Den malende digter

Den færøske forfatter William Heinesen var også ”billedmager,” som han selv beskedent kaldte denne side af sit kunstneriske virke. Billederne blev til i pauserne mellem hovedbeskæftigelsen – forfatterskabet. Men en ny pragtbog om hans billedkunst viser, at han også var billedkunstner i egen ret

Genkommende, især i papirklippene som her, er de dansende, nøgne ungmøer, der lokker og frister med deres struttende attributter og erotiske frimodighed. Det er en fest for øjet!
Genkommende, især i papirklippene som her, er de dansende, nøgne ungmøer, der lokker og frister med deres struttende attributter og erotiske frimodighed. Det er en fest for øjet! .

Forfatteren til den nye Heinesen-bog, Bárður Jákupsson (født 1943), er ikke en ”hr. hvem som helst”. Han er en akademiuddannet, modernistisk billedkunstner, som samtidig forstår at ”føre pennen” elegant. I årene 1989-2003 var han direktør for Færøernes Kunstmuseum i Tórshavn og har skrevet flere bøger om færøsk kunst. Herunder den vigtige ”Færøernes billedkunst” (2000) og monografier om en lang række færøske billedkunstnere, herunder om Samál Joensen-Mikines og Hans Pauli Olsen.

Hans hyldestbog til William Heinesen (1900-1991) er en pragtbog i storformat. Den er en slags retrospektiv udstilling i bogform, og den giver os mulighed for at spadsere gennem denne store og prisbelønnede forfatters fabulerende og ofte muntert-livfulde billedkunst, herunder hans storværk – udsmykningen af Tórshavns nye kommuneskole i 1956 med motiver hentet fra Sigurdskvadet, der stadig synges på Færøerne i forbindelse med den traditionelle kædedans.

Ligesom William Heinesens forfatterskab henter også hans billedkunst næring og inspiration i den norrøne forestillingsverden, der bygger lige så meget på den på Færøerne så udbredte overtro som på den nordiske mytologi.
Ligesom William Heinesens forfatterskab henter også hans billedkunst næring og inspiration i den norrøne forestillingsverden, der bygger lige så meget på den på Færøerne så udbredte overtro som på den nordiske mytologi. Foto: Alan Brockie/ Forlaget Torgard

Bogen er trykt på mat papir, hvilket især klæder Heinesens mange farveglødende pasteller. Undertiden understøttes billederne af citater fra Heinesens forfatterskab – som en nøgle til at forstå billedernes mentale forankring og udgangspunkt og deres forførende magi. Det er en vigtig udvidelse. Heinesen fik det bedre både kropsligt og mentalt, når han skabte sine malerier, hvoraf mange blev til ”plein air” i naturen – stående ved staffeliet. I sine sidste år blev han i lighed med Henri Matisse af fysiske grunde nødt til at indskrænke sig til papirklippene, som han imidlertid drev til nye højder.

Ligesom Heinesens forfatterskab henter også hans billedkunst næring og inspiration i den norrøne forestillingsverden, der bygger lige så meget på den på Færøerne så udbredte overtro som på den nordiske mytologi.

Det myldrer med marer, norner, trolde, jætter, aser, havfruer, huldrefolk og guder i hans billeder. Når en trold rammes af dagslys, bliver den straks forvandlet til en sten. Da der er så mange sten på Færøerne, må man frygte, at de alle har været trolde og engang bliver vakt til live igen.

Samtidig med at kristendommen har et solidt greb i færingerne, så blev overtroen bevaret på de nordatlantiske øer længe op i det 20. århundrede, indtil bilerne, telefonerne, radio og tv – og ikke mindst det elektriske lys – førte en ny, fornuftsbaseret tankeverden med sig. Unægtelig mindre underholdende end den, som Heinesen fremstiller i sin kunst og i sit forfatterskab.

