Den moderne familie sættes under lup

Dilemmaerne vil stå i kø, og der vil være flere spørgsmål end svar, når DRs nye dramasatsning Arvingerne ruller over skærmen første gang i morgen

Tre af Veronikas fire børn er her samlet: Det er Carsten Bjørnholt, der spiller sønnen Frederik, Mikkel Boe Følsgaard, der spiller sønnen Emil, og Trine Dyrholm, der spiller datteren Gro. –
Tre af Veronikas fire børn er her samlet: Det er Carsten Bjørnholt, der spiller sønnen Frederik, Mikkel Boe Følsgaard, der spiller sønnen Emil, og Trine Dyrholm, der spiller datteren Gro. –. Foto: Martin Lehmann.

Familielivet i Danmark er under forandring. Kernefamilien med mor, far, fælles børn, bedsteforældre og en skøn, kærlig forening af onkler, tanter, fætre og kusiner er stadig det, de fleste af os stræber efter. Men i flere og flere tilfælde bliver det mønster brudt, og danskerne har opfundet alle mulige andre måder at være familie på.

Sådan er det også for manuskriptforfatteren Maya Ilsøe. Og da hun, efter succesen med julekalenderen Pagten for fire-fem år siden, blev bedt om at komme med et idé-oplæg til en ny dramaserie på DR 1, var hun som nyskilt meget interesseret i familieformer, og hvordan vi mennesker i det hele taget finder ud af at leve sammen.

Jeg er optaget af, hvad den moderne familie er for noget. Og derfor har jeg forsøgt at skabe en række personkarakterer, der repræsenterer det besværlige og paradoksale liv, som jeg synes vi alle sammen står i, siger Maya Ilsøe.

LÆS OGSÅ: Den fortabte kvinde i skandinavisk kulde

Hun er hovedforfatter på DRs nye dramasatsning Arvingerne, der sendes første gang nytårsdag og derefter ni søndage på DR 1. Arvingerne er en fortælling om, hvordan 1960er- og 1970ernes frigjorthed og anti-autoritetstro har påvirket vores syn på familien, og de valg, som ethvert menneske kan komme til at stå overfor i relation til de nærmeste.

Serien kommer ikke med svar, men skildrer først og fremmest dilemmaerne, glæderne, sorgerne og længslerne, siger Maya Ilsøe, der selv mener, hun er blevet klogere på den moderne familie undervejs, men stadig har flere spørgsmål end svar.

Arvingerne er en såkaldt karakterdrevet dramaserie, hvor der ikke skal opklares en forbrydelse, men hvor spillet og dilemmaerne mellem personerne er det, der driver historien frem. Handlingen udspiller sig omkring herregården Grønnegård på Sydfyn, hvor den internationalt anerkendte kunstner Veronika Grønnegaard har levet et excentrisk og farverigt liv siden 1960erne, og hvor hendes fire voksne børn samles efter hendes død for at gøre arven op.

En advokat sagde engang til mig, at ingen kender sin familie, før man har prøvet at arve sammen. Det synes jeg er interessant, og valgte derfor at gøre en arvesag til motor i historien og en slags røngtenbillede på den moderne familie. For hvad er det, vi kæmper for og imod i den situation?, spørger Maya Ilsøe.

I Arvingerne testamenterer Veronika umiddelbart før sin død gården til en bortadopteret datter, der bor sammen med sin kæreste i den lokale landsby og aldrig har kendt sandheden om sit ophav. Derfor bliver det, der skulle have været en hurtig og smertefri bodeling, blandt andet en rejse ind i hemmeligheder og løgne, der vender op og ned på de fire søskendes liv.

Personerne kan, ifølge Maya Ilsøe, ikke umiddelbart deles op i de gode og de onde, og det har også vist sig ved prøvevisninger af serien, at det er forskelligt, hvilke personer i serien man som seer holder med.

Måske har hverken det gode eller det onde en fast form, reflekterer Maya Ilsøe, der kalder det en kvalitet ikke at kunne svare på, hvem der er et godt eller et ondt menneske.

Hun har undervejs i processen talt med mange mennesker og er blevet stigende bevidst om, hvor vigtig familien er for de fleste af os.

Selvom familieformer er i opbrud, er familien ikke blevet mindre vigtig, tværtimod, siger hun.