Frodigt vibrerende malerier på Louisiana

Den britisk-amerikanske maler Cecily Brown gæster kunstmuseet Louisiana med sine kropsligt forankrede, koloristisk virtuose og frodigt vibrerende malerier, der vipper på kanten mellem abstraktion og figuration

Cecily Browns ”Girl in a Swing” (2004) refererer på én gang til Goyas berømte stregætsning ”Heks, der gynger” (1826-28) og til Fragonards berømte maleri ”Gyngen” (1767). –
Cecily Browns ”Girl in a Swing” (2004) refererer på én gang til Goyas berømte stregætsning ”Heks, der gynger” (1826-28) og til Fragonards berømte maleri ”Gyngen” (1767). – . Foto: Robert McKeever/Louisiana.

Cecily Brown (født 1969) vil nok være et nyt bekendtskab for mange skandinaviske gæster, som i de næste måneder lægger vejen forbi Louisiana i Humlebæk. Men jeg spår, at få vil glemme hendes kunst efter at have set udstillingen. Tidligere har Louisiana i denne serie med fokus på malerkunst vist udstillinger med fremtrædende internationale kunstnere som Peter Doig, Tal R og Daniel Richter.

Udstillingstitlen, ”Where, When, How Often and with Whom” (hvor, hvornår, hvor hyppigt og med hvem), er tvetydig. Dels giver den associationer til en forbrydelse, som er ved at blive opklaret, dels giver den associationer i retning af et eller flere erotiske forhold. Især hvad angår det sidste: ”and with Whom” – tænker man uvilkårligt på Browns britiske kollega Tracey Emin (født 1963), hvis feministiske og selvbiografiske kunst repræsenterer alt, hvad der har at gøre med dårlig opførsel. Såsom gennembrudsværket ”Everyone I Have Ever Slept with. 1963-95” – et telt med 102 navne på dem, som hun indtil da havde sovet sammen med, fra bedstemoren til kærester og korte affærer.

Men i modsætning til Emin, der benytter allehånde medier og materialer – på det seneste især håndskrevne sentenser, bøjet i neon – så er Cecily Brown en genuin maler og det med stort M. Hun forholder sig bevidst til kunsthistorien og ”stjæler” målrettet fra dens enorme billedbank. Det slår én umiddelbart, hvor meget hendes kunst kan minde om Londonskolens store navne som Lucian Freud (den brækkede palet), Francis Bacon (de muterede ansigter) og Frank Auerbach (de modsatrettede penselstrøg), men også med amerikanske malere som Philip Guston, Elaine og Willem de Kooning med flere. Derudover interesserer hun sig for langt ældre forbilleder som Bruegel, Bosch, Goya, Hogarth, Géricault og Manet, som hun har kopieret så mange gange, at hun kender deres greb, kolorit og kompositionsformer og kan anvende disse intuitivt under arbejdet med motiverne. Hun har altid en idé om, hvad hun vil male, når hun tager ”hul” på et nyt, hvidt lærred, men undervejs leder maleriet hende nye steder hen og overtager så at sige kommandoen under arbejdet. Ligesom processen – billedets egen udviklingshistorie og den tid (ofte er værkerne år undervejs) – er aflæselig i værkerne, som et produkt af mange beslutninger, mange modsatrettede og flakkende penselstrøg og overmalinger, der har fundet sted, hvilket giver malerierne energi og intensitet – og tidslighed.

Brown vidste tidligt, at hun ville være maler og det i en tid, hvor maleriet som helhed – især det figurative – var no go. Her er det hendes”All the Nightmares Came Today” fra 2012. –
Brown vidste tidligt, at hun ville være maler og det i en tid, hvor maleriet som helhed – især det figurative – var no go. Her er det hendes”All the Nightmares Came Today” fra 2012. – Foto: Robert McKeever/Lousiana

Brown overrasker som få andre kvindelige kunstnere ved at kaste et nysgerrigt-vovet blik på mandekroppen – også den nøgne, og under flere af hendes mange gruppeportrætter ulmer noget aggressivt og farligt. Det er noget af dette, som samlere og museer værdsætter hos kunstneren, hvis værker da også har opnået skyhøje priser.

Brown vidste tidligt, at hun ville være maler og det i en tid, hvor maleriet som helhed – især det figurative – var no go. Hun er nogenlunde på alder med de fremstormende YBA = Young British Artists, der bragede igennem i 1990’ernes London, men hun passede ikke ind i deres cool stil, for hun var alt for ”varm” og flyttede desuden allerede i 1994 til New York, hvor hun blev en del af den amerikanske kunstscene.