Det er mørkets kræfter, som han slipper løs i sit frit fabulerende billedoeuvre. Det er livet under havets overflade eller i de mørke huler. Selv tænker han tilbage på sin ungdom som en farefuld og smertefuld tid, der var udspændt mellem ungdommeligt fremtidshåb og ”tragisk betonede grublerier og metafysiske spekulationer”, og man fristes til at tro, at billederne tjente til at mediere mellem de to tilstande.

Det er især i pastellerne, at Heinesen opviser et mesterskab, navnlig når han maler sine sublimt vibrerende, glødende romantiske landskabsbilleder med pastel. – Fotos: – Alan Brockie/ Forlaget Torgard.
Det er især i pastellerne, at Heinesen opviser et mesterskab, navnlig når han maler sine sublimt vibrerende, glødende romantiske landskabsbilleder med pastel. – Fotos: – Alan Brockie/ Forlaget Torgard. Foto: Alan Brockie/ Forlaget Torgard

Genkommende, især i papirklippene, som Heinesen findyrker på et mere professionelt niveau de sidste 10 år af sit virke – fra han er 70 til 80 år – er de dansende, nøgne ungmøer, der lokker og frister med deres struttende attributter og erotiske frimodighed.

Det er en fest for øjet! Især det mandlige. Der er ikke mange nøgne mænd til at byde dem op til dans. Aldrig har jeg set så mange nøgne unge piger i et kunstnerisk oeuvre. Modigliani, Gustav Klimt og Pablo Picasso go home! De er især ”ude at gå” i hans sene papirklip, der stilistisk er en blanding af Henry Heerups heraldisk prægede kunst, Matisses sofistikerede og koloristisk geniale papirklip og vikingetidens stiliserede ornamentik. Men Heinesens festlige og ikoniske papirklip er samtidig helt hans egne og som sagt forankret i Færøernes mytologi.

Det er især i pastellerne, at Heinesen opviser et mesterskab, navnlig når han maler sine sublimt vibrerende, glødende romantiske landskabsbilleder med pastel, som Jákupsson beskriver præcist:

”Pastelkornenes farvehav rummer den mangetydige fantasi og skaber det magiske lys, der kendetegner hans billeders særlige grundtone.”

Hvorimod han kæmper med det mere træge og ”saglige” oliemaleri. Mens ”stregen står ren og spændt som en arabeskagtig, farvende form”, når det drejer sig om hans mange tuschtegninger af hans samtidige, ofte med en satirisk drejning. I en periode var han også satiretegner. Han havde en uovertruffen visuel hukommelse, så han kunne tegne et menneskes fysiognomi længe efter at have set vedkommende – og det endda kun få gange.

Hos Heinesen myldrer det med mytologiske figurer.
Hos Heinesen myldrer det med mytologiske figurer.

Heinesen var også et politisk menneske, der engagerede sig i sin samtid. Politisk tilhørte han socialdemokraterne, og han stod for en politisk linje, der styrkede et selv- og velkørende Færøerne. Han gik ind for ”nation building”. Selv var han født og opvokset i en borgerlig-musisk familie. Mormoderen var dansk, moderen talte dansk, og Heinesen skrev på dansk, hvilket var hans begrundelse for at afvise Nobelprisen, da den kom på tale. Han mente, at det ville være at forfordele det færøske sprog. Faderen var skibsreder og købmand, og efter hans død overtog Heinesen nødtvungent firmaet. I 1954 afviklede han det for fuldt ud at kunne hellige sig sit kunstneriske virke.

Der er en direkte sammenhæng mellem det rige billedsprog, som præger Heinesens poesi og prosa, og billederne. Det hele – såvel metaforerne i digtene som figurerne, der fremstilles, når han dypper penslen i tusch, pastel eller olie, står i gæld til den særegne og markante færøske natur, der bjergtager alle, som har oplevet den. Bogen er såvel en ode til den færøske natur som til denne vigtige, men noget oversete del af Heinesens virke.