svenske forfatter Mattias Edvardsson selv siger, mellem de to bygninger, han har spændt sin bestsellerthriller ”En helt normal familie” ud, fordi den både tager udgangspunkt i en kristen og juridisk form for etik: en, der både peger op mod himmelen og ned gennem historien, og en anden, der peger direkte ud i samfundet til de mange borgere, der ”kan gå et helt liv naturligt forbi retsbygningen uden at komme ind i den”.
Romanen, der netop er udkommet på dansk, blev en overraskende stor succes i Sverige, hvor den indtil videre har solgt omkring 150.000 eksemplarer og allerede er solgt til en lang række lande – heriblandt til USA i et ”absurd” stort oplag, for forholdet mellem kirkens og juraens love interesserer altså også Trumps (fra)vælgere. Men historien i romanen begynder lige her i det svenske domhus, hvor præsten Adam skal ind for at vidne i en sag, hvor hans teenagedatter, Stella, er anklaget for mord på en forretningsmand. Han ved ikke, hvad han skal sige. For han ved ikke, hvad han skal tro på, og om en præst må lyve for at beskytte sin datter?
Plottet skal ikke afsløres her, men romanen er inddelt i tre dele med tre forskellige stemmer med hvert sit syn på sagen, så man både følger præstefaderen, juristmoderen og datteren selv:
”Jeg lod bevidst moderen blive jurist og faderen blive præst, fordi jeg syntes, at der ville være en god dynamik i de to forskellige måder at fortolke loven på. I begyndelsen tænkte jeg, at man kan ændre loven, men ikke Bibelen. Det er også spørgsmålet, om straffeloven overhovedet er moralsk i sig selv, for den er jo skabt gennem politik, der sommetider kan være alt andet end moralsk, men loven bygger jo i en vis forstand på Bibelen, fordi hele vores fundament for at tænke etisk i Vesten udspringer af den bibelske etik,” siger Mattias Edvardsson.
”Men spørgsmålet er, hvordan den overhovedet kan omsættes i et praktisk liv og i en lovgivning. Bibelen stritter jo i mange retninger og skal vel også forstås med hjertet. Derfor famler faderen også meget mere efter, hvad der er rigtigt at gøre, end moderen, der i sit arbejde går mere køligt til juraen med sin hjerne,” siger han.
Moderen i romanen er forsvarsadvokat og må sommetider i sit arbejde slå følelserne helt fra som en kirurg, der opererer en patient. For loven har ingen følelser. Hun forholder sig derfor ikke personligt til sine klienters skyldsspørgsmål, men kun til hvordan juraen kan hjælpe dem, forklarer Mattias Edvardsson og tilføjer, at Adam på en anden måde lever med sine følelser og en langt større usikkerhed i sit arbejde.
”Troen er vigtig for ham, men han er en moderne kristen, der ikke forstår Bibelen bogstaveligt, og det betyder også, at hans tro hele tiden følges med tvivl. Gennem bogen siger han hele tiden. ’Det ved jeg ikke, men jeg tror.’.”
Til gengæld slår Adam også på sin egen måde følelserne fra, fordi han har svært ved at leve autentisk som præst, fordi han føler sig presset til at virke mere from, end han er, så han kan fremstå godt for menighedsrådsmedlemmerne.
”På den måde bygger Adam en facade op, så der bliver en kløft mellem, hvem han er i familien, og hvordan han fremstår i offentligheden. En præst er jo i den forstand altid på arbejde, fordi alle ser ham som præst, selvom han ikke har præstekjolen på. Sådan er det også for Adam.”
Det var faktisk Mattias Edvardssons eget bryllup, der gav ham idéen til at skrive en præst ind i romanen. Dengang arbejdede han som lærer, men skrev romaner ved siden af. Og han ledte efter en ny god historie at skrive om, da han faldt i snak med den svenske præst, der skulle vie Mattias Edvardsson og hans kone på Tenerife.
”Jeg er ikke selv religiøs, men jeg blev meget optaget af præstens fortælling om, hvordan han engang selv havde været ateist, før han fik en kaldsoplevelse og blev frelst. Det var fascinerende for mig, at den slags kan ændre sig så radikalt, men samtidig stod min præst for mig som et fornuftigt menneske, der ikke på nogen måde var fundamentalistisk, og jeg fik lyst til at skildre sådan en almindelig sympatisk svensk præst, som jeg egentlig tror, at der er flest af, selvom det måske er de mere anløbne typer, der løber med opmærksomheden i både litteraturen og medierne.”
Samtidig ville Mattias Edvardsson også gerne skrive om en helt normal familie, fordi han som far var blevet optaget af et andet tema om, hvor godt man egentlig kender sine børn.
”Jeg har selv to døtre, der har fået mig til at tænke over, at bekymringerne som far aldrig stopper. Når de er små, er man bange for, at de bliver syge, og når de bliver større, er man bange for, at der skal ske dem noget, når man ikke er hos dem. Men hvor godt kender man dem egentlig? Og hvor langt rækker ens ansvar for det, ens børn kan finde på at gøre?”
”Man forestiller sig jo altid, at det er andre, der kan skade ens børn, men de kan jo også blive mobberne eller måske ligefrem kriminelle. Alligevel tror mange forældre blindt på deres børn. Som lærer har jeg tit siddet med forældre, der påstod, at de vidste alt om deres børn, men børn kan jo som præsten i min historie også godt opføre sig meget forskelligt derhjemme og uden for hjemmet. Det gjorde jeg da også selv som teenager, hvor jeg langtfra afrapporterede om alting derhjemme. Det handler historien her også om. For selvom man kan bo sammen som familie, kan både ens kone og ens børn forblive gåder for en og overraske en.”
Det er således et chok for forældreparret, da de opdager, at deres teenagedatter med stort T ryger pot, men da hun selv er udsat for et overgreb, melder de det ikke – også af hensyn til den pæne facade, som familien helst skulle opretholde.
Men hurtigt bliver spørgsmålet, hvor langt de vil gå for datteren, der risikerer en uoverskuelig fængselsstraf for det mord, som hun – måske – har begået. Og det er i den store gråzone, at dramaet udspiller sig i romanen, mens krimispændingen først udløses til sidst. For ligesom i virkeligheden er en god thriller tit kendetegnet ved, at det er svært at vide, hvor man skal finde retfærdigheden, men i Lund står to bygninger og peger hver sin vej.