Prøv avisen
Bog

Den mindst ringe styreform

5 stjerner
Bogens sidste halvdel er særligt god. Her undersøger Skaaning forudsætningerne for demokrati. Det viser sig, at velhavende lande med en jævn indkomstfordeling nemmere bliver demokratiske. Foto: Jens Dresling/Ritzau Foto

I serien ”Tænkepauser” skriver Svend-Erik Skaaning forbilledligt klart om demokratiet

Demokrati er sådan et hurra-ord. Alle synes, at demokrati er godt, og hvis man mener noget andet, er man usympatisk eller ikke rigtig klog. Men man skal passe på hurra-ord, for når noget bliver indlysende rigtigt, holder vi tit op med at tænke nærmere over det.

Derfor er det en fin lille bog, Svend-Erik Skaaning har skrevet om demokrati. Han følger begrebet fra den græske oldtid, hvor det brede folk elskede demokrati, mens filosofferne foragtede det, hen over de næste mange århundreder, hvor demokrati enten var glemt eller i hvert fald blev undgået, til midten af det 19. århundrede, hvor vi alle ret pludseligt blev overbeviste demokrater.

Hovedvægten ligger på moderne tid. Er demokrati bare en valghandling, hvor partier kan konkurrere om vælgernes gunst, så man finder et flertal til at træffe beslutninger? Altså sådan en minimal-definition. Eller er demokrati en hel del mere, fordi det også rummer idealet om fri debat, ansvarlige borgere og en stræben efter fornuftige fælles beslutninger? Så er det næsten en livsstil i det offentlige rum.

Eliten har altid været skeptisk over for almindelige menneskers evne til at træffe beslutninger.

Dette ”problem” løste man tidligere i Belgien ved, at alle mænd havde én stemme som basis. Hvis man så var veluddannet eller rig, fik man en til, og var man begge dele, fik man to til, så man havde i alt tre. Ak ja. Den går jo ikke i dag, nu er de rige og veluddannedes særlige indflydelse mere diskret. Men den kan fortsat være et demokratisk problem.

Bogens sidste halvdel er særligt god. Her undersøger Skaaning forudsætningerne for demokrati. Det viser sig, at velhavende lande med en jævn indkomstfordeling nemmere bliver demokratiske.

Det er uklart, om bestemte religioner støtter demokrati, for eksempel om protestantiske lande er mere demokratiske, som nogle har påstået. Men kan vi ikke iagttage, at arabiske lande har svært ved at få demokrati til at fungere?

Et forhold, Skaaning ikke skriver meget om, men billedet sløres nok også her af, at arabiske lande tit har en skæv indkomstfordeling. Og endelig hjælper det et demokrati at have gode naboer.

De østeuropæiske lande blev ret let demokratiske, fordi de hurtigt fik stor kontakt med Vesteuropas mange og solide demokratier. Hvorimod nye demokratier i Afrika eller som Irak ofte er noget ensomme og udsatte i verden.

Heldigvis opstår der konstant flere demokratier, end der forsvinder demokratier. Demokratier er som regel fredsommelige, de går således aldrig i krig mod hinanden. Og vi iagttager også, at tidligere uglesete grupper som kvinder og seksuelle og religiøse minoriteter får rettigheder i flere og flere lande.

Ja, selv en udskældt institution som EU er faktisk mere demokratisk end andre internationale samarbejder, fordi der er valg, direkte og indirekte, til EU’s organer. Det kunne EU-modstanderne jo godt reflektere lidt over, næste gang de taler om, at de går ind for internationalt samarbejde, det skal bare være på en anden måde end i EU.

Bogen er skrevet i et klart sprog og med en nøgtern tankegang. Efter læsningen melder den tanke sig, at den største trussel mod vores styreform nok ikke er terrorister, flygtninge eller despoter mod øst eller syd, men derimod, hvis vi får et samfund, hvor for mange i ghettoer ikke er med, og hvor andre har alt for meget fra astronomiske cheflønninger og uhæmmede aktieoptioner til lukrative fratrædelsesordninger.