Udstillingen omfatter 35 malerier i flere størrelser – herunder det over 10 meter brede titelværk på tre paneler fra 2017. Det skildrer et skibbrud med alle de associationer, der er knyttet til skibbrud i vores tid med de mange bådflygtninge. Det skildrer en myldrende figurgruppe på en strand og er direkte inspireret af det ikoniske cover med de siddende nøgne kvinder, der optræder på Jimmy Hendrix’ LP-cover til ”Electric Ladyland” fra 1968. Dette motiv har Brown ofte bearbejdet. I det aktuelle billede optræder der helt ude ved strandkanten også et nøgent par, som ser ud til at skamme sig. De er en pastiche på Masaccios berømte maleri ”Uddrivelsen af Paradis” (1426-28) og altså om Syndefaldet, som hele værket synes at kredse om med det kæntrede skib og den oplagte reference til Noas Ark. Browns monumentale maleri er virtuost orkestreret med et hav af detaljer og dynamiske bevægelser. I et interview med kuratoren Anders Kold fortæller hun, at hun samlede et par grålige sten op på stranden ved Louisiana for nogle år siden. Deres gyldent-grålige farver inspirerede hende til dette værks gullige og grå grundtone.

Ud over malerierne er der 20 monotypier, 80 tegninger samt en montre med billedmateriale fra medierne såvel som fra kunsthistorien, som Brown trækker på i sin kunst. Vi kommer med andre ord godt rundt om og ind i hendes værk og metode.

Man gør dog klogt i at gemme ovennævnte store værk til sidst. Studér først de mange energiudladende og gestiske monotypier – det vil sige tryk, der kun findes i ét eksemplar – for de fungerer som en slags ”manual” eller skitseoplæg til flere af de større malerier. Drej dernæst til venstre og gå ned ad trappen for her i rum efter rum langsomt at lade Browns værk folde sig ud i de forskellige faser. Bemærk det grund-uhyggelige tidlige maleri ”Uden titel” (1997) med det obskøne og groteske indhold. Det er rødglødende og ferniseret i modsætning til de senere værker. Lad rundturen slutte ved det ovenfor omtalte triptykon – titelværket – i den store sal i stueetagen. Her befinder sig også den nævnte montre med inspirationsmateriale. Der er mange erotiske billeder, men eksempelvis også et avisfoto af en burkiniklædt kvinde, der soler sig på stranden i Nice. Her udspiller sig en scene, hvor ikke mindre end tre hærdebrede mandlige politifolk giver den lille siddende kvinde en bøde. Forbud mod burkini håndhæves nogle steder i Frankrig, på trods af at det er blevet ophævet af den franske højesteret. Denne scene har forarget Brown i en sådan grad, at den optræder i flere af hendes værker.

Cecily Brown-udstillingen på Louisiana omfatter 35 malerier i flere størrelser – herunder det over 10 meter brede titelværk på tre paneler fra 2017 ”Where, When, How Often and with Whom”. –
Cecily Brown-udstillingen på Louisiana omfatter 35 malerier i flere størrelser – herunder det over 10 meter brede titelværk på tre paneler fra 2017 ”Where, When, How Often and with Whom”. – Foto: Louisiana

Lad os her slutte af med det suggererende maleri ”Girl in a Swing” (2004), som på én gang refererer til Goyas berømte stregætsning ”Heks, der gynger” (1826-28) og til Fragonards berømte maleri ”Gyngen” (1767) med de stærke erotiske undertoner. I gyngen hos Brown sidder en kvinde med nøgen overkrop, iklædt et kort skørt og med delvis spredte ben.

Man fornemmer en mand, der står tæt bag ved hende og skubber gyngen. Umiddelbart virker maleriet kaotisk, idet brune og rødbrune træstammer skærer sig diagonalt og fra flere retninger ind i billedrummet, som dermed fanger den oplevelse, der ofte knytter sig til gyngeture, hvor blikvinklerne skrifter uophørligt under op- og nedturene som i en kaotisk klippet film.

Brown fanger gyngebevægelsernes svimlende fornemmelse fantastisk godt. Koloristisk sker der et sammenstød mellem komplementærkontrasterne, det vil sige de dominerende saftiggrønne og orangerøde farver. I maleriets gyldne snit befinder sig en stor rød plamage, som kunne henvise til de kvindelige genitalier. Værket er svangert med erotik, kaos og kontroltab.

Brown er så sandelig et nærmere bekendtskab værd. Hun er en modig maler, der med sin vildt urolige penselskrift bringer et traditionstynget medie som maleriet ind i samtiden og lader det med nutidige temaer, især erotik, magt, køn og krop.