Prøv avisen
Min juleprædiken

Dy Plambeck: Den, man er bange for, kan vise sig at være en engel

Med Jesu fødsel bliver også det, som vi anser for den moderne vestlige verden med humanisme, demokrati og videnskab etcetera født, siger forfatteren Dy Plambeck. – Foto: Malene Korsgaard Lauritsen

Barnet i krybben er begyndelsen på noget helt nyt, siger forfatteren Dy Plambeck om Juleevangeliet

Juleevangeliet bliver ved med at være en fantastisk tekst. Det er her, Gud bliver menneske. Han bliver et spædbarn. Det er begyndelsen, fødslen, der skildres i Juleevangeliet. Netop det at teksten har fokus på fødslen, synes jeg er stærkt. Ellers er fokus i kristendommen ofte Jesu død, hans lidelse og korsfæstelse. Den korsfæstede Jesus, der døde for at give os evigt liv, hænger i hver en kirke. Når jeg tænker på Jesus og ser ham for mig, ser jeg den korsfæstede Jesus.

For nylig var jeg i kirke med min datter på to år. Der hang den korsfæstede Jesus over altertavlen. Hun pegede på ham og sagde: ”Mor, ham der kan ikke komme ned. Han sidder fast. Så kalder han på sin mor. ’Mor!’, siger han. Og så kommer hans mor og hjælper ham ned.”

Det var en fantastisk oplevelse, for hun havde jo nærmest set hele lidelseshistorien for sig, hvor Maria også var ved Jesus, da han blev korsfæstet. Samtidig gik det op for mig, at vi vokser op med det billede af den korsfæstede Jesus, som en helt naturlig ting. Det er et meget voldsomt billede. Døden er i fokus, men den havde jo ikke været der, hvis fødslen ikke var der først. Mange mennesker er optaget af deres død. Bekymrer sig om den. Åh, jeg skal dø! Tænk, hvis man var lige så optaget af sin fødsel. Åh, jeg blev født. Hurra!

For mig handler Juleevangeliet om fødslen. Med Jesu fødsel bliver også det, som vi anser for den moderne vestlige verden med humanisme, demokrati og videnskab etcetera født. Der går selvfølgelig mange år, før det er en eta-bleret verden, hundredvis af år, men det begynder med Jesu fødsel. Der starter en frigørelse fra religiøse bånd, der leder til frigørelse af andre slags bånd. Barnet i krybben er begyndelsen på noget helt nyt. Det, han siger og gør, mens han lever, ændrer verden. Hans anskuelse af livet er anderledes. Han gør op med det gamle. Sætter en ny dagsorden.

I dag kan man så være bekymret for, at den moderne vestlige verden, som startede med Jesu fødsel, er ved at bryde sammen. Jeg læser for tiden en bog ”The last Days of Europe” af Walter Laqueur, der handler om, at Europa, som vi kender det som et vigtigt politisk handelscentrum, er ved at være forbi. Bogen blev skrevet før Brexit og valget af Donald Trump som præsident i USA. Jeg må indrømme, at jeg er urolig for fremtiden. Jeg plejer ellers at være et optimistisk menneske. Men i den her tid er det kristne budskab i den grad udfordret. Alt det, Jesus har lært os om at elske sin næste. Kløfterne er dybe. Splittelsen er stor.

Så tænker jeg på englen i Juleevangeliet, der siger til hyrderne: ”Frygt ikke!”.

Man kan lade sit liv styre af frygt, men jeg tror, det er vigtigt at se frygten i øjnene. Så vil man måske se, at der ikke er noget at frygte, men at det faktisk er en engel, der står foran en. Kærligheden for-driver frygten, som der står i Johannes’ brev. Juleevangeliet er jo i høj grad også en tekst om kærlighed. Guds kærlighed til os. Derfor bliver han menneske i form af Jesus. Han bliver født ligesom et ganske almindeligt menneske, af en kvinde, Maria.

Når jeg læser Juleevangeliet, synes jeg, Maria står stærkt. Hun skal føde et barn for første gang. Hun skal blive mor. Hun har allerede fået at vide, at hendes barn er helligt, undfanget ved Helligånden. Det sker i Lukasevangeliet. Hun må være bekymret, have smerter, men der står bare: ”Mens de var dér, kom tiden, hvor hun skulle føde, og hun fødte sin søn, den førstefødte.” Maria er nødvendig for Jesu eksistens. For at Gud kan blive menneske. Uden hende er det ikke muligt.

Maria er sjældent omdrejningspunktet i luthersk kristendom. Men der burde være meget mere fokus på hende. Hun føder jordens frelser! Nedtoningen af hende skyldes nok omstændighederne, en jomfrufødsel, med en Helligånd, selvom hun har en forlovet? Det har også dengang på Jesu tid lydt mærkværdigt.

Noget, der er særligt ved Maria i Juleevangeliet, er, at mændene (hyrderne) taler og spreder budskabet om Jesu fødsel. Men Maria gemmer ordene i sit hjerte. Hun står i kontrast til dem, virker på en måde mere indsigtsfuld. Jeg synes, at sætningen ”Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem” er meget smuk. Den sætning optræder igen i slutningen af kapitel 2 i Lukasevangeliet, hvor Jesus som 12-årig er i templet. Hans forældre, Maria og Josef, har ledt efter ham i tre dage og været ængstelige. Det særlige ved den tekst er, at det er et af de få steder i Bibelen, hvor Maria nævnes som hans mor. Det sker netop i sætningen ”Hans mor gemte alle disse ord i sit hjerte”. Men der sker også en anden forskydning. Maria kalder Jesus, det han er, et barn, men samtidig er det Jesus, barnet, der må sige til forældrene, at de ikke skal være bange. Rollerne er byttet om. Igen bliver frygten italesat. Her er det Jesus, der siger, at forældrene ikke skal frygte eller være ængstelige. Han var ikke blevet væk. Han var faktisk hjemme hos sin far.